Fokus på psykisk lidelse bliver ofte så klinisk og sundheds- og sygdomsfikseret, at man glemmer, at patienter skal leve et liv, når de træder ud af elevatoren og forlader hospitalet.

Det mener formand for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering Mogens Seider.

- Det er en kamp for mange at finde et fællesskab, hvor det ikke er sundhedsfagligt personale, der kommer og tager blodtryk på én, siger han. 

Derfor bør der ifølge ham være større opmærksomhed på at hjælpe psykisk sårbare mennesker ind i meningsfyldte fællesskaber.

De aktiviteter, der er under en indlæggelse, er meget passiviserende, fortæller han. Og den dag, man bliver udskrevet, har kommunerne begrænsede ressourcer, så det bliver op til civilsamfundet at løse det.

- Hvis man ikke selv har kræfterne, kommer man ofte til at sidde isoleret derhjemme og vente på genindlæggelse, siger han.

Borger til borger

Første gang, Naja Haase blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, var hun 18 år.

En uge senere blev hun udskrevet og vendte hjem til sin lejlighed i Kalundborg med besked om, at hun kunne komme til en ambulant samtale i distriktspsykiatrien i Holbæk 50 kilometer væk den efterfølgende tirsdag. 

Det kom hun aldrig. Hun magtede det ikke. 

I dag er hun 38 år og har ikke været indlagt, siden hun var 19, men hun har for længst erkendt, at hun altid kommer til at have brug for kommunens hjælp. Så da hun i 2018 skulle flytte, gav hun sig til at undersøge, hvilke kommuner der havde gode tilbud til psykisk udsatte. 

Tilbuddet “Borger til Borger” førte hende til Kolding, hvor hun fortsat bor. Det gik blandt andet ud på at skabe et netværk gennem en række forskellige, gratis aktiviteter. Alle kunne være med uden at føle sig udenfor, uanset om man var ensom, psykisk syg, sårbar eller havde et fysisk handicap, fortæller Naja Haase. 

Hver anden onsdag kom hun fx i en kvindegruppe. Her kunne hun tale med de andre kvinder om, hvorfor hun havde haft et angstanfald, eller hvorfor noget, hendes mor havde sagt, gik hende på. 

- Jeg er ikke god til smalltalk, men når man har det til fælles, at man kommer i Borger til Borger, kan man starte derfra, siger hun. 

Kan forhindre negativ spiral

Hvis man er en del af et trygt fællesskab, kan det være med til at forhindre, at man kommer ind i en negativ spiral. Fordi nogen, som kender én, reagerer og griber én, inden det fx kommer til indlæggelse, fortæller forskningsassistent ved Psykiatrisk Center København Siv-Therese Bogevik Bjørkedal. Hun understreger dog, at indlæggelse nogle gange er helt nødvendig.

I sin ph.d.-afhandling har hun undersøgt, hvordan meningsfulde aktiviteter og gruppebaseret peer-støtte kan understøtte mennesker med psykisk sårbarhed i at komme sig. 

Det er forskelligt, hvad der for den enkelte udgør en meningsfuld aktivitet, men afgørende for alle menneskers sundhed og trivsel at deltage i én. Ofte kan psykisk sårbarhed eller sygdom imidlertid afskære folk fra at gøre det, og det er vigtigt for at komme sig og få det bedre, at kontakten bliver genetableret, fortæller Siv-Therese Bogevik Bjørkedal. Det kan give en følelse af normalitet og et afbræk fra bekymringer og svære tanker og en mulighed for at fordybe sig og genopdage sider af sig selv, som har ligget i dvale; fx interesser eller færdigheder og kompetencer, som kan være med til at udvikle selvtillid, selvværdsfølelse og identitet, når de bliver brugt. 

Om meningsfulde aktiviteter kan forebygge, at sårbarhed bliver til sygdom, er svært at svare på, fordi årsagerne til psykisk sygdom er komplekse. Men de kan fremme menneskers udvikling og oplevelse af livskvalitet - ikke mindst når de udøves sammen med andre, fortæller Siv-Therese Bogevik Bjørkedal. 

Det kan nemlig være en god måde at mærke samhørighed på - noget som alle ifølge hende har behov for. 

- Når man føler sig værdsat og accepteret som en del af flokken, giver det tryghed og noget at stå imod med i svære perioder - en slags polstring, siger hun.  

Nytter ikke at opfinde aktiviteter på rådhuset

Det kan være fint at skabe nogle lokale fællesskaber, men det nytter ikke at opfinde og styre sociale aktiviteter fra rådhuset, hvis ikke borgerne er med på beslutningerne, mener Mogens Seider, der samtidig advarer mod at splitte folk for meget op.

At lave sådan noget som Lykkeliga (en håndboldliga for udviklingshandicappede børn og unge), som han ellers synes er fantastisk, tror han fx ikke på til mennesker med psykiske lidelser.

- Jeg tror ikke, de vil have det, som vi vil give dem. De vil have det samme som os. Derfor tror jeg, at de initiativer, som civilsamfundet laver med lokale kræfter, er det allermest bærende, så de kan deltage i det samme, som andre i deres bydel deltager i, siger han.

Som eksempel nævner han muligheden for at starte et parallelt fodboldhold i den lokale forening. Når holdene deler omklædningsrum og spiller bane ved bane, smelter de måske med tiden sammen. 

Det bedste, kommunerne kan gøre, er ifølge ham at indkalde lokale organisationer og mennesker, der selv har erfaringer med psykisk sårbarhed, og høre, hvilke behov folk har. 

- Kommuner skal se på, om civilsamfundskulturen i byen er med til at udstøde folk, som har problemer, eller om den er med til at invitere dem ind på en ordentlig måde, siger han.

Dårligdom kan smitte

Ifølge Naja Haase skal man være varsom, når man laver programmer for psykisk sårbare. Bliver det i for høj grad målrettet mennesker, som er ude på kanten, kan det nemlig få den modsatte effekt af, hvad der er tiltænkt.

- Hvis man er i et miljø, hvor alle har det dårligt, så får man det dårligt, siger hun.

Hun har selv været glad for et initiativ på en lokal café, hvor man to gange om ugen i regi af Borger til Borger kunne komme for at snakke, lytte eller bare være. 

- Det skete på en normal cafe. Det var ikke en cafe til sårbare mennesker. Det gør en stor forskel, siger hun. 

Spørger man Naja Haase, hvad der har hjulpet hende til at få det bedre, er det især tre ting: Borger til Borger, hendes psykiater og holdforløbet “Ligevægt” om krop, vægt og mad, som hun går på. 

- De tre ting har gjort en kæmpe forskel for, hvem jeg er i forhold til for ti år siden. De har formet, hvem jeg nu. Og den, jeg er nu, kan jeg godt lide, siger hun.

Derfor ærgrer det hende, at Borger til Borger blev lukket ned 1. januar.

Vigtigt med åbne tilbud

Ifølge Kolding Kommune er man i gang med at omlægge indsatsen til kommunens væresteder, så flere borgere kan få gavn af tilbuddene. Tanken er, at indgangen bliver mere fleksibel, når den går via værestederne, som har åbent seks dage om ugen. 

Det fremtidige koncept er under udvikling, så hvordan gruppetilbuddene kommer til at se ud, ligger endnu ikke fast. Ét er dog sikkert: Der vil stadig være åbne, uvisiterede tilbud, og den slags er der ifølge Mogens Seider hårdt brug for. 

- Det er vigtigt med uvisiterede tilbud, hvor man kan gå direkte ind fra gaden, for visitation presser mange, siger han.

Det genkender Naja Haase, for ofte bliver man mødt med, at man ikke er syg nok, fortæller hun.

- Men når man fjerner sådan nogle tilbud, kan man gå hen og blive syg nok i stedet for at tage det i opløbet, hvilket jeg personligt synes er et stort problem, siger hun.

Vejen til hverdagslivet 

Snart slutter det Ligevægts-forløb, hun følger, men hun har allerede sikret sig en ny aktivitet at stå op til som frivillig i Peer-Partnerskabets gruppeforløb ”Vejen til hverdagslivet”. 

- Med lukningen af Borger til Borger og afslutningen af Ligevægt risikerede jeg at stå stille og gå ned ad bakke. Jeg føler, at jeg har overskud og kan bidrage til frivilligt arbejde. Det giver mig noget at komme op til og noget at gøre, siger hun.

Som frivillig kommer hun til at hjælpe andre med at overvinde deres psykiske vanskeligheder, og hun er overbevist om, at det kan gøre en forskel, både for hende selv og for dem, der vælger at tage imod tilbuddet. 

- Der er ikke nogen, der siger, at du skal komme, og at du skal udvikle dig. Alt er frivilligt og op til, hvor meget man selv kan magte. Om man bare kommer 11 gange og lytter, så husker man det, der er vigtigt. Husker man bare tre sætninger, så var det de tre, der betød allermest for en, siger hun.  

At sige, at hun selv har et godt hverdagsliv, vil være en overdrivelse, men hun arbejder på det.

- Jeg har et hverdagsliv, som ikke er skod, siger hun.