Kommunen.dk
MENU

KV25-eksperter: SF vinder stort, udsigten mørk for de store borgmesterpartier

SF ligner en sejrherre, mens KV25 tegner dystert for De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet, spår Kommunen.dks eksperter i en valgstatus med mange ubekendte.

KV25-eksperter: SF vinder stort, udsigten mørk for de store borgmesterpartier

SF ligner en sejrherre, mens KV25 tegner dystert for De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet, spår Kommunen.dks eksperter i en valgstatus med mange ubekendte.
Nu er der mindre end en måned til...Susanne Palskov Farnø fra Corona Camping Listen pryder gadebilledet i Lellinge, men på privat grund. Valgplakater til kommunal- og regionalvalget må først opsættes lørdag kl. 12:00,  men valgkampen er allerede i fuld gang.
Nu er der mindre end en måned til...Susanne Palskov Farnø fra Corona Camping Listen pryder gadebilledet i Lellinge, men på privat grund. Valgplakater til kommunal- og regionalvalget må først opsættes lørdag kl. 12:00, men valgkampen er allerede i fuld gang.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

KV25 er regnskabets time for kommunernes folkevalgte, som for ca. 80 procents vedkommende genopstiller i næste måned. Traditionen antyder, at de fleste belønnes med endnu en fireårig periode, men hvilken betydning får partiernes nationale barometer, og hvordan tegner kampformen i hovedtræk få uger fra valgdatoen?

Det har vi bedt tre valgforskere vurdere, og selv om de ikke er enige om alt, peger de alle på én sandsynlig vinder, når stemmerne er talt op: 

Socialistisk Folkeparti.

- SF står stærkt. De er fordoblet i meningsmålingerne, har masser af erfarne kommunalpolitikere og en lang historie. De får nok den bedste valgaften og er dem, jeg ville sætte mine penge på, hvis jeg skulle spille på udfaldet, vurderer kommunalekspert og lektor på DMJX Roger Buch.

Tallene tyder godt for partiet, som havde et kanonvalg ved KV21, hvor SF blev fjerdestørste parti og gik fra 126 til 168 mandater. Siden er pilen fortsat opad nationalt, hvor SF aktuelt står til en procentfremgang på plus fire i forhold til seneste folketingsvalg.

- SF står endnu stærkere i de nationale meningsmålinger end ved kommunalvalget i 21. Og essensen af den nationale valgvind er, at fremgangen slår halvt igennem ved kommunalvalget, siger Karina Kosiara-Pedersen, lektor og valgforsker ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Hun bakkes op af sin kollega på KU, professor Kasper Møller Hansen:

- SF kommer jo til at få et fantastisk valg i hele landet. Fordi de simpelthen har medvind på nationalt plan, slår han fast.

S, V og især K bliver tabere

Socialdemokratiet står til at blive hovedsponsor for SF’s fremgang, for i rød blok har også Enhedslisten udsigt til fremgang. 

- Socialdemokraterne kommer jo til at gå tilbage, simpelthen bare fordi der er modvind. Så vi kommer til at se partier, der, inden vi overhovedet indledte valgkampen, står til at gå frem og tilbage, siger Kasper Møller Hansen og tilføjer: 

- Men så vil der være en masse lokale ting, som kan sætte en kæp i hjulet på landseffekterne. Hvis der eksempelvis er en stærk borgmester. Det kan omvendt også  forstærke effekten, hvis borgmesteren ikke er så dygtig, så synlig og slagkraftig. 

S og V betaler begge for regeringssamarbejdet med vælgerflugt, men ifølge eksperterne står det tredje traditionelle borgmesterparti, De Konservative, til at blive den helt store taber 18. november. 

Ikke fordi tilbagegangen nationalt er større end for S og V, men fordi partiet ved KV21 godt nok tabte Frederiksberg, men ellers havde et godt valg og fik kringlet sig et par borgmesterposter, som kom i stand via forhandlinger snarere end sejr ved valgurnen. 

Derfor ligner det en håbløs opgave at holde fast i de 14 borgmesterposter, som blev resultatet i 2021.

- De gamle, store partier er i modvind. Venstre og Socialdemokratiet ligger rigtig dårligt i meningsmålingerne, og Det Konservative Folkeparti ligger endnu værre. Men for De Konservative er det næsten forståeligt, fordi de havde et fantastisk valg sidste gang. De var på toppen dengang, så nu er de udfordrede, siger Roger Buch.

Ny dynamik på vej?

Karina Kosiara-Pedersen er spændt på, om KV25 kommer til at signalere en ny dynamik i den kommunalpolitiske magtfordeling, hvis de store borgmesterpartier går tilbage for andet valg i træk.

- Venstre, Socialdemokratiet og til dels også De Konservative har en solid organisatorisk forankring  i kommunerne, som har gjort dem i stand til at føre en solid valgkamp gennem årene. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om den fordel fortsat er der, siger hun.

- Specielt Venstre har taget et dyk. Og Socialdemokraterne er heller ikke så store, som de har været engang. Der sker noget med dynamikken, når flere partier er mere lige i størrelsen fremfor to store partier og en række mindre, vurderer Karina Kosiara-Pedersen.

Også Roger Buch ser styrken hos den lokale organisation som afgørende for, om det lykkes de traditionelle borgmesterpartier at afbøde de værste følgevirkninger af dårlige lands-tendenser.

- Man kan nå meget med de rette kandidater og de rigtige lokale sager. De Konservative har en stærk organisation og økonomi, og det kan måske redde dem fra et katastrofalt  dårligt valg – men ikke fra et dårligt valg. Et godt valg kan jo ikke lade sig gøre, hvis man har mistet 60 pct. af vælgerne siden 2021. Så valgmulighederne er dårlige eller meget dårlige. Hvis de mister halvdelen af deres 14 borgmesterposter, kan partiledelsen stadig kalde det en sejr, mener han. 

Blandt de mindre partier spår eksperterne Danmarks-demokraterne til at få et godt valg i partiets kommunalpolitiske debut. Dansk Folkeparti er blevet det største borgerlige parti i de seneste landspolitiske meningsmålinger, og Liberal Alliance vil formentlig veksle noget af den nationale fremgang til flere mandater. Men for flere af partierne skal man være forsigtig med at oversætte landstendens til kommune-ditto.

- De spiller en rolle, men aldrig fuldt ud. Nye partier kan se ud som vindere nationalt, men har hverken organisationer, lokale kandidater eller penge til at føre valgkamp. Emner som udlændingepolitik eller skat betyder ikke meget i kommunalpolitik, så de nationale strømninger slår sjældent helt igennem, bemærker Roger Buch.

Støjbergs stemme tæller

Til gengæld er de små partier med markante lederskikkelser i højere grad i stand til at skubbe til resultatet med landspolitiske initiativer.

- Moderaterne, Danmarks-demokraterne og til dels Liberal Alliance er gode eksempler på partier, hvor det meget er partilederen og partiet nationalt, der har betydning, og som ikke i så høj grad har lokale flagskibe, der kan rykke, siger Karina Kosiara-Pedersen og tilføjer:

- Så når du spørger, om der stadigvæk kan ske ting landspolitisk, som påvirker valget, er svaret ja. Og her er der lidt forskel på, hvad partierne kan gøre. Hvis Inger Støjberg siger noget markant, har det betydning, fordi hun tegner Danmarksdemokraterne. Mette Frederiksen tegner også Socialdemokratiet, men i partiet kan lokale borgmestre balancere effekten af det, der sker nationalt, og skærme for det, vi kalder den nationale valgvind.

For meget opmærksomhed omkring København

At valgvinden kommer til at blæse kraftigt i de største byer, er eksperterne enige om, men det store fokus på København er mere mediebåret end udtryk for reel spænding om en ny politisk kurs, mener Roger Buch.

- København får som altid meget opmærksomhed – med rette, fordi det er landets største kommune – men jeg er lidt træt af, hvor meget fokus der er på hovedstaden. Det vil være et symbolsk nederlag, hvis Socialdemokratiet mister borgmesterposten efter 100 år, men det ændrer næppe meget i politikken, for København har altid haft rødt flertal, siger han.

Kasper Møller Hansen mener også, at opgøret i København og de andre store byer mest handler om intern magtfordeling i rød blok. Ingen steder er der udsigt til systemskifte. I København kan S blive mindre end både SF og Enhedslisten, og så vil ikke engang en alliance henover midten kunne sikre overborgmesterposten.

- Det, som vil ske i de større byer, også i København, er jo ikke, at blå blok vil gå frem. Det er rød blok, der vil gå mere frem. I Odense, Aalborg og Aarhus bliver Socialdemokratiet også mindre, men vil stadigvæk kunne danne et flertal sammen med de røde partier, siger Kasper Møller Hansen, som ser et af valgets interessante udfald i antallet af socialdemokratiske borgmester-poster:

- Socialdemokratiet ved godt, at de kommer til at gå tilbage, men vil hænge deres hat op på ikke at miste ret mange borgmesterposter. At de  stadigvæk vil have flest, når valget er overstået. Det, tror jeg, kommer til at gælde, men det ændrer ikke ved, at de kommer til at gå massivt tilbage i hele landet, vurderer han.

Enlige svaler - eller vælgerskift

Karina Kosiara-Pedersen ser spændende opgør rundt om i landet, hvor borgmesterposten i 2021 endte hos småpartier uden den store erfaring med at lede i byrådssalen.

- Det er interessant at følge kommuner, hvor partier og lister, der ikke traditionelt har borgmesterposter, vandt for fire år siden. Kan fx Emil Blücher fra Liberal Alliance i Solrød holde posten der? Især fordi Venstre har kørt en lidt tungere kandidat på banen, siger hun.

- Ringkøbing-Skjern får et borgmesteropgør, hvor vi kan se betydningen af skiftet mellem partierne, hvor Mads Fuglede stiller op for Danmarks-demokraterne. Det er interessant, at en tidligere venstremand udfordrer på den måde, og det er ikke usandsynligt, at han ender i borgmesterstolen, vurderer Karina Kosiara-Pedersen og tilføjer:

- Jeg synes også, Frederiksberg er spændende, fordi Socialdemokratiets Michael Vindfeldt fik posten for første gang sidste gang. Det er interessant at se, om skiftet viser noget om ændring af befolkningssammensætningen på Frederiksberg, eller om det bare er en enlig svale, og magten skifter frem og tilbage i nogle år.

Hvordan forvalter SF sin succes?

Roger Buch peger på interessante opgør i Tønder, hvor Tønderlisten klarede sig godt sidst, men siden mistede sin frontfigur (Henrik Frandsen) til Christiansborg, og Randers, hvor man for fire år siden havde en kæmpediskussion om en ny bro over fjorden og fik repræsentation af en lokalliste, som ville flytte broen længere væk fra byen.

- Men det er altid uforudsete steder, der ender med at blive de mest interessante – ofte ikke dem, medierne taler mest om, konstaterer han.

Kasper Møller Hansen ser valgets potentielle overraskelse i SF’s evne til at forvandle et godt valgresultat til håndgribelig gevinst.

- SF har jo ikke ret mange borgmesterposter, men hvis de får et fantastisk valg, og det gør de, så bliver det spændende at se, hvor mange borgmesterposter de får ud af det. Hvidovre er jo nærmest en mønsterkommune for SF, hvor de har fået borgmesterposten ved at alliere sig med de blå. Det bliver spændende at følge, hvad de gør denne gang, siger han.

Kommunalvalg er kedelige

De vilde overraskelser kommer man dog til at lede længe efter ifølge valgveteranen Roger Buch.

- Jeg tror ikke, der bliver mange overraskelser. Kommunalvalget er jo på den måde ret kedeligt, konstaterer han. 

- I måske 85-90 kommuner får flertallet borgmesterposten, og det største parti i blokken får posten. Så det er ret forudsigeligt. De sidste fem til ti kommuner kan overraske med spektakulære konstitueringsforhandlinger. Men hvor? Det er umuligt at vide. Det kan være København, Randers, Kerteminde eller et helt fjerde sted. Det kan man sagtens sidde og gætte på, men det er altså kun gæt, siger han.  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR