Signe Bekker Dhiman (S) må indimellem bide sig i tungen, når hun prøver at hverve nye kandidater til kommunalvalget.

De kan finde på at spørge, om man godt kan være kommunalpolitiker, samtidig med at man har små børn derhjemme. Og det synes hun godt, at man kan, men hun vil ikke lægge skjul på, at det er hårdt.

Dybest set synes hun også, at hendes byrådskollegaer kunne være med til at gøre det lettere at være småbørnsforældre, mens man varetager sit hverv i kommunalbestyrelsen. 

Småbørnsforældre vælger lokalpolitik fra, fordi mødetider og arbejdsmængde kolliderer med familielivet. Det kan få konsekvenser for, hvem der får indflydelse på kommunens børnepolitik. 

- Nogle stemmer er vigtigere at få repræsenteret i kommunalbestyrelsen end andre. Kommunerne beskæftiger sig meget med børneinstitutioner, og hvis de børnefamilier, der er i institutionerne, ikke har overskud til at deltage lokalpolitisk, er det et problem, mener Karina Kosiara-Pedersen, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Opfordrer til at tage kampen op

Signe Bekker Dhiman oplever mange potentielle kandidater, som siger, at de hellere må vente, til børnene er blevet store. 

- Ofte ligger møder og arrangementer på det tidspunkt, hvor man ellers har familieliv og er sammen med sine børn. Og det betyder, at man skal træffe et valg om, hvor meget man ser dem, siger Signe Bekker Dhiman, som selv har tre børn derhjemme. 

Hendes erfaringer som kommunalbestyrelsesmedlem i Aabenraa og mor til to store drenge og en treårig pige fik hende til at skrive et indlæg i Altinget om, hvor svært det egentlig er at få det hele til at gå op.

Ikke for at afskrække nogen, men for at klæde småbørnsforældre på til at kæmpe for, at der også skal tages hensyn til dem i landets kommunalbestyrelser.

- En opfordring til mine kollegaer om at tage snakken om, hvordan vi prioriterer vores tid, siger hun. 

- Vi prioriterer folks arbejdsliv rigtig højt. Det er også vigtigt, men der bør også være et hensyn til at få familielivet til at hænge sammen.

Signe Bekker Dhiman synes selv, at hendes tilstedeværelse er vigtig i kommunalbestyrelsen og illustrerer det med en oplevelse, hun har haft i Aabenraa.

Efter en intern konstituering sad Signe Bekker Dhiman nogle år i Børne- og Uddannelsesudvalget, hvor en kollega fra et andet parti udbrød: “Hvor er det fedt, at der kommer en ind i udvalget, som rent faktisk har børn i institutioner”. 

Kollegaens reaktion var positiv, understreger hun, men den illustrerer også problemet. 

Møder kan flyttes

En af de konkrete forandringer, der kan gøre det lettere at være børnefamilie, er mere fleksibilitet omkring udvalgsmøderne.

Nogle kommuner arbejder med at placere udvalgsmøderne om formiddagen, fortæller Karina Kosiara-Pedersen, som har interviewet både borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer.

- Det er et spørgsmål om, at nogle tidspunkter på dagen er mere fleksible end andre. I mange jobs kan man afspadsere og har mulighed for at sidde og arbejde på nogle andre tidspunkter og planlægge sine timer. Hvorimod aftensmad med børnene ligger rimelig fast, siger Karina Kosiara-Pedersen. 

Det kan altså være en fordel at afholde udvalgsmøderne, mens skoler og dagsinstitutioner er åbne. Det løser ikke problemet for alle, men for mange ville det give mere fleksibilitet.

I et af de udvalg, Signe Bekker Dhiman sidder i, blev de enige om at flytte udvalgsmødet med en time.

- Det var en lille justering, men det betød, at vi næsten allesammen kunne nå hjem og spise med vores børn, og jeg kunne kysse mine børn godnat, fortæller Signe Bekker Dhiman. 

Hendes byrådskollega Gaby Scheel (S) er også stor fortaler for mere fleksibilitet i arbejdet, og har oplevet konsekvenserne af, når fleksibiliteten ikke bliver givet.

Hun er alenemor til tre og har også fået et udvalg til at flytte udvalgsmødet med en time, som betød, at hun kunne nå at aflevere sin yngste i institution.

Men i et andet udvalg blev det afvist. Mødet havde ligget på samme tidspunkt altid, og det kunne man ikke rykke ved. 

- Vi kan selvfølgelig ikke bare planlægge efter, hvad jeg lige synes kunne være fint, medgiver Gaby Scheel.

- Alles kalender skal jo gå op.

Men hun fik en fornemmelse af, at udvalgets indstilling var meget præget af, hvad man ‘plejer’ at gøre.

Vil ikke være en klynker

Signe Bekker Dhiman var meget i tvivl, om hun skulle tage emnet op, da hun skrev sit debatindlæg. Af flere årsager. 

Både fordi det er personligt og sårbart, men også fordi hun oplever, at folk er hurtige til at sige “jamen, så kan du jo bare lade være med at stille op”. 

- Det bliver en åben flanke til, at folk siger, at man ikke egner sig til at sidde der. Men der er forskel på at sige, at det er svært, rent praktisk, at få det til at hænge sammen, og at sige, at jeg ikke er kompetent til at sidde der.

Hun synes, det er svært at pege på problemerne uden at blive misforstået.

- Der er nogen, der vil tænke ‘åh, nu klynker hun igen’. Småbørnsfamilier, der klynker, siger hun med et suk. 

- Men jeg synes ikke, det er klynk. Jeg synes, det er en reel snak om, hvordan vi organiserer vores arbejde. 

I nogle kommuner har man færre udvalg og nøjes med én mødedag om måneden, hvor man har rigtig mange møder. Det frigiver nogle aftener, men det kræver også noget af konstitueringen. Den nuværende mødestruktur er ikke sat i sten.

- Det er derfor, jeg tager det op nu, så man kan tygge på den, inden man laver en konstituering.

Bunker af læsestof

Når Karina Kosiara-Pedersen snakker med de folkevalgte, går det igen, at mængden af læsestof inden møderne kan være uoverskuelig. 

- De oplever at være uforberedte til møderne, fordi de simpelthen ikke kan overskue materialet, fortæller hun.

- Det er nogle af forvaltningerne opmærksomme på, og de prøver at tilrettelægge forberedelsesmaterialet på en så hensigtsmæssig måde som muligt, fortæller Karina Kosiara-Pedersen. 

De stiller sig blandt andet til rådighed, når de folkevalgte skal sætte sig ind i noget af det mere tekniske stof.

Både Gaby Scheel og Signe Bekker Dhiman nævner forberedelsestiden som en væsentlig faktor, som får opgaven som lokalpolitiker til at vokse, og som også tager tid fra familien.

Signe Bekker Dhiman har snakket med mange, hvor hensynet til familien er en væsentlig faktor for, hvorfor de stopper i politik eller aldrig træder ind i det. Gaby Scheel er en af dem. Hun genopstiller ikke ved det kommende kommunalvalg, af hensyn til både børn og karriere. 

 Men det er ikke bare kvinder, understreger hun. 

Fra børnenes formand til barnets farmand

Daniel Panduro (EL) sad i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse i ni år, inden han udtrådte for at få mere tid med sin søn. 

- Det var tid til at være barnets farmand fremfor børnenes formand, siger Daniel Panduro som var formand for børneudvalget. 

Han peger også på mødernes placering som en væsentlig faktor. De faldt sammen med de tidspunkter, hvor sønnen skulle hentes, spise og puttes.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har kultur for, at møderne er placeret mandag aften. Selv hvis han havde foreslået at flytte det til et tidspunkt, hvor hans søn var i vuggestue, tvivler han på, at han ville være kommet igennem med det. 

Og det var ikke bare udvalgs- og kommunalbestyrelsesmøderne, men også møder med frivillige, som faldt udenfor almindelig arbejdstid.

- Jeg havde ofte to eller tre aftener om ugen, plus weekender, hvor jeg arbejdede for, at andres børn skulle have det godt og derfor ikke kunne være sammen med mit eget, fortæller han. 

- Der er nogle svære rammevilkår omkring det at være kommunalpolitiker, som især handler om, at møderne ligger på tidspunkter, der er udfordrende for børnefamilier. 

Med et fuldtidsjob som lektor på Københavns Professionshøjskole og et ønske om at være bedre forberedt til møderne end sine politiske modstandere, var det svært at få hverdagen til at hænge sammen.

- Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale at sidde i kommunalbestyrelsen, mens man er en småbørnsfamilie, siger Daniel Panduro. 

Gaby Scheel anbefaler også at vente til børnene er i hvert fald ti år gamle, så de bedre kan forstå, hvorfor mor er så meget afsted, og hvorfor det hun laver er vigtigt. 

Men det var netop den reaktion, Signe Bekker Dhiman frygtede, da hun tøvede med at skrive sit debatindlæg. For hun synes, det er vigtigt at få flere børnefamilier til at stille op. Efter indlægget blev hun kontaktet af andre lokalpolitikere med små børn, som ærgrede sig over det. 

- De siger “er du ikke sød at lade være med at fortælle det der? Nu har vi brugt så meget energi på at sige, at man skal huske at stemme på folk med børn, fordi det kan vi sagtens magte”, fortæller Signe Bekker Dhiman.

- Men jeg siger jo netop, at småbørnsforældre skal stille op, og at vi som gode kollegaer har en opgave i at sørge for, at der bliver plads til dem.