Klima fylder rigtig meget i den offentlige debat, men forlænger man ordet med tilpasning, falder interessen og opmærksomheden mærkbart. Hos menige borgere, men markant blandt politikere på højeste niveau, hvor man taler meget om CO2, men forbavsende lidt om den tilpasning af hele vores måde at leve på, som klimaforandringerne kræver.

Det kommer til at ændre sig i det kommende årti, for forandringerne mærker vi allerede, og kunsten bliver at få diskursen ændret, så grøn omstilling og klimahensyn kommer til at handle om andet end elbiler, flyrejser og oksekød.

- Klimadiskussionen har haft en negativ klang, fordi den mest handler om det, vi ikke må eller skal lade være med. Men klimatilpasning rummer nogle enestående muligheder for at redesigne vores byer, vores natur og hele vores måde at indrette os på, siger Birgitte Hoffmann, lektor på Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet.

Hun har beskæftiget sig med blandt andet kommunernes arbejde med klimatilpasning det seneste årti, og hun har respekt for de fremskridt, som er nået af teknisk karakter på relativt kort tid.

- På ekspertniveau er vi langt fremme i Danmark med projekter, man kommer hertil fra udlandet for at høre mere om. Omstillingen af vandhåndtering er gået stærkt i betragtning af, at vi har opbygget og brugt det gamle med kloakker i 150 år, og vi har opbygget nogle virkelig spændende samarbejder gennem for eksempel Vand i Byer og Coast to coast Climate Challenge i Region Midtjylland. Men vi mangler at få nogle styringsværktøjer på nationalt og måske regionalt plan, og så skal vi helt overordnet have politikerne til at interessere sig for emnet, siger hun.

Fra teknik til konkret hverdag
Klimatilpasning giver forskellige udfordringer af varierende alvor rundt i landet, hvor man slås med kystsikring, stormflod og sekundært grundvandsspejl. 

Det nye er, at det handler  om at håndtere de stigende regnvandsmængder på overfladen, hvor vi hidtil har været vant til at lade det løbe i kloakken.

Kloakkerne kan ikke håndtere de voksende mængder, hvad enten det gælder skybrud eller de generelt voksende regnmængder. Ifølge Birgitte Hoffmann kræver det masser af innovation og fundamental nytænkning fra måden, vi designer vores veje til mængden af grønne områder i byerne.

- Det er en kæmpe omstilling og en gigantisk samfundsinvestering, vi står overfor i de kommende årtier. Hvordan vi håndterer opgaven kommer i høj grad til at afhænge af, om det lykkes at få politikerne til at tænde på visionen om, at investeringen også rummer en enestående mulighed for at skabe merværdi og adressere en række problemstillinger, som ikke har noget med klima at gøre, siger hun.

Hvis vi bruger de mange ressourcer klogt, kan klimatilpasning være med til at løse en række samfundsudfordringer og også bidrage til den bæredygtig omstilling, der ellers opleves som meget svær at få hul på. Fx vil klimatilpasning kunne bidrage til at ændre vores villaveje fra mono-funktionelle og kedelige til oplevelsesrige og grønne vejlandskaber, der fremmer aktiv mobilitet, og byrum, der giver mulighed for leg og bevægelse og fællesskaber. På den måde kan byrummet lige udenfor døren være med til at løfte vores udfordringer med inaktivitet og ensomhed. Det vil have stor indflydelse på vores stigende sundhedsbudgetter.

Behov for ny lovgivning
Og her når vi ifølge Birgitte Hoffmann til det ømme punkt i den grønne omstilling. Beslutningstagerne skal få øje på koblingen.

- Fremskridtene indtil nu er båret af fagfolk. Politikerne har ikke fået øjnene op for mulighederne i de investeringsbehov, klimatilpasningen kræver, siger hun og peger på flere plan i de politiske processer.

- Fra staten og Folketinget er der brug for overordnede retningslinjer, som viser den vej, vi vil gå, og ny lovgivning, som gør det nemmere eller bare muligt at implementere nye tiltag. Lovgivningen for forsyningsselskaber er eksempelvis meget restriktiv, faktisk er de låst af nogle principper om vandpriser og benchmarking, men vi har brug for, at de kan være langt mere kreative i forandringsprocesser. Heller ikke planloven er indrettet, så den passer med de nye krav til forandringer, vi står overfor, hvis vi vil bruge klimatilpasning som løftestang til en mere bæredygtig udnytttelse af det åbne land, siger hun.

Silotænkning er den største barriere
- Ude i kommunerne skal man have værktøjerne, men politikerne skal også tænde på visionen om, at forandringerne ikke bare er udgifter, men investering i noget, som har værdi for andre områder og som løser nogle af de andre store problemer vi har Vigtigst af alt: Klimatilpasning kræver samarbejde på tværs af instanser, afdelinger, politikere og administration. Silotænkning er den største barriere for at sætte skub i udviklingen, understreger Birgitte Hoffmann og tilføjer:

- Vi står overfor en gigantisk forandring, hvor arbejdet med klimaforandring skal løftes op på den store klinge. Derfor er det vigtigt at få alle med og sandsynliggøre, at pengene anvendes fornuftigt. Der sidder stadig folk rundt om i kommunerne, som gerne vil nøjes med at lægge nogle flere rør. Det er alt for dyrt.