DR’s dokumentarserie om børn med ufrivilligt skolefravær har sat gang i en vigtig samtale. Vi ser børn, der græder, nægter at tage sko på og låser sig fast i sengen. De vil gerne i skole, men de kan ikke. Noget i dem siger stop, før dagen overhovedet begynder. Alligevel mødes fraværet ofte med forklaringer om manglende lyst og motivation eller dårlige forældreevner.

Men måske er det ikke viljen, der mangler. Måske er det kroppen, der siger fra først. Det er en reaktion, vi sjældent taler om – men som børneergoterapeuter ser igen og igen.

Børneergoterapeut Connie Nissen beskriver det sådan: “Barnets krop reagerer naturligt på noget i omgivelserne, der er usundt for barnet, og hvis vi slår det hen, fortæller vi barnet, at det tager fejl.” Når et barn får ondt i maven hver morgen, græder eller nægter at gå ud ad døren, er det ikke nødvendigvis trods. Det er nervesystemet, der har trukket i nødbremsen.

Alligevel overser vi i alt for høj grad den kropslige dimension i indsatsen mod skolefravær. Vi taler med psykologer, laver handleplaner og undervisningsdifferentiering — alt sammen vigtigt — men vi glemmer ofte at spørge: Hvordan påvirker omgivelserne egentlig barnets krop og sanser?

Her kan ergoterapi spille en afgørende rolle.

Tid til at udvide blikket

Ergoterapi handler om at hjælpe mennesker — også børn — til at deltage i hverdagens aktiviteter på trods af de barrierer, deres krop eller omgivelser stiller op. Hos børn med skolefravær kan det for eksempel handle om at:

• afdække sensoriske udfordringer som lyd, lys og uro
• støtte barnet i at forstå og regulere kropslige signaler
• rådgive skolen om tilpasning af miljø og struktur
• udvikle strategier, der gør skoledagen mulig for barnet.
   

I stedet for at tolke barnets reaktioner som “dårlig opførsel” kan ergoterapeuter hjælpe barnet og de voksne med at skabe en hverdag med aktiviteter, hvor kroppen ikke går i alarmberedskab.

Konsekvenserne af langvarigt skolefravær er veldokumenterede: social isolation, tabt læring, øget risiko for psykisk mistrivsel og senere uddannelsesfrafald. Jo længere barnet er væk fra skolen, jo sværere bliver det at vende tilbage. Derfor er det afgørende, at vi handler tidligt — og helhedsorienteret.

Hvis vi vil tage børns mistrivsel alvorligt, må vi turde udvide blikket. Ufrivilligt skolefravær er ikke kun et socialt, pædagogisk eller psykologisk problem. Det er også et kropsligt spørgsmål, som ergoterapeuter kan besvare med evidensbaserede undersøgelser og indsatser.

Kommunerne har børneergoterapeuter ansat – men der er for få, og deres kompetencer udnyttes ikke bredt nok. Fokus ligger ofte på motorik og genoptræning, mens vigtige områder som sansebearbejdning og læringsmiljøer overses. Det betyder, at børn med skolefravær ikke får den støtte, de har brug for.

Det bør ændres. Det kræver politisk vilje og prioritering – især nu, hvor børns trivsel står højt på dagsordenen.

Vi står foran et kommunalvalg, hvor børns trivsel forventes at blive et hovedtema. Her har kommunalpolitikerne en oplagt mulighed:

• Gør ergoterapi til en integreret del af indsatsen for børn med skolefravær.
• Opbyg tværfaglige indsatser, hvor lærere, psykologer, pædagoger og ergoterapeuter arbejder side om side.
• Investér i tidlig, sanse- og kropsbaseret støtte — i stedet for først at reagere, når fraværet har stået på i måneder eller år.

Det er tid til at tænke nyt. Ergoterapi bør være en naturlig del af løsningen.