Theodor Gjerding står foran psykiatrisk akutmodtagelse ved Bispebjerg Hospital. I dag kan han betragte de blå og grå facader udefra. For et par år siden blev han indlagt, da man frygtede, at han ville tage sit eget liv. 

Han husker det klart. Han sidder i en vindueskarm. Verden er uoverskuelig og usikker, og det er en turbulent tid. Gymnasiet er netop gennemført, og adressen er rykket til København. Vennerne bor stadig i Sønderborg, og han er gået fra sin kæreste. Han sidder med en enorm følelse af ensomhed. 

- Jeg går og overvejer at tage mit eget liv. På et tidspunkt har jeg tænkt mig at hoppe ud fra tredje sal hjemme hos min mor. Men jeg har alligevel døden så meget i kontrol, at jeg ikke er sikker på, at jeg dør ved at falde ned. Der er ikke langt nok ned. Jeg vil ikke invalideres, jeg skal gøre det ordentligt, tænkte Theodor Gjerding dengang. 

Theodor Gjerding blev efterfølgende indlagt i akutpsykiatrien på Bispebjerg Hospital. Han fik et værelse, hvor der intet var, selv snørebåndene i hans sko blev fjernet, fordi personalet var bange for, at han ville bruge dem til at gøre skade på sig selv. Han var kun indlagt i få dage, da han fik det stadigt dårligere i rammerne. Han blev udskrevet efter et par dage på betingelse af, at han kom i et forløb med en psykiater og en socialrådgiver. Det blev et vendepunkt for Theodor Gjerding. Her fik han værktøjer, der har hjulpet ham senere hen. 

 

- Kort sagt, psykiatrien fungerer ikke, som det er nu, siger Theodor Gjerding, formand for Sind Ungdom. Foto: Nikolai Linares, Scanpix

I dag har han gjort det til sin mission at skabe bedre forhold for unge, der står i samme situation, som han gjorde dengang. Theodor Gjerding er i dag 29 år og formand for Sind Ungdom. Han har desuden været politisk aktiv i DSU, hvor han nu har et job, han passer ved siden af, at han færdiggør sin kandidat i samfundsvidenskabelig jura på KU. 

Theodor Gjerding blev allerede i tredje klasse på sin mors initiativ udredt med ADHD og OCD. Skolen havde forsøgt at begrænse, at han forstyrrede, ved blandt andet at placere ham alene ved et bord midt i klassen. Han havde altid haft meget energi og haft “antennerne ude”. Koncentration var ikke hans stærke side. 

Skolen vidste ikke, at han havde fået en diagnose. Det var et tabu. Han listede ud i timerne for at tage sin medicin og uden vand, for ingen måtte opdage det. Han fik det bedre, men i gymnasiet kom endnu en nedtur. Her tog en lærer fat i ham i tide og hjalp. 

- Hvis der ikke var nogen, der havde taget fat i mig i 2.g, tror jeg bare, nedturen var fortsat. Jeg havde nok ikke gennemført gymnasiet. Udfordringen er, at når man står og har det svært, så skal man selv gøre en masse for at få hjælp, siger Theodor Gjerding. 

Han kalder det “mere held end forstand”, at han er, hvor han er i dag. Han kom fra et ressourcestærkt miljø med opmærksomme mennesker omkring sig. Det er dog langt fra alle, der er lige så heldige som han. 

Drænende system 

Ved siden af Theodor Gjerding går 22-årige Karen Frese. Deres to historier har flere fællestræk. Hun bor også i København, er medlem af Sind Ungdoms bestyrelse, og de to er venner privat. Hun har desuden været politisk aktiv i Venstres Ungdom. 

Som 15-16-årig gik hun hos en række forskellige psykologer. Løbende fik hun det bedre, men hun blev ved med at få tilbagefald. I løbet af sin 19 års fødselsdag fik hun tre angstanfald. 

- Jeg oplevede en enorm træthed, manglende livsglæde. Jeg var depressiv og grådlabil. Jeg orkede ikke at gøre det, jeg skulle, eller møde op til undervisning. Men på det tidspunkt blev jeg også klar over, at jeg havde brug for hjælp, siger hun. 

Efter besøg hos egen læge blev hun henvist til et regionalt tilbud, men de kunne ikke hjælpe, og hun blev sendt tilbage. Senere kom hun til psykolog, der sendte hende videre til en psykiater. Her fik hun en borderline-diagnose og senere et forløb i regionen. Kontakten med de mange instanser og sagsbehandlere har gjort, at Karen Frese i dag kan fortælle hele sin historie i søvne. 

- Da jeg skulle starte i behandling i regionen efter at have været igennem 117 ting og sager, var jeg dødtræt. Jeg orkede det ikke længere. Jeg sagde højt i behandlingstilbuddet, at jeg ikke gad være der. Jeg havde brugt alle de kræfter, jeg skulle bruge på at få det bedre, på at kæmpe med et system, hvor jeg ikke kunne finde min plads, siger hun. 

Trods modgang og nedture føler også hun sig privilegeret. Hun er i tvivl om, hvorvidt hun havde været her i dag, hvis ikke hun kom fra et miljø og en familie, der er ressourcestærke. 

Menneske eller et nummer 

Theodor Gjerding og Karen Freses historier er langt fra enestående. Antallet af danskere, der er i kontakt med psykiatrien, er steget med 24 pct. fra 2011 til 2020. Særligt de yngre aldersgrupper har fundet vej til psykiatrien. I 2020 var 64,4 pct. af patienterne i psykiatrien under 40 år. 

Nogle kalder det “heldigt”, hvis man lykkes med at komme ind i psykiatrien. Der er nemlig et massivt pres på psykiatrien, og det stigende antal patienter har ført til, at den 30 dages udredningsgaranti oftere overskrides pga. manglende kapacitet – især i børne- og ungdomspsykiatrien. 

- Udfordringen er, at mange søger hjælp og gerne vil have hjælp, men oplever at blive en del af massen og føler sig hjælpeløse. Man bliver ikke mødt med den varme og forståelse, man har brug for, når man bare er et nummer i rækken, siger Theodor Gjerding. 

 

I takt med, at systemet er presset, kræver det endnu mere af patienterne og deres pårørende. Usammenhængende instanser forplumrer billedet af, hvor man overhovedet skal henvende sig. Karen Frese oplevede selv, at hun blev en kastebold mellem psykiatri, egen læge og kommune. 

- Det afspejler behovet for en form for one-way-entry i systemet. Alle ved, hvor de går hen, hvis de falder og slår benet. Der er en idé om, at hvis man har ondt i livet og ondt i sjælen, skal man gå til en psykolog. Det er i mange tilfælde tilstrækkeligt, men ikke altid. Man går ikke til en fysioterapeut, hvis man har brækket benet, så går man til en læge, siger hun. 

Karen Frese ønsker samme klarhed gennem behandlingen. Derfor foreslår Sind Ungdom, at man får én fast kontaktperson. 

- Når man diagnosticeres med kræft, vil man typisk have en behandlingsansvarlig, der har styr på alt fra røntgen til kemo til stråler og medicin. Det har du bare ikke i psykiatrien. Det er nogle af de mennesker, der har allermest brug for ensretning og overblik, at blive taget i hånden og vide, hvad der skal ske, forklarer Karen Frese. 

Mangler udsigt 

Måske burde man satse på at forebygge psykisk mistrivsel, så unge slet ikke får behov for behandling. Men der mangler viden om årsagen til den stigende mistrivsel. Til gengæld kender man årsagen til, at mange genindlægges i psykiatrien: Sårbare patienter må klare sig selv efter endt behandling. 

Ifølge Theodor Gjerding bør man spørge, hvad folk kommer ud til. Når patienten er færdig i regionen, er det kommunen, som får ansvaret, men mangel på indsatser betyder, at flere genindlægges. Uden at sammenligne påpeger Theodor Gjerding, at indsatte i fængsler resocialiseres med fokus på job, uddannelse og planer, når de løslades. 

- Det ville klæde kommunerne at tage tyren ved hornene og sige, “vi har nogle, der kommer ud af psykiatrien, hvad kan vi så gøre? Kan vi sørge for at skabe et sammenhængende forløb og kigge på, om de er på arbejdsmarkedet eller i et socialt fællesskab?” Kommunalt bør man have forløb eller planer, siger Theodor Gjerding. 

Sind Ungdom-formanden er ikke i tvivl: 

- Kort sagt, psykiatrien fungerer ikke, som det er nu. 

Skeptisk efter udskydelser 

I en tv-debat efter corona-nedlukningen stod samtlige partiledere og ville prioritere børn og unges trivsel. Karen Frese var overrasket over, at partilederne pludselig synes, at psykiatrien var enormt vigtig efter at have syltet området i årevis. Hun endte med at slukke tv’et i raseri. 

- Det virkede påtaget. Jeg er helt overbevist om, at hvis du går ind og spørger, hvad de synes, så mener de, at der skal gøres noget, at psykiatriplanen er udskudt og er kommet for sent, det er også et vigtigt emne og blah, blah, blah. De synes jo, alting er vigtigt. Men det handler om, hvilke sager man prioriterer hvornår, siger Karen Frese. 

Hun er sikker på, at emnet er vigtigt for partilederne, men når emnet ikke længere er øverst på spisesedlen, forsvinder debatten. 

 

- Man kan hente nogle billige point på at lave lappeløsninger, som man gjorde med gratis psykologhjælp. Det løser bare ikke de grundlæggende problematikker. Du kan ikke sætte et plaster på et åbent kraniebrud, siger Karen Frese, bestyrelsesmedlem i Sind Ungdom. Foto: Nikolai Linares.

- Man kan hente nogle billige point på at lave lappeløsninger, som man gjorde med gratis psykologhjælp. Det løser bare ikke de grundlæggende problematikker. Du kan ikke sætte et plaster på et åbent kraniebrud, men det er det, man gør. Der er ikke nogen tiltag, der kan stå alene, siger Karen Frese. 

Under sit eget forløb mistede Karen Frese tilliden til systemet. Hun mener, at området mangler reelt fokus, og Theodor Gjerding er enig. Der er dog håb om forandring. I januar blev et fagligt oplæg til en tiårig psykiatriplan offentliggjort med 37 anbefalinger. Forslaget får ros fra Theodor og Karen, men forløbet har været symptomatisk for hele området.

- Det største problem er, at man har syltet området i rigtig mange år. Nu er der endelig kommet det faglige oplæg, et rigtig godt oplæg. Jeg synes, det siger meget om de valg, man har taget omkring psykiatrien, at alting bliver udskudt og udskudt. Det her er første skridt på vejen, og så bliver det forhåbentlig til noget. Men hvis du spørger alle indenfor det her område, tror jeg, alle vil være skeptiske, siger han. 

Der er derfor heller ikke den store tiltro til, at en kommende politisk aftale kommer til at leve op til det faglige oplæg. En gennemgribende plan er dyr, men Theodor Gjerding mener ikke, økonomien skal bestemme. 

- Det er mennesker, vi snakker om. Man kan ikke sætte pris på menneskers trivsel eller menneskers liv. Psykiatri handler om menneskeliv og unge menneskers fremtid. 

”Hver aften græder jeg” 

Selvom mental trivsel og mistrivsel er blevet noget, flere taler om – særligt efter to år med corona, hjemsendelser og nedlukninger – er der meget lang vej igen for psykiatrien. 

- Jeg kan jo se på nogle af dem, jeg møder, at der er rigtig mange børn og unge, der mistrives og ikke tør åbne op. Det kan være uoverskueligt: Bliver man mødt af forståelse og hjælp eller stigmatisering og tabu, spørger Theodor Gjerding. 

Det er en følelse, som mange unge sidder med, siger han, hvilket bekræftes af undersøgelser og Børnetelefonen. 

En anonym 19-årig skriver på Sind Ungdoms hjemmeside: 

“Jeg sætter en facade op, så folk ikke ved, hvordan jeg rigtig har det. Hver aften græder jeg på mit værelse. Jeg vil gerne have hjælp, men kan bedst lide at klare alting selv og tør ikke bede om det. Jeg giver ingen en chance for at se, jeg har det dårligt.”