Christina Høy Olrik er leder for hjemmesygeplejerskerne i Skanderborg. Hun er uddannet sygeplejerske, gift og mor til to børn.

Hun fortæller:

Det er onsdag den 4. marts.

I dag rykkede mediernes beskrivelser af virkeligheden lidt tættere på. Vores planlagte ledermøde fik nye punkter og hasteopgaver.

Hvor mange, eller rettere sagt hvor få, kan vi nøjes med at være på arbejde og hvor længe?

Der er store spørgsmål, som ingen af os har skullet svare på før. Nok har vi før været i situationer, hvor vi skulle handle hurtigt, men lige nu er vi oppe imod en ukendt fjende, og hvilke strategier er så de rette?

Vi må se, om det nu også bliver så slemt..

Onsdag den 11. marts
Vi blev indkaldt til ‘hastemøde’ på alle ledelsesniveauer. Måske er der smittede blandt os? Ingen vidste noget.

Vi er begyndt at tage de første forholdsregler, vi vasker hænder igen og igen og rykker langt væk fra hinanden og åbner vinduer.

Om eftermiddagen bliver vores børns skole lukket, fordi nogle forældre er positive med covid-19. Børnene synes jo, det er en fest. Vi måtte sige, at det ikke er ferie.

Om aftenen bipper min arbejdstelefon. ‘Ser du pressemøde?’, står der… Ja, jeg ser pressemøde! Statsministeren sender alle offentligt ansatte hjem. Det er et vildt træk. Jeg synes, hun sender et alvorligt signal, og jeg har virkelig følelse af, at der bliver talt med store bogstaver.  

Men jeg er tryg, fordi vi har taget så mange forholdsregler i kommunen, og fordi vi går med livrem og seler. Så kan vi altid skrue lidt ned for begrænsningerne hen ad vejen. Hellere det.

Torsdag den 12. marts
Alle mine møder er blevet aflyst eller ændret til Skype eller telefonmøder. Min indbakke i mailen vokser hurtigere, end jeg kan følge med.

I dag har jeg printet nye udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen og hængt dem overalt. Vi printer, printer og printer.

En af de nye forholdsregler er en påklædningsregel. Medarbejderne skal møde lidt før deres arbejdstid starter og klæde om til tøj, som kan vaskes på 60 grader. Efterfølgende skal de klæde om igen, lægge tøjet i en pose og tage det med hjem til vask.

Så jeg har indrettet omklædningsrum, og vi bruger rigtig meget tid på at informere om alle de nye tiltag. Jeg har svaret på så mange spørgsmål, det bedste jeg kan, for ingen af os kender helt svarene.

Min opgave er at oversætte hvad de udmeldinger, vi får fra sundhedsstyrelsen, KL og task forcen i vores kommune betyder for mine medarbejdere. Taske force er et nyt udvalg under den øverste kriseledelse, der består af koncerndirektører, direktionen, borgmesteren og beredskabschefen.

Fredag den 13. marts
Vi har lukket plejecentre for besøg, og så kommer der nye spørgsmål som 'når håndværkere kommer på plejecentret, skal de så spritte alt deres værktøj af’. Det er helt lavpraktiske spørgsmål, for der er ingen, som tør gøre noget forkert.

Mine medarbejdere spørger, om de må komme på arbejde, hvis de hoster. Mit svar er det samme hver gang - nej, bliv hjemme, til du har været symptomfri i 48 timer. Jeg frygter, at vi ryger i beredskab på grund af de skærpede krav til sundhedspersonalet, og ikke på grund af reelle covid-19 smittede.

Lige nu kører vi 100 pct. drift. Det vil sige, at vi laver fuldstændig det samme, som vi gjorde i januar og i marts måned og sidste år. Alt kører, som det skal.

Jeg er meget positivt overrasket over, at vi ikke er i beredskab endnu. Jeg tror, at alle restriktionerne har haft en kæmpe betydning i forhold til at bryde en masse smitteveje.

Det er godt, jeg snart har weekend. Jeg er ør i hovedet og orker ikke flere spørgsmål. Jeg er træt af alle dagens gøre- og spørgsmål, men jeg er klar, hvis det bliver nødvendigt.

Min arbejdstelefon og computer er ikke slukket denne weekend. Jeg er en smule anspændt af al det forberedelse og tjekker min telefon rigtig mange gange. Jeg tænker, det er godt, når ingen har ringet.

Det første og sidste, jeg gør, når jeg går i seng eller står op, er at tjekke, om nogen har ringet. Jeg ved jo ikke, om det er en lille bølge eller en tsunamibølge, vi står overfor.

Tirsdag den 17. marts
Vi drifter stadig 100 pct., og vi har ingen borgere eller medarbejdere med Covid-19. Heldigvis. Vi har igen i dag gennemgået hygiejneregler med medarbejderne, nu også i forhold til alle dørhåndtag, flader indendørs, gearstang og rat i bilerne, cykelstyr og cykelbatteri og nøgler, telefoner og tablets.

Selvom vi er vant til at bryde smitteveje i vores fag, skal de skærpede forholdsregler stadig gentages flere gange dagligt.

Torsdag den 19. marts
Vi holder nu faste Skype-møder i lederteamet. Vi har mange spørgsmål til chefgruppen og til task force. Det kan virke skørt at drifte 100 pct. normalt og efter bogen, når intet er normalt omkring os.

Borgerne er også nervøse, de spørger om det er sikkert at vi kommer i deres hjem. Medarbejderne spørger, om det er sikkert for dem at komme i borgerens hjem, og jeg spørger videre…

Jeg må aflyse besøg fra en medarbejder, der er på barsel. Hun skulle være kommet for at vise lillebror frem til sine kollegaer og udfylde barselspapirer. Det kan hun ikke nu.

Mandag den 23. marts
Vi har fået 'nye' kolleger i flere af vores medarbejdergrupper. Terapeuter og andre med sundhedsfaglige uddannelser, som er taget ud af deres daglige drift, kommer i intro hos os. De bliver lært op i de basale opgaver på tre til fire dages introduktion.

Hvis vi kommer i personalemangel, kan de træde til. Nogle af dem er til beredskab til de nyoprettede akutpladser i kommunen.

Tirsdag den 24. marts
Der er ro på, spørgsmålene bliver færre, og vi er ved at have fundet vores vej i de nye arbejdsgange. Mon det er stilhed før stormen?

I dag har jeg holdt ansættelsessamtaler via Skype. I ansættelsesudvalget sad vi på fire forskellige lokationer og ansøgeren derhjemme. Det gik fint, mest fordi jeg brugte dagen i går på at sikre, at de alle kunne logge ind i mit møde (det er jo nyt for os).

Jeg er træt og brugt efter sådan en dag. 

Torsdag den 26. marts
En af mine medarbejdere har sidste arbejdsdag i dag. Vi plejer at sige farvel og give en gave og et kram. Det kunne vi ikke i dag. Det var tamt og tomt.

Vi talte sammen og sagde farvel og på gensyn med to meters afstand, for vi aftalte at mødes på den anden side af covid-19.

Fredag den 27. marts
Jeg har som de andre sygeplejeledere budt ind med personale til de akutpladser, kommunen har i beredskab. Mit personale spørger til, om de skal afsted. Jeg svarer efter bedste evne, for ingen af os ved hvornår eller hvem, der kommer på de pladser.

Vi er afventende ligesom sidste weekend - og forhåbentlig bliver det ved sådan. Det føles trygt og sikkert, at vi har forberedt alt det, vi kan. 

Mandag den 30. marts
I dag har jeg holdt mange og lange Skype-møder. Vi drifter jo stadig, så selvom vi ikke kan mødes, så er de projekter, som jeg er med i, ikke sat i bero.

Det er udfordrende at undervise og gennemgå implementeringer af nye arbejdsgange på den måde. Det er svært at drifte almindeligt i en verden, der ikke er almindelig. Det er det tætteste, jeg kan komme på den følelse, jeg har.

På leder Skype-mødet har vi drøftet rengøring, sprit og værnemidler. Vi har stadig ro på med stadig ingen covid-syge medarbejdere eller borgere.

Torsdag den 2. april
I dag skulle jeg være assisterende skolelærer for mine børn på otte og 11 år. De har fundet en god rytme i den nye hverdag, så det er blevet nemmere at arbejde samtidig med, at vi har hjemmeskole.

Jeg fik et opkald fra en medarbejder, der var taget hjem fra arbejde og var på vej til podning for covid-19. Sygehuset vil ringe til hende hvis testen er positiv, ikke hvis den er negativ. Hun har ingen deadline for opringningen, blot at det bliver fredag.

Hvis den er positiv, skal hun i karantæne i 14 dage, men hvad så med arbejdspladsen?

Fredag den 3. april
Svaret på hendes test er kommet i dag. Den var heldigvis negativ. Da jeg gik i seng i aftes, var jeg godt nok spændt på, hvordan min fredag endte, og om vi nu skulle til at finde ud af, hvor hun har bevæget sig henne og hvilke huse, hun har været i.

I starten lavede man jo sådan et helt landkort over, hvor man havde været henne og hvem, man havde været sammen med, og så skulle alle de mennesker informeres og i karantæne. Det frygtede jeg lidt, at vi skulle til at gøre.

Mandag den 6. april
I weekenden fik jeg kun en enkel opringning om en borger, som blev hjemmetestet søndag.

Svaret kom mandag, testen var negativ og vi kan igen fjerne de værnemidler, der var sat frem til besøg i hjemmet.

Tirsdag den 7. april
Så har der været pressemøde igen. Danmark skal åbne ligeså stille op efter påske. Privat betyder det, at mine børn skal i skole onsdag efter påske. De er ikke helt klar på det, for de har fundet en god rytme… Jeg er så klar til det.

Jeg drifter stadig 100 pct., og det betyder, at mine dage op til påske handler om overblik over ferieregnskabet og hvem, der skal afholde restferie inden 1. maj.

Jeg frygter for påsken. Jeg tænker, om det virkelig kan passe, at vi kan gå i så lang tid uden at blive smittet? Har vi været så gode i Danmark og i Skanderborg til at få lavet en masse benarbejde, at vi er et skridt foran?

Det håber jeg, men jeg ved ikke, om jeg tør tro helt på det.

Onsdag den 8. april
Det begynder at være udfordrende, at alle unødvendige møder er aflyst og kun de vigtigste afholdes via Skype.

Vi begynder at mangle faglige drøftelser i sygeplejegruppen. Jeg må til at afholde mine vanlige faste møder via Skype.

Nu er kl. 17.00, jeg lukker ned og går på påskeferie.