Hun græd og græd flere dage i træk, indtil naboer kontaktede kommunen.

Bare fire måneder gammel blev Saniya Bech tvangsfjernet akut fra sine pakistanske forældre, og tanken om, hvor hun havde været i dag, hvis hun ikke var blevet anbragt, skræmmer hende.

- Jeg har altid snakket med min plejemor om, at mit held var, at jeg græd, siger hun.

Ifølge Barnets lov har alle børn og unge uanset etnisk baggrund lige muligheder, det er bare ikke altid sådan, det udfolder sig i praksis. 

I september udgav Vive en rapport, der viser, at etnisk baggrund i væsentlig grad er afgørende for, hvorvidt børn og unge anbringes. 

Baseret på objektive baggrundskarakteristika burde andelen af anbringelser blandt børn med minoritetsbaggrund være 2,6 gange højere, hvis de skulle anbringes i samme omfang som etnisk danske børn.

Det indikerer ifølge underviser på socialrådgiveruddannelsen Sofie Danneskiold-Samsøe, at nogle børn lades i stikken.

- Tallene tyder på, at der er nogle børn med etnisk minoritetsbaggrund, som man ville have anbragt, hvis de havde etnisk majoritetsbaggrund. Med det samme anbringelsesgrundlag skulle man formode, at det ville være den samme procentdel af minoritetsbørn, der blev anbragt, siger hun.

Tyder på, at børn lades i stikken

Der er især tegn på underanbringelse blandt børn og unge fra Mellemøsten, Nordafrika og Øvrige Afrika og til dels børn og unge fra Asien. Samtidig anbringes minoritetsetniske børn og unge senere og er dermed ældre, mens de er anbragt uden for hjemmet, end børn og unge med etnisk dansk baggrund. Det gør det ifølge Vive nærliggende at spørge, om kulturforskelle fører til forskelle i sagsbehandlingen. 

At der måske kan være noget om snakken, understøtter en rapport om kommunal praksis i sager om udsatte børn og unge med ikke-vestlig baggrund, som Ankestyrelsen udgav sidste år. Heri pegede kommuner og eksperter på en række forhold, som særligt karakteriserer sager med familier med ikke-vestlig baggrund, og som kan medføre udfordringer og dilemmaer i kommunernes arbejde med udsatte børn og unge med ikke-vestligt ophav.

Baggrunden for undersøgelsen var Social- og Ældreministeriets Velfærdspolitisk Analyse nr. 31 fra 2021, der fandt indikationer på, at der i 2019 systematisk blev fulgt forskelligt op på underretninger om etnisk danske børn og børn med oprindelse i ikke-vestlige lande. 

Særligt for de yngste børn var der mindre tilbøjelighed til at anbringe indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse sammenlignet med børn og unge med dansk oprindelse. 

Blandt andet viste analysen, at der for de nul til fem-årige med dansk oprindelse blev underrettet om cirka otte gange så mange børn, som der var anbragt i 2019, mens der for de nul til fem-årige med oprindelse i Menapt-lande (gruppering af lande i Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet) blev modtaget underretninger om cirka 34 gange så mange børn, som der var anbragt. 

Underretninger på børn med ikke-vestlig oprindelse førte med andre ord sjældnere til anbringelse sammenlignet med etnisk danske børn.

Allerede året forinden var Social- og Indenrigsministeriet på sporet af fænomenet. Af Velfærdspolitisk Analyse nr. 29 fremgår det, at der følges forskelligt op på børn med flere underretninger afhængig af herkomst. Analysen tog udgangspunkt i de 0-15-årige børn og unge, der blev modtaget underretninger om i 2016, som ikke på det tidspunkt var eller havde været anbragt uden for hjemmet.

Det viste sig, at en større del af de nul til fem-årige etnisk danske børn var blevet anbragt efter underretningen end børn med vestlig og ikke-vestlig oprindelse. 

Ca. fem pct. af børn med dansk oprindelse havde således været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i perioden fra underretningen i 2016 til 2018, mens det kun gjaldt næsten halvt så mange børn med ikke-vestlig oprindelse. Samme tendens gjorde sig gældende blandt de 6-11-årige. 

Også blandt børn, der var modtaget mindst to underretninger om i 2016, sås en markant forskel. Mens 27 pct. af etnisk danske nul til fem-årige i perioden havde været anbragt uden for hjemmet, gjaldt det blot 18 pct. blandt børn med ikke-vestlig oprindelse. 

Kulturelle barrierer vanskeliggør sagsbehandling

I Ankestyrelsens rapport nævnes sproglige udfordringer og forældrenes ringe kendskab til kommuners organisering og ansvar som en af flere mulige forklaringer på, at børn med minoritetsetnisk baggrund anbringes sjældnere. 

Ifølge rapporten er det faktorer, som kan vanskeliggøre sagsbehandlingen, fordi rådgiveren skal bruge tid på at skaffe en tolk og forklare kommunens rolle og hensigt. Yderligere kan det være svært at oplyse sagen tilstrækkeligt til, at man kan vurdere, om en anbringelse er nødvendig, fordi det i nogle familier med ikke-vestlig baggrund er sværere for rådgiveren at få etableret et samarbejde. 

Ikke mindst kan det være sværere at få forældrenes samtykke til en anbringelse, og der skal meget til, før man tvangsanbringer, fortæller Sofie Danneskiold-Samsøe. 

Gennem to årtier har hun forsket i vold, æreskultur og socialt arbejde i minoritets-etniske familier og i de senere år også i anbragte børn med særlige udfordringer.

Ifølge hende kan man forestille sig, at nogle forældre vil modsætte sig en anbringelse, alene fordi det ikke er en indsats, de kender fra de lande, de har rod i. Men også æresnormer kan være relevante for at forstå problematikken. For hvis familiens ære er vigtig, er det tilsvarende vigtigt for familien at fremstå positivt udadtil, og anbringelse kan tyde på problemer, påpeger hun. 

- Man vil helst ikke lufte sit beskidte vasketøj, for det har konsekvenser for resten af familien, hvis omverdenen kan se, at der er problemer. At have et anbragt barn kan risikere at vanære familien, siger hun.

Og når nogle familier lukker af, kan den manglende indsigt og viden gøre, at kommunale myndigheder bliver mere berøringsangste, fordi man ikke ved, hvilke konsekvenser en intervention vil have.

- Det kan være svært at gennemskue, hvad der er på spil, så man kan frygte, hvad en for voldsom indgriben kan føre med sig for barnet og for øvrige familiemedlemmer, siger Sofie Danneskiold-Samsøe. 

Hvor udbredte æresnormer er, og hvor meget de betyder i forhold til anbringelser er svært at vurdere, men ved at se på oprindelsesland kan man ifølge hende få et fingerpeg. 

- Der er et bredt geografisk bælte hen over Nordafrika, Mellemøsten, Tyrkiet, Afghanistan og Pakistan, hvor æresnormer er udbredte. Det vil formentlig have noget at sige i forhold til familiens villighed til at få et barn anbragt, siger hun og understreger, at der selvfølgelig vil være undtagelser.

Selv ser hun det afspejlet på landets krisecentre, hvor der er en overrepræsentation af kvinder fra Menapt-lande. 

- Det ville være underligt, hvis det var anderledes med børn, siger hun. 

Fra en undersøgelse af, hvilken vold kvinderne er udsat for, ved hun, at det for mange er ære, der gør det svært at forlade familien. Derfor er det ofte først, når de begynder at frygte for deres eget og børnenes liv, at de søger på krisecenter. 

Forperson for De Anbragtes Vilkår Fransiska Mannerup forstår godt, at socialrådgivere kan være nervøse for at gå ind i det kulturelle spændingsfelt. Men det må ikke stå i vejen for, at de gør det. 

- Børn er børn uanset, hvad de kommer af, og hvilken etnicitet de har. Som samfund har vi et ansvar for at beskytte børn, så det er bekymrende, at man forskelsbehandler. Det efterlader børn på perronen og familier uden den hjælp, de skal have, siger hun. 

Det er ingen dans på roser at være anbragt, understreger hun, men hvis forældre ikke kan give deres børn en opvækst i trygge rammer, kræver det, at nogen skrider til handling. Ellers kan det have alvorlige konsekvenser langt op i livet.

- De kan blive fastholdt i en dårlig situation, og så lykkes vi ikke med at give dem mulighed for at bryde ud af den udsathed, som de lever i, siger hun.

 

Ikke noget nyt fænomen

Så langt tilbage som i 2002 fandt Socialforskningsinstituttet i en kvalitativ undersøgelse, hvad nogle sagsbehandlere kaldte en “afmagt” over for, hvad de skulle stille op med etniske minoritetsfamilier. 

Den bundede i manglende tiltro til, at de eksisterende foranstaltninger kunne imødekomme børnenes behov og opfylde krav om at respektere deres sprog, religion og spiseforskrifter - et hensyn, der går igen i Ankestyrelsens rapport fra sidste år. 

Ifølge den vælger nogle socialrådgivere at lave indsatser i hjemmet i stedet for at anbringe for at bevare barnets tilknytning til dets modersmål, kultur og biologiske familie.

I det meste af sin opvækst forbandt Saniya Bech samværet med sin biologiske familie og den pakistanske kultur med noget utrygt. Da hun som 12-årig endelig fik mulighed for at få en stemme i sin sag, brugte hun den til at appellere til kommunens børne- og ungeudvalg om at få lov til at afbryde samværet med forældrene. 

Det er først som voksen, at hun er begyndt at reflektere over, hvad hun har mistet. Som 15-årig ville hun slet ikke have noget med den pakistanske kultur at gøre, men i dag er der ting, hun gerne ville have været introduceret for. 

- Det kunne være, at man havde tilbudt mig at lære urdu, så jeg bedre kunne kommunikere med mine biologiske forældre og måske få en forståelse for, hvad de var for nogle mennesker, siger hun. 

Eller man kunne have givet hende mulighed for at lære noget om pakistansk mad, musik, dans og bryllupper - de mere hyggelige ting, der er forbundet med at have rødder i Pakistan. 

Hvordan man skulle have præsenteret det for hende, ved hun ikke. Hun ved bare, at den måde, det foregik på, da hun som lille blev iklædt pakistanske kjoler og armbånd, der kradsede på armene, føltes grænseoverskridende. 

Uanset hvad ville hun sandsynligvis have valgt den danske kultur, som hun er blevet opdraget med.

- Men jeg kan godt føle, at jeg på en måde er blevet lidt snydt, siger hun.

Mangler viden

I Socialforskningsinstituttets undersøgelse fremkom det, at man i vurderingen af etniske minoritetsbørn i nogen grad definerede problemer, som man ville tage alvorligt, hvis der var tale om etnisk danske børn, som kulturelle forskelligheder. Dermed blev noget, som udgjorde en risiko for barnet, oversat til at være en kulturel egenskab hos familien. 

“Det medfører imidlertid en forskelsbehandling, i hvilken sagsbehandlerne accepterer opvækstforhold for etniske minoritetsbørn, som de ikke ville acceptere for danske,” lød det i rapporten.

Også dengang fandt socialrådgivere, at for ringe viden gjorde det vanskeligt at arbejde med etniske minoritetsfamilier. Samlet set resulterede det i, at man i flere kommuner valgte først at gribe ind over for etniske minoritetsbørn, når problemerne var ude i det “ekstreme”, og bundlinjen blev, at man baseret på de samme sagsfakta af hensyn til børnene ville anbringe relativt færre etniske minoritetsbørn end danske.

I Dansk Socialrådgiverforening er man opmærksom på de forskelle, som Vive senest har belyst, men ifølge forkvinde Signe Færch er man et andet sted end i 2002. 

- Jeg tror ikke, at du kan bruge en 22 år gammel undersøgelse og sige, at den er gældende i dag. Der er en større opmærksomhed på kulturelle forhold nu, og flere sagsbehandlere har selv minoritetsbaggrund, så jeg tror, det har rykket sig, siger hun.

Det er en del af faget at arbejde med familier fra andre lande og kulturer, så man ikke laver forskelsbehandling, og barnets behov skal altid stå lige centralt.

- Gammeldanskere såvel som nye skal have den samme behandling, siger hun.

Hun mener ikke nødvendigvis, at Vives fund er udtryk for forskelsbehandling, men nævner forældres manglende samtykke som en mulig forklaring. 

- At vi ikke lykkes godt nok med at få samarbejde omkring anbringelser tidligt er et problem, for vi ved, at det sker mest skånsomt, hvis forældrene bakker op. Hvis de ikke ønsker at samtykke, kan man ikke anbringe, før problemerne er større, og der vil typisk gå længere tid, siger hun.

Derfor skal sagsbehandlerne være dygtige til at kommunikere, skabe tryghed og etablere et samarbejde med alle borgere, uanset hvilken baggrund de har, og det kræver stærke kompetencer og gode rammer. 

- Der er tusind valg i en børnesag, som er meget komplekse. Det er en afvejning, og man er sjældent 100 pct. sikker, siger hun.

Hun efterlyser bedre redskaber i form af lavere sagstal, bedre efter- og videreuddannelse og ret og pligt til supervision. Desværre oplever hun i højere grad, at der bliver sparet.

- Vi har nogle ekstremt pressede arbejdsgivere i kommunerne, så vi har for høje sagstal, og de skærer i fx supervision. Det er ikke ond vilje, men de er meget pressede, siger hun og understreger at det er “utrolig alvorligt”, hvis der er børn, som burde anbringes, der ikke bliver det. 

- Vi skal have en kæmpe opmærksomhed på, om vi får hjulpet de her børn godt nok, siger hun.

KL: Alle skal ikke anbringes lige meget

Kommunen.dk har spurgt formand for KL’s socialudvalg Ulrik Wilbek (V), hvorfor kommunerne ikke har sikret, at der ikke er forskel i, om børn bliver anbragt, uanset om de har minoritetsbaggrund eller etnisk dansk baggrund.

I et skriftligt svar understreger han, at reglerne er ens for alle, og at barnets etniske baggrund er “fuldstændig underordnet”. Desuden kan man ikke konkludere, at alle grupper i samfundet skal anbringes lige meget, mener han. 

Han erkender imidlertid, at kulturelle forskelle kan vanskeliggøre sagerne.

- Derfor har vi også efterspurgt, at sagsbehandlerne bør uddannes i kulturel kompetence, så de endnu bedre kan tage højde for forskelle i familiedynamikker og opdragelsesmetoder. De skal også rustes til at kunne opspore og håndtere negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier, skriver han. 

Han påpeger, at KL i et høringssvar i forbindelse med Barnets lov netop efterspurgte efteruddannelse på området og peger samtidig på, at også andre faggrupper som fx læger og hospitalspersonale skal have tilsvarende viden, så de er i stand til at opdage faresignaler og gøre kommunerne opmærksomme på dem. 

Kommunen.dk har også spurgt social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), hvorfor der ikke for længst er blevet gjort noget ved den tilsyneladende forskelsbehandling, som finder sted. Hun har ingen kommentarer.

Kommunens ansvar

Alles anbringelseshistorier er forskellige, fastslår Saniya Bech, og at hun blev anbragt, da hun var helt lille, har måske på nogle måder gjort det nemmere, end hvis hun først var blevet anbragt senere. 

- Beslutningen blev jo taget for mig. Hvis jeg først var blevet anbragt, da jeg var otte år, så havde jeg set dem (hendes biologiske forældre, red.) som mine forældre. Jeg kan ikke huske andet, end at det jo selvfølgelig er min familie, jeg vokser op i, siger hun om den plejefamilie, som blev hendes hjem, til hun flyttede hjemmefra som 21-årig.

Derfor mener hun, at det er vigtigt at have med i overvejelserne, at der er stor forskel på, hvor tidligt man vælger at anbringe et barn. 

At det var rigtigt for hende at blive anbragt, er hun ikke i tvivl om - heller ikke selvom samværet med hendes biologiske familie efterfølgende gav hende nogle knubs.

- Jeg er meget taknemmelig for, at der var nogen, der havde øjne på mig, siger hun.

I dag arbejder hun som børne- og ungerådgiver i Ballerup Kommune og bruger en del af sin fritid som frivillig i De Anbragtes Vilkår.

- Jeg tror, at grunden til, at jeg er stærk i dag og har opnået de ting, jeg har, er, at jeg har turdet gå ud i verden og blive bedre og gøre mig klogere og være nysgerrig. Det har jeg, fordi jeg har haft mit trygge bagland - fordi jeg har haft en mor (plejemor, red.), der har elsket mig ubetinget, og da min plejefar var her, var jeg hans største stjerne i hele verden, siger hun.

Selv når hun som barn i afmagt lod sin frustration over at skulle se sin biologiske familie gå ud over sin plejemor, vaklede støtten ikke. 

- Hun har været den sejeste. Hun har taget mit parti tusindvis af gange. Det er det, jeg ville ønske, at alle anbragte børn og unge fik. Når de, der har født dig, ikke kan passe godt nok på dig, så er det systemet og kommunens ansvar at finde et sted, som kan passe på dig, og som kan give dig alt det, du fortjener. Og det har min plejemor givet mig, siger hun.