Hvis man frygtede, at sundhedsreformen var begyndelsen på afviklingen af regionerne som politisk niveau, kan man godt tro om igen.

Godt nok må regionsrådene regne med at få en mere bunden opgave, men flere ting taler for, at det bliver endnu mere interessant for dem, der bliver valgt ind.

- Det kan godt være, de er blevet stækket lidt på papiret, men de, der griber bolden, kan altså komme rigtig langt, siger professor i statskundskab ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær.

Med regeringens sundhedsudspil er der lagt op til større central styring på sundhedsområdet. De nye regioner etableres med forpligtelser, som fastlægges af staten, og oven i det vil regeringen introducere en række nyskabelser, som trækker beslutningerne tættere på Christiansborg.

Blandt andet skal et nationalt prioriteringsråd, et nationalt center for sundhedsinnovation, en national sundhedsplan og nationale retningslinjer for planlægning af praktiserende speciallægehjælp styrke prioritering, udvikle og udbrede innovative sundhedsløsninger, sætte en strategisk retning for sundhedsvæsenet og sikre bedre adgang til speciallæger. 

- Der er ikke tvivl om, at det bliver mere topstyret, siger regionsrådsmedlem i Nordjylland Kirsten Morild Andersen (S).

Hvis både prioriteringer og budgetter i højere grad bliver fastlagt fra oven, har hun svært ved at se, at der for alvor kan blive plads til egne mærkesager.   

- Det bekymrer mig, at der kommer få midler, som vi kan prioritere som politikere. Det bliver en lille pulje, vi kan fordele, siger hun.

Men, bemærker professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Elklit, man kan godt spørge, hvor meget frihed der egentlig har været til at gøre, som man ville i regionerne. 

Der har altid været rammer for deres arbejde, og for ham at se vil sundhedsudspillet gøre rammerne skarpere og opgaven klarere, og det behøver ikke at være nogen ulempe for politikerne. 

“Defining moment”

Ulrik Kjær går så langt som til at kalde reformen for et “defining moment” - et afgørende øjeblik - der viser, hvor regionsrådenes eksistensberettigelse ligger. 

Der er et kæmpe træk på sundhedsvæsenet, som kræver benhårde prioriteringer i forhold til, at vi nok ikke har råd til det hele, og nu bliver der sat spotlys på, at der skal tages nogle beslutninger, påpeger han. 

Mens teknokrater og folk i hvide kitler tager sig af det lægefaglige, og hvordan man bedst strikker en vagtplan sammen, er det politikere, der skal ud og tage de svære diskussioner med borgerne om, hvem det så er, vi skal have råd til. Er det fx specialområdet eller normalområdet, der skal løftes - de få eller de mange?

- Den snak med vælgerne om, hvordan vi skal prioritere liv og død, skal de have. Hvis de griber den, kan det blive dem, borgerne helst vil diskutere prioriteringer i sundhedsvæsenet med, siger Ulrik Kjær.

Den gennemgående prioritering er ifølge ham et af de kommende års helt store spørgsmål. Her kan regionsrådspolitikerne være konkrete på en anden måde end folketingspolitikerne, fordi de den ene dag taler med dem i kitler, den anden med teknokraterne og den tredje diskuterer, om der skal indkøbes medicin eller en meget dyr maskine.

- Det er nu, man for alvor skal træde ind i den rolle, siger han.

Politik nok til alle

Faktisk kommer alle de store politiske dagsordener også på sundhedsvæsenets dagsorden, bemærker han og nævner eksempelvis brug af teknologi og kunstig intelligens, arbejdskraftmangel, geografisk ulighed og klima.

Der er politik nok til alle, fastslår han, og hvis man så undlader at falde for fristelsen til rituelt at sige, at ‘staten er dum, og vi er fattige’, så vil det virke naturligt for mange borgere, at regionerne sætter sig på prioriteringsdagsordenen.

Falder regionerne derimod ind i rollen som dem, der bliver mast i en sandwich, hvor prioriteringer lægges ned ovenfra, og kommuner presser på nedefra, bliver de forudsigelige, og så mister både pressen og borgerne interessen for dem, advarer Ulrik Kjær. 

I stedet skal de drille op og nedad politisk og få det til at handle om politik. 

- Jeg vil tro, at borgerne meget hellere vil høre, hvad holdningen er. Det er irrelevant for de fleste, om det ene eller det andet niveau er dumme, siger han.

Sværere at blive valgt ind

Står det til regeringen, skal én region og 77 mandater barberes væk. Demokratisk set har det ikke nogen særlig betydning, at der bliver færre folkevalgte i regionerne, fortæller Jørgen Elklit, men for det enkelte regionsrådsmedlem, der gerne vil genvælges, bliver det selvsagt sværere. 

Manøvren øger, hvad han kalder den naturlige spærregrænse, og for nogle partier kan det gøre det lidt sværere at komme i regionsrådet. 

Han mener dog, at reduktionen virker fornuftig, for regionsrådene har haft en størrelse, som gjorde det utydeligt, om der var opgaver til alle.

- Mange har haft indtryk af, at de 41 regionsrådsmedlemmer i mange tilfælde ikke har vidst, hvad deres opgave var, siger han.

I Nordjylland, som står til at få det mindste regionsråd, skal man helt ned på 25 medlemmer. Her har Kirsten Morild Andersen sjusset sig frem til, at det vil kræve ca. 3.800 stemmer, hvis hun skal genvælges. Da hun debuterede i 2021, fik hun 1.807. 

25 medlemmer er i den lave ende, synes hun, men 41 er måske nok i overkanten. Selv har hun haft nok at se til i sin første periode. 

- Jeg havde ikke forestillet mig, at der var så meget arbejde. Men det handler selvfølgelig også om engagement, siger den pensionerede skolelærer og sammenligner det med en klasse.

- Nogle er myreflittige, nogle er mellem-flittige, og nogle hviler lidt på laurbærene, siger hun.

Faktisk tror Jørgen Elklit, at kombinationen af et lavere medlemstal og de nye sundhedsråd, som skal bestå af medlemmer fra regioner og kommuner, kan gøre det mere spændende og meningsfuldt at sidde i et regionsråd.

- Arbejdet i sundhedsrådene må blive helt centralt. Derfor kommer der en ny og spændende opgave i at få sammenkoblingen mellem det regionale niveau og det kommunale niveau til at fungere, siger han.

Kirsten Morild Andersen ser også sundhedsrådene som en mulighed for at sætte et politisk aftryk, men der skal ikke sidde ret mange, bemærker hun.

Stærkere politisk mandat

Spørger man Ulrik Kjær, bliver det ingen loppetjans at sidde i de nye regionsråd. Hele omstillingen bliver i sig selv arbejdskrævende.

- Det bliver en hård, men en spændende opgave, der burde få folk til at synes, at det er interessant at stille op, siger han.

Regionsrådspolitikere er ellers blevet beskyldt for at være usynlige, ligesom regionsrådsvalget er blevet kaldt ‘det glemte valg’. 

Typisk har regionsrådsformanden været den eneste med en stærk profil, men med færre ansigter bliver det måske nemmere for vælgerne at holde styr på, hvem de enkelte politikere er, påpeger Jørgen Elklit, og dermed også nemmere for dem at blive en kendt stemme.

Bliver det så samtidig tydeligere, hvad regionsrådspolitikerne faktisk går og laver, kan det øge incitamentet til at gå lidt mere op i, hvem der bliver valgt, mener han. 

- Så kan de få et stærkere demokratisk mandat - ikke til at begynde med, men når de kommer i gang, og det kan vise sig at være en demokratisk fordel, siger han.

Inden Kirsten Morild Andersen selv kom i regionsrådet, vidste hun ikke ret meget om regionen, tilstår hun. Hun blev selv positivt overrasket over alt det, der gøres.

- Vi  har været alt for dårlige til at gøre opmærksom på, hvad vi laver i regionerne. Man ved altid, hvad der foregår i Folketinget og kommunen, men ikke i regionen, siger hun. 

Derfor gør hun selv meget for at være synlig på sociale medier og vise, hvilke møder hun deltager i, og hvilke beslutninger hun er med til at tage. Hendes oplevelse er, at der er ved at ske en kulturændring, hvad det angår.  

Efter regeringens reformudspil skrev regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Sara Darling Berg Jørgensen (SF) for nylig i en klumme på Kommunen.dk, at “jeg føler mig ikke rigtig mere sikker på, hvad det egentlig er, jeg vælger at stille op til”. 

Det udsagn tilslutter Kirsten Morild Andersen sig. Men hun følte sig heller ikke sikker på opgaven, da hun stillede op ved sidste valg.

- Nu er jeg på tredje år og kan se noget af det arbejde, jeg har siddet med, bære frugt, siger hun.

Derfor tager hun gerne en omgang mere. Hvis altså hun kan blive valgt ind.