De nye regionsråd og kommunalbestyrelser er nu på plads. Tillykke til alle, der er blevet valgt - der venter jer store og vigtige opgaver. Ikke mindst på sundhedsområdet, hvor udfordringerne sjældent har været større end lige nu.

Travlhed, mangel på medarbejdere og endnu en vinter med corona truer på kort og langt sigt i både regioner og kommuner. Derfor skal der både tænkes langsigtet, og der skal findes løsninger her og nu. 

På kort sigt er der brug for at lette presset på sundhedsvæsenet og sikre, at vi kan tage os af de borgere, der har brug for pleje og behandling uden samtidig at slide medarbejderne op. 

Som vi hører fra hospitalsdirektører rundt omkring, er det altoverskyggende problem lige nu, at der mangler sygeplejersker. Det haster altså med at gøre det mere attraktivt for sygeplejersker at blive i deres job og med at blive bedre til at tiltrække nogle af dem, som har forladt det offentlige sundhedsvæsen. 

Basal sygepleje under pres

Manglen på sygeplejersker går ud over kvaliteten i sundhedsvæsnet. Et moderne og velfungerende sundhedsvæsen er ikke blot et spørgsmål om at kunne tilbyde de bedste og nyeste behandlinger. Sygeplejen er også afgørende for, hvordan patienterne klarer sig. Men det kræver, at sygeplejerskerne har tid til at udfolde deres faglighed. 

Sårpleje, mundpleje, observationer og mobilisering er ikke bare noget, der kan gøres, hvis der er tid. Det har betydning for blandt andet infektioner og genindlæggelser. Alligevel venter patienter og borgere hver eneste dag på at få sygepleje, eller de må helt undvære. 

Det er ikke rimeligt. For selv om det måske ikke er den enkeltstående forsinkelse eller udeladelse, der bliver afgørende, har travlhed konsekvenser. 

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse blandt sygeplejersker ansat på medicinske afdelinger og på intensivafdelinger svarer knap halvdelen, at der indenfor det seneste år har været situationer, hvor travlhed eller underbemanding har været medvirkende årsag til, at en patients tilstand er blevet forværret. Og hele ni pct. vurderer, at det har været medvirkende til, at patienter er døde. En undersøgelse blandt yngre læger viser noget tilsvarende. 

Det samme peger både dansk og international forskning på. Lav sygeplejerskebemanding er forbundet med såvel højere dødelighed som længere indlæggelser og flere genindlæggelser. For eksempel har et dansk forskningsprojekt vist, at antallet af sygeplejersker på medicinske afdelinger har betydning for indlæggelsestiden og for hvor mange patienter, der dør indenfor 30 dage fra indlæggelsen.

Travlhed og lav bemanding har altså store konsekvenser for patientsikkerheden, men det er faktisk heller ikke rimeligt over for medarbejderne. Når man som sygeplejerske ikke har mulighed for at leve op til fagligt forsvarlig sygepleje og etik, går man hjem fra arbejde med bekymringer og dårlig samvittighed. I længden fører det til klinisk udbrændthed og stress.

Det har forskning for længst dokumenteret. Lav sygeplejerskebemanding giver både mere overtidsbetaling, mere udbrændthed, øget fravær og større personaleomsætning. Manglen på sygeplejersker kan altså i sig selv føre til, at endnu flere søger væk. 

Vi må nok erkende, at det er dér, vi er i dag. Undersøgelser blandt Dansk Sygeplejeråds medlemmer viser, at et stigende antal sygeplejersker har svært ved at se sig selv i faget. I oktober søgte ni procent af sygeplejerskerne således job udenfor branchen. Det er en fordobling siden februar i år.

Presset mærkes også i kommunerne

Rekrutteringsudfordringerne er ikke et fænomen forbeholdt hospitalerne. Det er også en udfordring i mange kommuner. Flere ældre presser også her, ligesom stigende børnetal gør det nødvendigt med flere sundhedsplejersker.  

Lige nu betyder travlheden på hospitalerne, at patienterne udskrives endnu hurtigere og sendes hjem  eller på plejehjem. Her får medarbejderne ikke bare flere opgaver, men kan også blive presset på deres faglighed. 

Borgerne er afhængige af, at det tværfaglige samarbejde mellem uddannede sosu-medarbejdere og sygeplejersker fungerer, så de kan løfte såvel komplekse sygeplejefaglige indsatser som den grundlæggende sygepleje i fællesskab. Det kræver, at der er tilstrækkeligt mange medarbejdere med de rette kompetencer. Jeg savner lidt mere bevidsthed om, hvad det betyder for den sygeplejefaglige kvalitet og patientsikkerheden, at der er sygeplejersker nok i både hjemmesygeplejen, i akutteams og i almen praksis.

På længere sigt har medarbejder- og kompetencesituationen stor betydning i forhold til de mange forventninger, der er til det nære sundhedsvæsen. Kommunerne skal løfte mange flere opgaver, hvis vi vil indfri ønskerne om, at danskerne skal kunne modtage pleje og behandling tættere på eget hjem.  

Det har vi til gode at se en central plan for. Foreløbig har regeringen afsat fire milliarder til nærhospitaler, men pengene går til mursten, ikke medarbejdere. Rammerne skal selvfølgelig være i orden, men kvaliteten af sundhedsydelserne afhænger af medarbejderne. Derfor er det afgørende, at der bliver afsat penge til, at der rent faktisk er medarbejdere til at løfte opgaverne. 

Endelig er der et stort potentiale i at bruge medarbejdernes tid fornuftigt. En analyse fra Deloitte viser, at sygeplejerskernes tidsforbrug på henvendelser til læger, for at få tilladelse til visse opgaver, udgør ca. 600 årsværk på landsplan. Den tid kan bruges bedre på borgerne. Derfor bør sygeplejersker have mulighed for selvstændigt at udføre flere af de opgaver, som de er uddannet til, og som de mange steder udfører efter delegation fra den praktiserende læge. 

Løn er en del af løsningen

Skal sundhedsvæsenet blive bedre til at fastholde og rekruttere sygeplejersker, skal der flere ting til, men løn er uomgængeligt en del af løsningen. Det er godt nok ikke alle, der bryder sig om at høre det, men det er et problem, at sygeplejerskernes løn ikke er i overensstemmelse med uddannelses niveau, ansvar og opgaver. 

Sygeplejerskernes lønefterslæb er på mindst 5.000 kr. om måneden og et resultat af et forældet kvindesyn i en 50 år gammel reform, tjenestemandsreformen. Derfor har Dansk Sygeplejeråd også presset på for en ligelønskomite, og arbejdet i komiteen er nu i gang. Jeg tror på, at det kan føre til et  gennembrud, men den akutte situation i sundhedsvæsenet betyder, at der også må gøres noget her og nu. Der er brug for, at Christiansborg finder nogle ekstraordinære midler til sundhedsvæsenet, som kan bruges til et lønløft til sygeplejerskerne.

Det betyder ikke, at løn udelukkende er et anliggende for regeringen eller noget, der kun skal ordnes i Lønstrukturkomiteen. Der kan gøres meget lokalt, og det er der heldigvis flere kommuner og regioner, der er opmærksomme på. 

Blandt andet har politikerne i Nyborg og Københavns kommuner fundet penge til at give sygeplejerskerne et ekstra tillæg. Det samme har man gjort i Region Midt og Region Hovedstaden, hvor det også lykkedes at finde penge til at give sygeplejersker tillæg til lønnen.

Fremtidens sundhedsvæsen står og falder med, at vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere, og det bør være en højt prioriteret opgave hos alle nyvalgte regions- og byrådsmedlemmer at sikre, at sundhedsvæsenet er et attraktivt sted at arbejde. 

Den positive nyhed er, at sygeplejersker er glade for deres fag. Det er altså ikke faget, sygeplejerskerne er trætte af, men arbejdsvilkårene i kombination med dårlig lønmæssig anerkendelse. Så det er her, der skal sættes ind.