Kommunen.dk
MENU

2020’erne kommer: Det bliver sjovere at arbejde i fremtiden

Det seneste årti har de offentligt ansatte været under pres af kontrol, mistillid og stress. Nu skal faglighed og tillid til de ansatte i stedet frem.

2020’erne kommer: Det bliver sjovere at arbejde i fremtiden

Det seneste årti har de offentligt ansatte været under pres af kontrol, mistillid og stress. Nu skal faglighed og tillid til de ansatte i stedet frem.
I 2020’erne er der håb om, at det bliver sjovere at gå på arbejde.
I 2020’erne er der håb om, at det bliver sjovere at gå på arbejde.
Foto: Jens Dresling, Politiken, Ritzau Scanpix

En standard arbejdsuge på 37 timer har længe virket som det mest naturlige i verden. Senest der blev pillet ved den almindelige arbejdstid var i 1991. 

Men selvom der ikke er rykket ved timerne, betyder det ikke, at der ikke er sket mange forandringer på arbejdspladsen alligevel. Desværre er det ikke ligefrem blevet sjovere at gå på arbejde det seneste årti, hvis man skal tro professor og leder af Center for Arbejds­markedsforskning på Aalborg Universitet Henning Jørgensen. Den offentlige sektor er kommet under pres og dermed også de ansatte. 

- Det er første gang, at vi har set, at vi ikke længere har optur i indtaget af arbejdskraft, men i stedet har måttet sige farvel til et antal af offentlige ansatte. Det offentlige er ikke længere den bagstopper, som det tidligere har været for ledige og nyuddannede. Man klarer sig med den arbejdsstyrke, der er, som bliver længere og bliver ældre, siger Henning Jørgensen og fortsætter: 

Farvel til 2010'erne, klar til 2020'erne

1. januar går årtusindet fra teenager til voksen. Hvad var de vigtigste kommunale nyskabelser i 2010'erne, og hvad kan vi forvente os af det næste årti? kommunen.dk spørger eksperterne i denne artikelserie. 

- Deltidsansættelser er blevet normalen. Kun 45 pct. af de kommunalt ansatte har fastansættelse på 37 timer. Udnyttelsen af arbejdskraften har altså taget nogle nye former på grund af kommunernes økonomi, hvor de er blevet lagt i dobbelt benlås af staten. Alle områder er blevet lagt ind i en ikke-innovativ rolle, da det er økonomi, der kommer før næsten alt andet.

Og det har konsekvenser for arbejdsglæden. Der er blevet lagt bånd på de ansatte, som har oplevet en manualisering, hvor deres faglighed er blevet lagt til side til fordel for kontrol. Arbejde er blevet et regneark, og det har konsekvenser for trivslen. 

- Folk går ikke på arbejde for at få trivsel. De går på arbejde for at gøre et godt stykke arbejde. Fordi det er interessant, vigtigt, og det betyder noget for andre end dem selv. Det er derfor vigtigt, at man kommer folk i møde med motivation, og det gør man ikke med det styringsregime, man har i dag, siger Henning Jørgensen. 

Han ser dog positivt frem mod det næste årti. I 2020’erne kan vi forvente, at arbejdet bliver sjovere og bedre. Og opskriften er simpel: Lederne skal give de ansatte mere plads, sætte faglighed i fokus og skabe forudsætninger for samarbejde. 

Et stort eksperimentarium
Henning Jørgensen kalder de kommunale arbejdspladser for et stort eksperimentarium lige nu. Og der er noget om snakken, nu hvor kommunerne tænker ud af den traditionelle arbejdsdag og tilgang til arbejdet for igen at få fagligheden ind i arbejdet.

Det viser sig eksempelvis i Vejle Kommune, hvor man med en ny kampagne forsøger at lokke tidligere sosu’ere tilbage med beskeden om, at man savner dem, og løfter om øget fokus på fagligheden. 

Og det er ikke kun på faglighed, at kommunerne prøver nye arbejdsgange af. I Hillerød introducerer kommunen ved begyndelsen af det nye årti muligheden for at dyrke en times motion i løbet af arbejdsugen for de ansatte på alle kommunale arbejdspladser. Og i Odsherred Kommune prøver man en fire dages arbejdsuge for de administrative ansatte, hvor man giver de ansatte to timer til fordybelse - såkaldte kompetencetimer. Det er et skridt på vejen til igen at vise tillid til de ansatte.

- Jeg ser for mig, at disse eksperimenter bliver samlet til nye forestillinger om, hvordan vi kan udvikle den offentlige sektor, siger Henning Jørgensen. 

Ny fortælling og ny faglighed
Henning Jørgensen forudser, at begreber som koblingskompetence: samtænkning, samordning og samarbejde vil komme til at fylde i vores bevidsthed. Men hvad betyder det for kommunen? Hvad kan de tage med sig? Han siger, at man skal forberede sig på en ny fortælling om, hvad det vil sige at arbejde i kommunen. 

Det fælles projekt om at producere offentlig værdi skal involvere medarbejderne meget mere. De skal arbejde mere på tværs, mere med deres faglighed, og der skal bygges ovenpå deres kompetencer. Efter lang tid med pres på de offentlige ansatte er det på tide at give mere plads og luft, mener Henning Jørgensen. 

Tilbage, frem og et skud

Vigtigst i 2010’erne: Kontrol og mistillid giver mindre glæde og mindre effektive ansatte. 

Vigtigst i 2020’erne: Vi får en ny og fælles fortælling om at arbejde i kommunen.

Et vildt skud/ønske for 2020'erne: En fuldstændig omstilling af voksen-, efter- og videreuddannelse i den offentlige sektor. 

 

Og mens man i Odsherred Kommune fortsætter med en 37 timers arbejdsuge - nu bare fordelt over fire dage - så kan man begynde at sætte spørgsmålstegn ved, hvad man ikke har sat spørgsmålstegn ved længe. Så måske der vil blive pillet ved den ‘traditionelle’ arbejdstid. 

- Det er lang tid siden, at vi sidst lavede en arbejdstidsnedsættelse. Det er vist ved at være tid igen, til at vi kan diskutere arbejdstid. Det handler om, hvordan man udnytter arbejdstiden, og kan det så lade sig gøre at komme medarbejderne i møde med mere fritid eller fri om fredagen, jamen så hvorfor ikke? Så længe det, der skal være kommunal service, stadig fortsætter. 

På den måde kan man måske komme en af de store tendenser fra 2010’erne i møde: Stress. 

- Det er et politisk valg. Vil du komme de ansatte i møde og lave en bedre arbejdsliv-privatlivs balance? Vil man gøre noget for at arbejdsmiljøet bliver bedre? Det er, når folk mister kontrol, at de får negativ stress. Hvis vi sammen kunne blive bedre, vil vi kunne nedbringe eller i det mindste standset den tsunami af stress og udbrændthed, der er ved at komme i den offentlige sektor. 

Efter et årti, der mest blev kendt for besparelser, stress og pres på de ansatte, kan de ansatte i kommunerne forhåbentlig se frem til et mere glædesfyldt årti med mere faglighed, mere frihed og mere tillid. 

- Jeg er optimist, siger Henning Jørgensen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR