For nogle år siden skulle jeg deltage som bisidder i en samtale, et forældrepar var blevet indkaldt til hos kommunen. Parret havde jeg haft kontakt med i nogen tid, og nu ville de gerne høre, om jeg kunne tage med til mødet. De havde ikke hidtil oplevet kontakten med kommunen som god, måske min deltagelse kunne hjælpe lidt, tænkte de.

Uden at røbe noget fra den pågældende sag kan jeg roligt berette, at forløbet ikke var det smukkeste, jeg har oplevet fra en kommune. 

Selv om ordet dialog blev nævnt fem-seks gange i de indledende bemærkninger på mødet, var det lige netop dialogen, der manglede. Der var altovervejende tale om énvejskommunikation til familien, som – med god grund - følte sig talt ned til. 

Reglerne skulle følges, det måtte de forstå. Og det skal regler da, men det gør jo ikke noget, hvis man også kommer folk lidt i møde og forsøger at sætte sig i deres sted. Lige netop dét skete på ingen måde den dag. 

Så mødet endte ikke godt. Reglerne vandt, men med bare en smule smidighed kunne der være fundet en løsning, som havde gjort alle om ikke glade så i al fald tilfredse, vel at mærke uden at reglerne var blevet overtrådt. Det skete ikke. På dialogmødet blev der ikke lyttet til familien, selv om de fik taletid.

 Værdighed og varme er altafgørende

Det er så vigtigt, at vi forstår, at i omgangen med ressourcesvage mennesker er det altafgørende, at de pågældende behandles med værdighed og varme. At man gider bruge tid på at lytte, vise engagement og imødekommenhed. 

Selvfølgelig skal man ikke føje folk i alt – man må stå fast, hvis en borger insisterer på noget, der ikke kan lade sig gøre. Men uanset om det er præster, sagsbehandlere eller whatever, er det afgørende, at vi møder folk i øjenhøjde, at vi giver dem tid til at samle sig, også selv om de roder rundt og ikke kan finde ordene. Det koster så lidt for os, og det betyder så meget for dem.

Vi har her i landet alt for længe set en ufølsomhed eller ligefrem foragt over for dem, der ikke kan følge med. Desværre smitter den slags også til dem, der burde distancere sig fra et sådant menneskesyn. 

Derfor oplever mange af dem, der godt vil, men ikke kan, at blive betragtet som nogle, der godt kan, men ikke vil. Det er ydmygende og nedværdigende. De, der f.eks. ikke kan følge med digitaliseringens krav, er bare ét af flere eksempler på grupper, der med fuld ret føler sig efterladt på perronen.

Forståelse og venlighed virker

For nogen tid siden havde jeg en oplevelse, der kan illustrere, hvad jeg mener. Jeg skulle sørge for at køre ud med nogle kontanter fra kirkens indsamlingsbokse til den bankfilial, hvor man kan indbetale større kontantbeløb. Ved ankomsten til filialen stod der en lang kø af folk, som af forskellige grunde måtte henvende sig personligt til banken. Nogle af dem var folk, som livet tilsyneladende havde været hårdt ved. De fleste var pensionister, fremgik det af samtalen med dem, nogle yngre, andre ældre. 

Der stod en vagtmand, som lukkede folk ind, når det blev deres tur. Men: Indenfor sad der tre damer ved kasserne, og deres arbejde var rent ud imponerende. 

De pågældende må være blevet håndplukket til opgaven. Alle kunderne blev mødt med tålmodighed og venlighed. Det var rent ud sagt bevægende at se, hvordan mange af de fremmødte gav direkte og utvetydigt udtryk for, hvor taknemmelige de var over at blive mødt med noget så enkelt som forståelse og venlighed. Jeg skal hilse og sige, at det virkede.

Nu er jeg helt på det rene med, at sagsbehandlere udsættes for lidt af hvert, også helt urimelige reaktioner og verbale overfusninger. Alt kan ikke klares med venlighed. Men selv om det lyder enkelt og måske banalt, så husk, at det har enorm betydning at blive mødt med varme og omsorg, når man ikke har det godt.