De lever ofte i det skjulte. 

Mennesker med psykisk sårbarhed og lidelse er nogle af dem, der har allermest brug for velfærdssamfundet. 

Ambitionen bør være, at der om ti år er brug for færre sengepladser i psykiatrien, fordi folk ikke bliver så syge, at de skal indlægges, mener formand for Socialpædagogerne Benny Andersen, og her spiller socialpsykiatrien en nøglerolle.

- Vi skal selvfølgelig have fokus på sundhed, men i det socialpædagogiske arbejde i socialpsykiatrien handler det om at skabe en dagligdag. Vi er nødt til at se på alle de ting, som giver kvalitet i vores liv, alt det, der gør os sunde - arbejde, fritid, at være en del af noget - det, der i sig selv er en vigtig del i at få det bedre, siger han.

Fleksible tilbud og kompetenceløft

Sammen med formand for KL’s socialudvalg Ulrik Wilbek (V) kritiserede Benny Andersen i september i et debatindlæg den manglende prioritering af socialpsykiatrien. 

Ikke længe efter præsenterede Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen et oplæg til prioritering af deres anbefalinger til den 10-årsplan for psykiatri og mental sundhed, som for to år siden blev beseglet i en bred aftale i Folketinget. 

Oplægget, der dækker årene 2025-2030, omfatter anbefalinger, som endnu ikke er omsat i en politisk aftale. 

Allerede fra næste år foreslår styrelserne at påbegynde en opbygning og omlægning af kapaciteten i socialpsykiatrien med eksempelvis oprettelse og udbredelse af fleksible forebyggende tilbud og sociale akuttilbud, og fra 2026 skal der ske et bredt uddannelses- og kompetenceløft af socialpsykiatrien.

Savner forebyggelse

Problemet med styrelsernes anbefaling er ifølge forperson i Sind Mia Kristina Hansen, at forebyggelse ikke er tænkt ind fra begyndelsen. Først fra 2028 skal der sættes ind med mental sundhedsfremme og iværksættes indsatser til mennesker med mistrivsel og tidlige tegn på psykisk lidelse i kommuner og almen praksis. Det bekymrer hende, for så får man ikke stoppet udviklingen.

- Hvis vi har forebyggelse, tror jeg, at meget kan undgås, siger hun. 

Som eksempler nævner hun henvisning til fællesskaber, hvor man kan gå ture, male eller spise sammen med andre, og gruppeforløb, hvor man får håbet tilbage og lærer at leve med de vanskeligheder, man har. 

- Der er ikke nok af det, og folk ved ikke, at det er der, siger hun.

Samtidig efterlyser hun mere hurtig hjælp, der ikke kræver månedlang voksenudredning. 

- Jeg ved, at nogle kommuner har en åben dør, hvor man kan henvende sig og få en samtale og hurtigt blive visiteret videre til hjælp. Det er mere af sådan noget, vi skal have. En hånd, der hjælper en videre fra start af, siger hun.

KL: Ser fornuftigt ud

Ifølge Ulrik Wilbek ser oplægget langt hen ad vejen fornuftigt ud. Han finder det positivt, at opbygningen og omlægningen af kapaciteten i socialpsykiatrien står centralt, og at man, som han ser det, begynder at sidestille behandlings- og socialpsykiatrien som ligeværdige og gensidigt afhængige parter.

- Vi har dog endnu til gode at se, hvad der ligger bag de konkrete initiativer, og hvordan de hver især bliver prioriteret, før vi for alvor kan forholde os til dem, skriver han i en mail til Kommunen.dk.

Umiddelbart ligger flere af initiativerne imidlertid fint i tråd med, hvad KL sammen med Socialpædagogerne selv har peget på, nemlig etablering af nye kommunale tilbud og en styrkelse af fagligheden i socialpsykiatrien.

Konkret ønsker de, at fleksible, midlertidige pladser i alle kommuner skal give mennesker, der ikke nødvendigvis har behov for et permanent botilbud eller gavn af at blive indlagt, et sted at bo i en periode, hvis de på grund af deres psykiske lidelse ikke kan være derhjemme. 

Derudover vil de udbrede såkaldte sociale akuttilbud til alle kommuner, hvor borgere i psykisk krise kan henvende sig og overnatte et par dage, til krisen har lagt sig, eller de kan hjælpes videre i systemet.

De midlertidige pladser kan også være første stop, når man bliver udskrevet fra psykiatrien, hvis der er behov for at finde ud af, hvad det næste skridt skal være, fortæller Benny Andersen. De kan give rammer og tryghed til at få lavet en plan for bolig, støttebehov, job og uddannelse, for kommer man først et forkert sted hen, kan det føre til tilbagefald. 

Men det forudsætter, at der er de rette fagligheder, påpeger han. For et stigende antal unge kvinder og mænd samt plejekrævende udsatte ældre slås oven i deres psykiske lidelse også med andre problematikker, fx misbrug eller spiseforstyrrelser.

I takt med, at problemerne bliver mere sammensatte, har kommunerne et ansvar for at sikre efter- og videreuddannelse i viden og metoder, der retter sig specifikt mod fx de målgrupper, og der halter det lige nu, påpeger han.

- Vi er på et område, hvor mindre end halvdelen fx har en socialpædagogisk uddannelse. Der er brug for penge og ressourcer, så man kan lave initiativer til at uddanne de ufaglærte, fx via merituddannelse, siger han. 

Relationer er vigtige

At der er behov for kompetenceløft og fleksible pladser, er formand for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering Mogens Seider sådan set ikke uenig i. Men hvis ikke der er resonans mellem den, der skal hjælpes og den, der hjælper, bliver det svært at lykkes.

- Så nytter fine uddannelser og nye lokaler ikke noget, siger han. 

Ifølge ham skal Socialpædagogerne sige, at det kræver uddannelse, men det kræver også omstilling. 

Noget af det, han har set lykkes, er, når man uddanner et helt bosted, hvor også borgerne indgår i uddannelsesforløbet sammen med medarbejderne, eller når man i Peer-Partnerskabet hjælper folk til at få styr på deres liv ved at give dem mulighed for at få en position i noget, som de selv har været en del af. 

Efter hans mening bør kommunerne være forpligtet til at inddrage mennesker med erfaring med psykisk sygdom, såkaldte peers, i deres tilbud. 

At relationen til den, der skal hjælpes, er vigtig, genkender Mia Kristina Hansen fra sin egen tid som socialpædagog i socialpsykiatrien. 

Systemet står i vejen

På samme måde som en invalid kan have brug for krykker hele sit liv, kan en person med psykiske vanskeligheder have brug for hjælp til at sætte hverdagen i system, så den bliver så god som muligt. 

- Man lægger sit liv over i andres hænder, og det kræver, at man stoler på den person, som hjælper en. Det er vigtigt, at man føler sig mødt og forstået, siger hun.

Og der kan systemet nogle gange stå lidt i vejen. 

For hvis den kommunale bostøttes arbejdstid er 10-16, men en borger har brug for vedkommende enten før eller efter, så er det bare ærgerligt, fortæller hun.

- Hvis man så mærker, at det er systemet, der kommer og besøger en, så er relationen der ikke. For borgeren kan høre, at vedkommende ikke kan være der, når der er brug for det, siger hun. 

Hun er enig i, at en form for afklaringspladser kan være en god idé til dem, der ikke selv når at række ud.

- Vi oplever, at nogle af dem, der bliver genindlagt, bliver det, fordi de ikke får den støtte, de skal have. Hvis man i en periode kan bo et sted og blive observeret og opleve de situationer, hvor det bliver svært, tror jeg helt klart, det kan være en fordel, siger hun.

Men hendes opbakning kommer med en advarsel om at overveje, hvordan man forholder sig, hvis det ikke lykkes at afklare en persons behov eller finde det rigtige sted inden for den afsatte tidsperiode. 

- Det skal man have for øje, så man ikke slipper folk, for så er det igen systemet og ikke mennesket, man tager udgangspunkt i, siger hun.