Spørger man professor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og overlæge på Odense Universitetshospital Morten Sodemann, i hvor høj grad sundhedsreformen mindsker den sociale ulighed i sundhed, er svaret klart:

- Overhovedet ikke. Det reducerer den pæne udgave af ulighed, som er den geografiske. Men at have en læge indenfor 20 km garanterer ikke lige udbytte, siger han.

Sammenlægningen af de to sjællandske regioner til én stor Region Østdanmark, kalder han “ren kosmetik”.

- Man slår bare to regioner sammen, så tallene bliver bedre, men det kan blive meget mere skævt inden for regionen, siger han og påpeger, at social ulighed ikke kun er et problem i Region Sjælland.

- Den sociale ulighed findes i alle regioner, og den har regeringen ikke rørt med en ildtang.

Det er da heller ikke noget simpelt problem. Ifølge Morten Sodemann er uligheden udtryk for serielle svigt af mennesker på mange forskellige niveauer, som så ender med at få en dominoeffekt. 

Årsagen er ikke bare, at nogen er opvokset på Falster og har røget. Ting klumper sammen og forstærker hinanden, og når de mennesker så har brug for velfærdssamfundet, får de ikke den hjælp, de har behov for, påpeger han.

- De kan få de samme ti minutter som alle andre.

Pakker forskubber ulighed 

Heller ikke de fem kronikerpakker, som i de kommende år skal indføres for udvalgte patientgrupper (KOL, diabetes, hjertesygdomme, kroniske lænderygsmerter og kompleks multisygdom), vil ifølge Morten Sodemann sikre lige udbytte. “Luksuspakker”, kalder han dem.

- Alle de pakker, der i virkeligheden er brug for, er man behændigt gået udenom, siger han og nævner som eksempler pakker til dem, der ikke kan læse, til dem uden pårørende og folk uden bil, som bor langt væk fra alt, pakker til mennesker med handicap eller gigt og til hele neurorehabiliteringsområdet. 

Godt nok skal de planlagte pakker tilpasses ud fra den enkeltes behov og livssituation - efter en klassisk rød/gul/grøn-klassificering - afhængigt af om de fx tilhører en mere eller mindre sårbar gruppe. Men politikerne gør regning uden vært, mener Morten Sodemann, for selvom hensigten er fin, har man hverken lægerne eller strukturen til at håndtere det.

- De praktiserende læger har ikke tid til det. Det bliver en enorm opgave for dem, for hvor skal de sende patienterne hen? Man har nedlagt intern medicin, som er det speciale, der tog sig af det, fordi man ikke mente, at det var tidssvarende, siger han. 

Alt er opdelt på specialer og organer, så hvordan man håndterer og prioriterer behandling og medicin for patienter med flere sygdomme, er der ifølge ham stort set ingen, der har erfaring med længere. Det er ikke en faglighed, der findes, konstaterer han og påpeger, at de fleste med sygdom i dag har flere - bortset fra de bedst stillede. 

Grundlæggende mener han, at pakker er udtryk for, at man ikke har gjort det godt nok, og at man ikke har tilstrækkeligt med personale. 

- Kræftpakkerne har virket, men det har været på bekostning af noget andet, og nu laver man så pakker på det, der har lidt. Men det kommer til at ske på bekostning af dem, der ikke har pakker, siger han. 

Samtidig forudser han, at flere pakker vil medføre øget og hyppigere dokumentation og overvågning, fordi nogen skal holde øje med, at de bliver gennemført, og at reglerne bliver fulgt.

- Det bliver en ny mastodontenhed, der skal overvåge det, siger han.

Lige adgang, ulige udbytte

Selvom alle i princippet har lige adgang til det offentlige sundhedsvæsen, er udbyttet forskelligt, når de først er kommet indenfor døren. Og det bliver kun værre. 

Siden 1980’erne er forskellen i levealder mellem indkomstgrupper steget markant, særligt blandt mænd. 

- Vi forstår ikke, at den måde, vi organiserer os på og den måde, vi taler på, er med til at reproducere forskelsbehandling, selvom vi taler om at afskaffe den, siger Morten Sodemann.

Sammen med professor ved Københavns Universitet og forskningsleder ved Center for Sundhedsfaglig Forskning på Rigshospitalet Kristian Larsen har han skrevet bogen ‘Ulighedens drejebog - sådan virker social ulighed i sundhed’.

Den henvender sig primært til studerende og ansatte i sundhedsvæsenet, men ifølge forfatterne er det også relevant for politikere at stifte nærmere bekendtskab med, hvordan den sociale ulighed videreføres og forstærkes i mødet med sundhedssystemet, og hvordan det rammer dem med færrest ressourcer.

- Vi vil gerne have, at politikerne opdager, at det er virkeligheden, og hvad velfærdssamfundet tilbyder dem. Måske skulle de overveje at fordele ressourcerne på en anden måde, så folk får det samme udbytte, siger han.

Gennem fire fiktive patienter, beskriver forfatterne, hvordan og hvorfor nogle grupper får mere ud af sundhedsvæsenet end andre. 

Nok er historierne opdigtede, men de er ikke urealistiske, hævder forfatterne, der har en række bud på, hvordan uligheden kan imødeses.

- Vi har prøvet med viden og faglighed, og det virkede ikke, så nu prøver vi at tale til følelserne, siger Morten Sodemann.

Patienternes advokat for det hele menneske

Hvor godt en behandling virker, hænger i mange tilfælde sammen med, hvor længe man har gået i skole. Og når dem, som laver reglerne, typisk har gået i skole i mange år, bliver det en bekvem antagelse, at de andre bare kan tage sig sammen, bemærker Morten Sodemann.

Det er nemt at afskrive patienter, der har svært ved at udtrykke sig og følge lægens anvisninger, som “uduelige”, men det, der i virkeligheden er brug for, er kompenserende indsatser.

- Vi er nødt til at kompensere. Hvis nogen ikke har pårørende, må man agere pårørende under behandling og rehabilitering, siger han. 

Det indebærer fx, at læger i højere grad skal kunne differentiere, hvem der skal have tid, så man omfordeler tiden baseret på behov. 

- I dag får alle ti minutter ved lægen, men det er ikke alle, der kan forstå noget på ti minutter, siger han. 

Samtidig bør regionerne have nogen, der forsvarer hver enkelt patients behov og rettigheder, mener forfatterne - en art ‘patienternes advokat’, der refererer direkte til regionens administrative og politiske chefer, og som dermed ikke er underlagt de direktører, som har ansvaret for forholdene.

Eller som minimum en patientdirektør på hvert sygehus hvis eneste funktion er at sikre, at patienten er i centrum, og at der bliver skabt tilgængelighed, fleksibilitet og tilbud, som forhindrer, at der sker brud på patientsikkerheden i overgange undervejs i forløbene. 

- Der er en direktør for nyrer og en direktør for it, men ikke for patienterne. Det er dybt beklageligt, at ingen forsvarer tiden til det hele menneske, siger Morten Sodemann.   

Forråelsen sniger sig ind

Han undrer sig desuden over, at sundhedsprofessionelle ikke undervises i eksempelvis overblikket for en patients samlede situation. 

- I sundhedsvæsenet bliver alle ansatte en gang om året pryglet igennem undervisning i hjertestopbehandling, brand og blodtransfusion, og nu er der guddødemig også obligatorisk undervisning i sundhedsteknologi og it-sikkerhed, men ikke i at fastholde empati og indlevelsesevne, siger han.

Det kunne ellers bidrage til at forebygge den kynisme og forråelse, der på grund af stigende hastighed, specialisering og styring efter retningslinjer sniger sig ind i hverdagen - både i kommunerne hos socialrådgivere og sagsbehandlere og hos sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og læger. 

Kynismen er nemlig med til at fastholde den sociale ulighed i sundhed, fordi man stopper med at vise interesse i mennesket bag “det problem, der kommer ind ad døren”, fortæller Morten Sodemann.  

Derfor foreslår forfatterne, at sundhedsprofessionelle løbende skal have uddannelse i empati, sprogbrug og implicit bias, så de har redskaber, der kan beskytte dem mod at blive kolde og stoppe med at engagere sig i syge mennesker. 

Flere kokke slører ansvaret

En del af den ulighedsskabende forskelsbehandling skyldes ifølge Morten Sodemann også en kombination af private sundhedsforsikringer og patientrettigheder uden sundhedsfagligt belæg. Tilsammen skaber de en motorvej ind i sundhedsvæsenet, der drukner det i banale lidelser og samtidig blokerer for patienter uden forsikring. 

- Der er for mange kokke til at bestemme, hvad man skal lave i sundhedsvæsenet, og så går det galt, siger han. 

Kokkene tæller fx de velstillede, veltalende og veluddannede mennesker med netværk, som forstår at bruge systemet til deres fordel, store patientforeninger samt politikere, der, som Morten Sodemann udtrykker det, “hellere vil have, at vælgerne end patienterne er tilfredse.” 

Selv når det kommer til “ventelistesygdomme” som grå stær, brok, ny hofte og nyt knæ, hvor man kan vente i årevis, kommer de mest velstillede gennemsnitligt til seks uger tidligere, bemærker han, ligesom “de argumentationsstærke” får mere i medicintilskud fra kommunerne.

Men igen er det på bekostning af andre, for der er kun de penge, der er, påpeger han.

- Man har kun de rettigheder, man kender, og det rammer ekstremt hårdt blandt de mindst velstillede, siger han.

Dels bliver det sværere og sværere at finde rundt i sundhedsvæsenet, dels gives meget information skriftligt, og det udfordrer i særlig grad de op mod 600.000 danskere, som har svært ved at læse.

Med de 17 sundhedsråd, som indføres med sundhedsreformen, forudser han, at det bliver endnu mere utydeligt, hvem der har ansvaret, og hvem der kan tage beslutninger om sundhedsvæsenet. 

- Det er bare endnu flere kokke. Endnu flere at skubbe aben over til og skyde skylden på. Jeg kan ikke se meningen med sundhedsrådene, andet end at det er politisk opportunt, siger han.