Mistrivslen blandt børn og unge vokser, mens de offentlige systemer spiller fallit i håndteringen, og der eskalerer et problem, som både er en sundhedsmæssig og økonomisk bombe. 

Ansvaret for børn og unge i mistrivsel eller med psykiske problemer ligger hos både kommuner og regioner. Kommunernes og regionernes indsatser hænger sammen, og mulighederne for hjælp afhænger gerne af hinanden. Men samarbejdet fungerer ikke, lyder det fra begge sider.

Ifølge Vidensrådet for Forebyggelse oplever mindst 16 pct. af alle børn under ti år betydelige mentale problemer. For otte pct. af børnene ender med en diagnose.

Kommunerne har en stor del af ansvaret for indsatser og hjælp til børnene med psykiske udfordringer. Men det kringlede system med forskellig og opdelt lovgivningen spænder ben i deres arbejde.

- Jo længere tid, der går, jo dårligere kan børnene risikere at få det, og jo flere symptomer kan de få. Samtidig mister forældrene ofte deres overskud til at yde den omsorg, som barnet har brug for, siger Sisi Ploug, formand for Dansk Socialrådgiverforenings Faggruppe for Børn, Unge og Familie.

Uklar ansvarsfordeling

Børne- og ungdomspsykiatrien ligger under sundhedsloven, og de står for udredning af børn og efterfølgende behandlingen. Behandlingen er dog i høj grad endt ved kommunerne. Kommunerne har ansvaret for forebyggelse og efterfølgende støtte og hjælp, som er underlagt serviceloven, og det serviceniveau kommunerne fastsætter.

Systemet kan virke uigennemsigtigt og uigennemskueligt. Både Folkeskole-, dagtilbuds- og psykiatriloven spiller også en rolle i hjælpen. Forældrenes vej mod hjælp kan derfor nå omkring skolen, PPR, flere kommunale forvaltninger, praktiserende læge og i sidste ende børne- og ungdomspsykiatrien, før der er hjælp at hente. 

For nogle bliver det en kamp med konsekvenser for både barn og familie.

I Region Nordjylland viser en undersøgelse, at forældre oplevede en lang og hård vej til, deres barn fik en henvisning til psykiatrien. 60 pct. af forældrene havde svært ved at finde information om, hvor de skulle henvende sig for hjælp. I gennemsnit havde forældrene allerede været i kontakt med tre forskellige instanser to år, før de endelig fik en henvisning. Flere forældre ender selv med psykiske problemer som fx stress eller depression.

Sisi Ploug oplever, at sammenhængen mellem sektorerne er blevet bedre, siden hun startede i faget. Men samarbejdet mellem regioner og kommuner halter.

- Man står med børn og unge, der nogle gange falder mellem to stole. Hvis børne- og ungdomspsykiatrien ikke vil lave en udredning, bliver de sendt tilbage til kommunen, og så kan vi risikere at stå og ikke vide, hvad vi videre skal gøre, siger hun.

Der kan let opstå tvivl i service- og sundhedsloven om, hvor ansvaret ligger. Det har ført til forskellig praksis rundt i landet med lange ventetider og forskellige krav til dokumentation. Det kan yderligere besværliggøre arbejdet og forlænge udsigten til behandling. Selv når barnet endelig er blevet udredt, er hjælpen stadig ikke lige for.

- Når et barn er udredt, kommer de tilbage og skal have kommunale indsatser. Nogle gange har psykiatrien allerede fundet nogle foranstaltninger, men vi kan ikke bare sige ja til det, for vi har en anden lovgivning, vi skal overholde, og vi vurderer ikke altid, at der er brug for det samme, siger Sisi Ploug. 

Hun oplever kort sagt systemer, der ikke taler sammen. 

- Det handler rigtig meget om samarbejde og respekt for hinandens faglighed. Vi har brug for en fælles tovholder, så forældrene får den samme fortælling, uanset om det er hos kommunen eller psykiatrien.

Reduceret psykiatri

Formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Linda Hardisty Bramsen, oplever også benspænd. Da kommunerne på skole- og socialområdet sætter deres eget serviceniveau, må psykiatrien fx ikke give direkte og konkrete anbefalinger til et passende tilbud efter en udredning, men kun beskrive barnets behov. Beslutningen ligger hos kommunen.

Ofte går personalet i psykiatrien dog et skridt videre og kommer med konkrete forslag for det enkelte barn i stedet for kun at beskrive barnets vanskeligheder og behov. Men uden at pege på hvordan og af hvem. 

- Det skyldes nok, at vi nogle gange har oplevet, at barnet ikke har fået den tilstrækkelige eller rette hjælp af kommunen, siger Linda Hardisty Bramsen.

- Personalet i børne- og ungdomspsykiatrien har uden tvivl peget på konkrete behov for det enkelte barn i stedet for kun at beskrive barnets vanskeligheder og hvilke behov, der skal imødekommes. Men altså ikke hvordan og af hvem. Det skyldes nok, at vi nogle gange har oplevet, at barnet ikke har fået den tilstrækkelige eller rette hjælp af kommunen, siger Linda Hardisty Bramsen.

Flere unge kommer for sent i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien, vurderer Linda Hardisty Bramsen. Hvis det sker, risikerer det at føre til følgesygdomme som depression og angst.

Hun ønsker et tættere samarbejde med kommunerne og ser gerne, at der i lovgivningen stilles krav, da samarbejdet i dag ofte er båret lokalt af personlige relationer. Linda Hardisty Bramsen påpeger desuden, at det er vigtigt at få involveret speciallægerne på den rette måde. De vil have kontakt med familierne og kunne tilbyde forløb/have tilbud, som de er uddannet til – ellers risikerer man, at speciallægerne søger mod det private.

- Vi vil rigtig gerne et bedre samarbejde. Vi skal ikke eje forløbene, men vi skal bidrage med vores specialiserede faglighed om børne- og ungdomspsykiatri sammen med de andre omkring barnet, siger Linda Hardisty Bramsen.

Vidt forskellige systemer

Problemerne er velkendte, mener Katrine Iversen, chefanalytiker ved Vive. Der er brug for en styrket indsats over for psykisk sårbare børn. Lovgivningen og organiseringen af området er en del af problemernes hovedårsag.

- Serviceloven er én lov, og sundhedsloven er en anden, og der er stor forskel på den gældende lovgivning i psykiatrien og i kommunerne. Helt grundlæggende er det to forskellige systemer, der kan have vanskeligt ved at kommunikere sammen, siger Katrine Iversen.

Regioner og kommuner indgår samarbejdsaftaler om opgaver og ansvar, men pres på området og økonomien giver begrænsninger. Sammen med lovgivningen skaber det barrierer for en klar ansvarsfordeling, som kommuner og regioner heller ikke altid selv er enige om.

Katrine Iversen har tidligere været med til at undersøge udfordringerne på området blandt kommunale social- og fagchefer. Hele 96 pct. oplever problemer med sammenhæng og koordinering på tværs af socialområdet og psykiatrien – heraf oplever 41 pct. “ret store udfordringer”. Hvor det går galt, er dog ikke til at sige.

- Det ville være hensigtsmæssigt, hvis man med et helhedsperspektiv granskede den samlede indsats og særligt på tværs af lovgivning og politiske niveauer. En tidlig forebyggende indsats og investering kan spare barnet for mange problemer, for gives der ikke den rette støtte, kan det forværre udfordringerne på lang sigt, siger hun.

Udsigten til en helhedsorienteret indsats kan være på vej, efter at et fagligt oplæg til en ti-årsplan for psykiatrien blev offentliggjort med en række anbefalinger til en politisk aftale. Nu afventes den politiske aftale, og hvordan den vil styrke samarbejdet – eller bare rydde op i det organisatoriske kludetæppe mellem regionerne og kommunerne. I sidste ende handler det om børnenes trivsel. 

- Forældre oplever det som en kamp alene at blive henvist til psykiatrien. Når man så først er kommet igennem, kan der være ventelister på at blive udredt. I mellemtiden kan barnet få det værre, for der iværksættes i hovedreglen ikke indsatser, før der ligger en færdig udredning, siger Katrine Iversen og tilføjer:

- Jeg kan være bange for, at det ikke sker hurtigt nok til at få vendt børnene i døren og iværksat indsatser, inden det giver langsigtede konsekvenser.