Straf blev det vigtigste element i den kommunale økonomi i 2010'erne. Det vurderer Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi hos Vive.

Da finanskrisen ebbede ud i 2012, indgik et flertal af EU-lande en finanspagt, som lagde loft over de offentlige udgifter. I Danmark blev pagten omsat i budgetloven, og siden da er kommunerne blevet straffet økonomisk, hvis de har brugt flere penge end aftalt med regeringen.

- Efter krisen havde Folketinget en grundlæggende ambition om at få bedre styr på de samlede offentlige finanser, og eftersom kommunerne udgør cirka halvdelen af den offentlige økonomi, blev sanktionsregimet over for kommunerne indført, forklarer Kurt Houlberg.

Lige siden har risikoen for straf betydet, at kommunerne hvert år brugte mindre, end de egentlig havde fået lov til. De første år flere mia. kr. mindre end aftalt, men efterhånden er kommunerne blevet bedre til at følge deres budget tæt og koordinere med hinanden, så der sidste år 'kun' var et mindreforbrug på driften på cirka 100 mio. kr. Det mindre forbrug har fået mange kommunekasser til at bugne. 

Men der kan hurtigt blive brug for pengene - både fra kassebeholdningerne og ikke mindst fra det råderum, som politikerne har forsøgt at skaffe ved bl.a. at hæve pensionsalderen.

Stigningen i antallet af ældre borgere fortsætter nemlig, og de kommende år er det især de ældste ældre, der bliver flere af. Samtidig vil antallet af børn også vokse i de fleste kommuner. Også klimaforandringer med stormfloder, stigende vandstand og større mængder nedbør vil lægge beslag på flere ressourcer til klimaløsninger.

- Der vil komme et øget pres på den offentlige sektor de næste ti år. Det bliver en politisk prioritering, hvor meget af det økonomiske råderum, der der skal bruges til hvad og hvor i den offentlige sektor, fastslår Kurt Houlberg.

Han forventer, at kommunerne fortsat vil være underlagt stram styring og sanktioner, men der kan måske komme mindre opblødninger. Budgetloven skal revideres til foråret, og de økonomiske vismænd har foreslået, at sanktionerne ikke kun bør regnes ud fra ét, men flere år. Dermed undgår man at tilskynde til at bruge penge sidst på året, som kan gemmes og bruges mere fornuftigt året efter. Vismændene foreslår også, at små og midlertidige overskridelser kan tillades.

Udligning spøger fortsat
Et andet punkt på regeringens lovprogram til foråret er den kommunale udligning. Kurt Houlberg tør ikke gætte på hverken indhold eller omfang af reformen. 

-  Uanset hvilke ændringer, man vedtager på Christiansborg, vil ingen klappe i hænderne, og mange kommuner vil være skuffede. Enten fordi de skal af med flere penge, eller fordi de vil opfatte plasteret på såret som tilstrækkeligt, siger han.

Derfor tør han også godt spå, at udligningsdiskussionen ikke stopper foreløbig. Tværtimod. Både fordi det stort set er umuligt at hæve kommuneskatten, fordi det kræver, at andre sænker deres, men også fordi bloktilskuddene fylder mere og mere, og fordi befolkningsudviklingen er skæv, så nogle yderområder vil opleve kronisk tilbagegang og dermed stigende ulighed.

- Især nogle små økommuner er så økonomisk pressede, at de kan blive nødt til at smide håndklædet i ringen og blive sat under administration eller overveje, om de skal lægges sammen med en større kommune.

Guld er ikke nok
Selv om Kurt Houlberg er ekspert i kommunaløkonomi, peger han på en udfordring, som er lige så stor som økonomien, nemlig at rekruttere tilstrækkeligt personale. Der vil simpelthen ikke være nok i den erhvervsaktive alder om ti år til at levere samme service som i dag til flere børn og ældre. Derfor vil det blive nødvendigt at nytænke den kommunale service med blandt andet mere velfærdsteknologi og mere inddragelse af civilsamfundet og borgernes egne ressourcer.

- Selv hvis der faldt store mængder guld ned i den store offentlige kasse, vil det ikke være nok til at løse rekrutteringsproblemet. Vi vil formentlig om ti år have en kvalitativ anderledes service, forudser han.