Uvidende, nervøs og trist tog jeg første gang som 16-årig plads i venteværelset i Ambulatorium for Børne- og Ungdomspsykiatri. Det var svært at møde op, men jeg gjorde det, fordi jeg havde et inderligt håb om, at vi i samarbejde kunne finde ud af, hvordan jeg kunne komme mørket til livs og vende tilbage til det ungdomsliv, jeg brændende ønskede at være en del af. Jeg håbede, at dette skulle blive min redning, men i stedet blev det startskuddet til en årrække, der bedst af alt kan beskrives som kaotisk. Det blev aldrig et ungdomsliv. I stedet blev jeg et velkendt ansigt på de psykiatriske afdelinger.

“Hvorfor greb i mig ikke?” er mit tilbagevendende spørgsmål. Da jeg blev en del af Unge Peerboardet, fandt jeg ud af, at jeg langt fra var den eneste, der har stillet det. Sammen dykkede vi ned i, hvorfor så mange af os aldrig blev grebet, men snarere holdt i live, indtil vi kunne sendes videre.

En ensom kamp

Behandlingen føltes som slukning af ildebrande, hvor man lod gløderne ligge: Symptombehandling. Jeg følte ikke, at der blev kigget på årsagerne bag, eller at der blev dykket ned i, hvem jeg var som menneske, og hvordan både det og min livserfaring påvirkede min sygdom. Jeg ville ønske, at man havde set på mig som et helt og ungt menneske, hvilket involverer flere udfordringer end blot  sygdom. Jeg manglede rum i behandlingen til dette. Jeg manglede også en at spejle mig i, en som havde lært at mestre dette: En peermedarbejder, der kunne give lidt håb.

Mine forældre stod for en stor del af min behandling. De var for ressourcestærke til, at vi kunne få tilstrækkelig hjælp fra kommunen. Så ved siden af deres fuldtidsarbejde stod de selv med ansvaret for, at jeg fik spist, at jeg mødte op til min behandling, tog min medicin og fik struktureret min hverdag. De motiverede mig til aktiviteter og måtte selv vurdere, hvornår jeg var for selvmordstruet til at kunne være alene hjemme. Men de fik samtidig besked på, at “de ikke skulle være behandlere”. Jeg ville ønske, at der var hjælp rettet imod hele familien. Vi havde brug for nogen, der kunne snakke med os om at få hverdagen til at fungere og finde ord for alt det, ingen af os rigtig forstod.

Gid jeg var blevet hørt

Da jeg fyldte 18 år, skulle jeg navigere i en ny verden; voksenpsykiatri. Jeg skulle gå fra ikke at have en stemme, der blev lyttet til, ikke at have ansvar eller indflydelse, til at det netop krævede alt dette, hvis jeg skulle have hjælp. Jeg havde ikke lært hvordan, så jeg fik ikke hjælpen. Jeg ville ønske, overgangen havde været mindre voldsom. Gid man allerede fra begyndelsen havde lyttet og involveret mig lige så meget som mine forældre og fagpersoner. Gid man havde hjulpet mig med at række ud uden frygt for igen at blive mødt af kritik eller systematisk straf/belønning.

Alt i alt ville vi gerne være mødt med omsorg, ansvar og en helhedsorienteret behandling i et gennemskueligt samarbejde mellem parterne i og udenfor psykiatrien.