Fra 18 til fire til fem på under to årtier. 

Det grønlandske nærdemokrati har i de seneste år haft forskellige kommunale former og størrelser. Og nu er den nuværende struktur med Sermersooq, Avannaata, Kujalleq, Qeqertalik og Qeqqata kommuner tilsyneladende endnu engang kastet op i luften. 

Det sker på bagtæppet af en årelang debat om, hvorvidt kommunalbestyrelserne har kunnet rumme alle borgeres behov og forventninger i både hovedbyer, byer og bygder. 

Jess Svane fra partiet Siumut, der er naalakkersuisoq (svarende til minister) for indenrigs-anliggender, erkender på baggrund af en undersøgelse af borgernes tilfredshed med de nuværende fem kommuner, at den seneste strukturreform er slået fejl. 

“Det overordnede mål var at lette borgernes hverdag og forbedre oplevelsen af den kommunale borgerservice. Som årene gik, blev det tydeligt, at resultaterne ikke levede op til de oprindelige forventninger.” 

I et interview med mediet KNR fortæller han, at der nu politisk bliver arbejdet mod en ny organisering. 

- Hvordan kommunerne skal se ud, og hvor mange de skal være, vil selvfølgelig være noget, Inatsisartut (det grønlandske parlament, red.) beslutter på det tidspunkt. Den proces, vi nu er i gang med, vil føre til det.

Tilbagerulning af udflytning

Birger Poppel, der er samfundsforsker og emeritus på Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet, har været en del af referencegruppen for den nyligt offentliggjorte tilfredshedsundersøgelse. 

Han forklarer, at der er sat to ting i gang for at ændre den kommunale struktur. 

Indenrigsdepartementet kortlægger de økonomiske konsekvenser ved at vende tilbage til 18 kommuner. Desuden er der overvejelser om at nedsætte en kommission, der skal arbejde hen imod ny struktur. 

Og det kan potentielt betyde, at idéen om 18 kommuner bliver tøet op og lagt på disken igen. 

Birger Poppel mener, at store udfordringer følger med det at pendulere tilbage til flere kommuner. For i forbindelse med reformen, der gjorde 18 kommuner til fem, flyttede mange kommunalt ansatte mod hovedbyerne. 

En udvikling, der både kan vise sig dyr og meget svær at tilbagerulle, forklarer han. 

- Én ting er, at der skal være ekstra økonomi til det. Det andet handler om, at man skal have de rette mennesker. Og hvis man har trukket folk til hovedbyerne, så kan det være næsten umuligt at flytte dem ud til mindre byer igen, siger han.

Den nuværende reform viste sine svagheder fra starten, mener han. For formålet var at centralisere og samle sagsbehandlingen samtidig med at give borgerne mere indflydelse.

- Både dengang og siden har det været en gåde for mig, hvordan man kan tro, at man i et land som Grønland med den meget komplicerede infrastruktur kunne lave en koncentration af forvaltningen samtidig med, at borgerne skulle have mere indflydelse. Det er heller ikke lykkedes, kan vi se af denne rapport, siger han.

Birger Poppel mener, at det er vigtigt for en ny struktur ikke bare at slå ring om områder med et vist tusindtal indbyggere og danne kommuner ud fra det.

- Politikerne bør se på tilfredshedsundersøgelsens re-sultater og forholde sig til det, der ikke fungerer, og skabe mere indflydelse og inddragelse af borgerne og ikke nødvendigvis ‘blot’ lave en ny struktur.  

Uforløst potentiale

Den kommunale struktur har længe været omdiskuteret, og flere steder har man ønsket løsrivelse fra de nuværende kommunale rammer. Det har ført til undersøgelse af konsekvenser ved mulige opsplitninger af konkrete kommuner.

I 2015 blev det analyseret, hvad konsekvenserne ville være, hvis hovedstadskommunen Sermersooq blev opdelt i øst og vest. Her lød det, at der ville opstå årlige merudgifter på 20-25 mio. kr. foruden en engangsudgift på 15-20 mio. kr. 

Sermersooq består stadig, men der er fortsat debat om en mulig opsplitning, forklarer Birger Poppel.

I 2016 var der en skelsættende analyse af en eventuel opdeling af den daværende Qaasuitsup Kommunia, der geografisk var verdens største kommune. Analysen viste, at delingen ville medføre årlige merudgifter på mellem 9,4 og 20,9 mio. kr. til politisk ledelse og administration samt engangsudgifter på 15,8 og 28,9 mio. kr. Analysen spåede også markante problemer med at rekruttere fagligt kvalificeret personale. 

Alligevel blev kommunen opdelt i 2018. 

Birger Poppel nævner, at der faktisk kan være en logik i at se på enkelte opsplitninger af kommuner. Han nævner særligt Sermersooq Kommune, der både rummer hovedstaden Nuuk samt en stor del af østgrønland.  

To områder, der er adskilt af indlandsisen og også adskiller sig markant i forhold til erhvervsudvikling, beskæftigelse og sociale udfordringer, nævner han.   

Men i stedet for endnu engang at ryste posen og trække nye kommunegrænser ind over fjeld og indlandsis eller helt at vende tilbage til de 18 kommuner bør politikerne gå en anden vej, mener han. 

For der ligger et uforløst potentiale i den nuværende reform. 

For selvom man med overgangen fra 18 til fire til fem kommuner ville centralisere, så tog man også en række initiativer for at sikre lokal opbakning, og at flere beslutninger bliver taget i bygd og by såvel som de fem hovedbyer. 

Med den seneste reform blev det et krav, at bygder skulle have bygderåd, og byerne skulle have lokaludvalg under kommunalbestyrelserne netop for at sikre de små lokalsamfunds stemme i de flere tusinde kvadratkilometer store kommuner. 

Borgerundersøgelsen fra i år tyder på, at de mange initiativer ikke har været en succes. En stor del af borgerne har ikke godt nok kendskab til bygde-bestyrelserne og lokaludvalgene, og generelt set halter kommunernes indsats med at informere borgerne. 

- Løsningen er ikke nødvendigvis de 18 kommuner igen. Jeg ville satse mere på at få de nuværende initiativer styrket, nu hvor borgerne ikke føler sig informeret eller kender til de lokale udvalg. Jeg tror, det ville betyde meget, hvis man lagde flere beslutninger om erhverv og beskæftigelse ud lokalt. Det er let tjente point. 

- Typisk lever kommunerne op til de formelle krav, men for at sige det lidt poppet gør de det ikke altid i ’ånden’. Det er godt nok, at de holder høringer, men hvis der ikke er en reel forventning om, at der kommer noget ud af dem, eller at man reagerer på borgernes indvendinger,  nytter det ikke noget, mener Birger Poppel.