Reform. Så kort kan folkeskolens årti, 2010'erne, opsummeres.

Folkeskolereformen i 2013 satte en række forandringer i gang, men de var i princippet ikke nye med reformen, siger Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef ved VIA University College og også sidder med i Lærerkommissionen.

De centrale elementer som arbejdet med krop og bevægelse, åben skole, fokus på lærer-pædagog samarbejde og folkeskolens samarbejde med foreninger og erhvervslivet var allerede velkendt. Udviklingen startede i 2000'erne med Pisa-chokket og indførelse af de nationale tests, forklarer Andreas Rasch-Christensen:

- At bringe alle de ting ind i forbindelse med reformen var måske mere et udtryk for politisk utålmodighed i forhold til, at politikere ikke syntes, der skete nok, siger han.

Politisk ville man det hele på én gang i 2010'erne, og det skabte store omvæltninger efter reformen. Hele inklusionsdagsordenen udfoldede sig her og gør det stadig, og man begyndte at rykke elever fra specialtilbud over i den almindelige folkeskole i starten af 2010'erne. Så indførte en ny regering med Ellen Trane Nørby (V) som minister et inklusionseftersyn.

Og så ramte lærer-lockouten.

- Det kan godt være, vi siger, at reformen er én ting, arbejdstidsregler noget andet og inklusion noget tredje, men reformen blev omdrejningspunktet. Ændringen af arbejdstidsreglerne var fx en følge af et element i reformen, hvor lærerne skulle arbejde mere, siger han.

Niveauet skulle op
Derfor blev folkeskolen gennem årtiet præget af, at rammerne forandrede sig.

- Der var stort fokus på, at elevernes faglige niveau skulle løftes. Så kan der være en masse diskussioner af, hvad det vil sige, og hvordan man belyser det, men der har jo været en indsnævring af perspektivet. Både i forhold til, hvad der er det faglige problem, og hvordan man så vurderer det, siger Andreas-Rasch Christensen.

Man indførte adgangsbetingelser på ungdomsuddannelser og uddannelsesparathedsvurderinger allerede i 8. klasse efter en politisk retorik om, at vi skulle få tidligt hånd om elevernes muligheder for at kunne ruste dem fagligt.

- Og det var jo indlysende og rigtigt at gøre, fordi der er en selektionsmekanisme i samfundet, som man som skole må forholde sig til. Men fokusset blev i stigende omfang mere snævert, siger Andreas-Rasch Christensen.

Skolens funktion var at ruste eleverne til videreuddannelse og det kommende arbejdsliv.

- Men skolen er også noget andet. Det er et fagligt og socialt fællesskab, som præger dig og mig rigtig meget. Dem indgår vi i mange af undervejs i livet, men skolen kan vi huske, fordi vi er der meget og den påvirker os meget, siger han.

For at måle fagligheden begyndte man at se på mulighederne for at komme ind på en ungdomsuddannelse og på karakterer. Som eksempel nævner Andreas-Rasch Christensen læsning i folkeskolen. Vi skal styrke elevernes læseevne, fordi de skal bruges på det efterfølgende uddannelses- og arbejdsmarked.

Men det har også en værdi i sig selv, fordi det at kunne læse åbner en anden verden for os. Derfor har kompetencesiden et bredere sigte, og det har kendetegnet hele udfordringen ved mange af de udviklinger, vi har skabt de sidste 10, måske 20 år, forklarer han.

- Der har været en berettiget ambition om at hæve elevernes faglige niveau. Men problemet er blevet, at det fik et for snævert perspektiv.

2020'erne
Undervejs i årtiet begyndte modbevægelsen dog at melde sig.

- Nu er vi begyndt at få en opfattelse af, at skolen ikke bare er til for at ruste nogen til et kommende liv, men også til at understøtte børn og unge menneskers liv og fællesskab, mens de er der, siger han.

Kritikken har altså været der i et stykke tid, men:

- Nu kan man sige, at modbevægelsen er blevet den primære bevægelse. De fleste vil sige, at vi er nødt til at have det bredere perspektiv og finde en balance mellem at have fokus på elevernes faglige udbytte målt på nogle testsystemer, og at de ikke kan fortælle os hele sandheden og give et fuldt billede af skolens udvikling, siger han.

Derfor bliver den store udfordring i 2020, at man sidder tilbage i kommunerne og i de politiske systemer og spørger forskere som ham selv, hvad man så skal gøre. Som han siger: Som kommunal forvaltning eller politiker skal man jo træffe en beslutning baseret på et eller andet.

Derfor bliver det afgørende, når Lærerkommissionen kommer med sine anbefalinger 16. december.

- Jeg tror, at man vil se, at man fastholder bevægelsen hen mod, at man gerne vil løfte elevernes faglige udbytte, men at man samtidig vil stå på, at vi har et bredere perspektiv, at skolen ikke bare er til for noget andet, men har en værdi i sig selv. Og at fællesskabet, skolen står på, er vigtigt, siger han.

Det helt afgørende for, om det lykkes, bliver at parterne - Danmarks Lærerforening og KL - kan finde hinanden.

- Hvis de ikke kan det, så vil jeg faktisk frygte for folkeskolens fremtid, som vi kender den i dag, siger Andreas Rasch-Christensen.

- Men jeg er fortrøstningsfuld og tror på alle gode viljer og intentioner, siger han.