I sommer gik Majbrit Berlau til sin coach. Hun havde brug for at få styrket sit panserværn mod verden, sagde hun. Hun forklarede, at hun blev for let påvirket. Ramt af ting, der ikke burde ramme hende, og hun ville have coachens hjælp til at kunne klare mere. Men coachen var ikke i tvivl: Majbrit Berlau havde ikke brug for et panserværn. Hun havde stress og brug for behandling.

Socialrådgivernes 40-årige formand benægtede. For hvordan kan man være topchef i en organisation, sin egen leder og samtidig blive syg af stress? Det hang slet ikke sammen med den fortælling, hun havde om sig selv.

Da benægtelsen efter nogle dage var skiftet ud med erkendelse, meldte hun sig efter lægens anbefaling syg. Kort efter offentliggjorde hun et Facebookopslag, hvor hun fortalte hele Danmark, at hun var blevet syg af sit arbejde. Selvom tanken om at opfinde en anden begrundelse for fraværet strejfede hende.

- Det føles som en kæmpe sårbarhed, noget filterløst, og som noget, der er ved at rive mig over indvendigt. Det virker ualmindeligt barskt at lægge det åbent frem for tusindvis af mennesker. Jeg tror ikke, at følelsen er så meget anderledes, hvis man er socialrådgiver og skal ringe og sige det til sin chef. Det må føles ligeså afmægtigt og grænseoverskridende. Man føler, at man ikke har slået til, siger hun.

Men Facebookopdateringen blev sendt ud og blev hurtigt bragt i adskillige medier.

- Til en start var jeg sådan: Ej, jeg magter ikke, at nogen skal vide det. Jeg skal bare gemme mig herhjemme i min lille hule, og det er meget privat. Men jeg kunne også godt mærke, at det ikke var rigtigt. Der er så mange af vores medlemmer, der også bliver sygemeldt, så det er en ting, vi siger højt til hinanden, siger Majbrit Berlau.

Grænseløst arbejde
Forud for sygemeldingen havde Majbrit Berlau et arbejdsliv, hun beskriver som “grænseløst”. Hun var tilgængelig på mail, telefon og sociale medier konstant, og hun holdt aldrig rigtigt fri. Hun traf vigtige beslutninger på vej fra det ene møde til det næste, og mødeforberedelse lå som regel efter kl. 22.

Allerede i starten af 2017 begynder hun at kigge frem mod sommerferien som den pause, hele hendes system hungrer efter. “Reservebatterierne er brugt op,” tænker hun, men overvejer ikke, at der kan lure en stresssygdom lige om hjørnet. Men en lang og langsom sommerferie er ikke nok. Da hun efter fire ugers ferie fjerner sin autoreply på mailen, ramler det hele. Og det er her, hun kontakter sin coach for at gøre sin hud lidt tykkere.

Omverdenens reaktioner og ikke mindst arbejdspladsens håndtering af sygemeldingen har betydet meget for Majbrit Berlau. Det vælter ind med beskeder, blomster og chokolade med ønsker om god bedring og beretninger fra andre, der har været igennem en stresssygemelding. Det hjælper.

- Jeg blev også mødt med en enorm seriøsitet af min egen organisation, som siger: Du kommer tilbage, når du er klar, og vi venter i øvrigt på dig. Det skaber en ekstrem tryghed undervejs, fortæller Majbrit Berlau.

Men det er ikke altid samme historie, hun hører fra Socialrådgiverforeningens medlemmer, der bliver sygemeldt med stress. Alt for ofte bliver folk ikke grebet godt nok. Hun hører historier om arbejdsgivere, der reagerer på en stresssygemelding med standardkommentarer som “Holder du ikke bare fri et par dage, og så er det nok taget i opløbet?” Eller: “Er der noget på hjemmefronten, vi lige skal snakke om?”

- Det er ansvarsforflygtigende, hvis det er svaret, man bliver mødt med, hvis der bliver ringet en stresssygemelding ind - og allerhelst skulle det jo opdages inden, siger Majbrit Berlau.

- Jeg har oplevet mange gange, at den stresssyge får lov til at starte op på 15 timer, så 20 timer ugen efter, så 30 timer. Og så må man vist også være klar. Når man så ryger op på 37 timer, er det jo tilbage til den samme sagsbunke, de samme strukturer og de samme mønstre, som man blev syg af, siger Majbrit Berlau, der mener, at en stresssygemelding bør få enhver arbejdsplads og enhver leder til at granske sig selv nøje og lave konkrete ændringer. Ellers bliver vedkommende - eller en kollega - hurtigt syg igen.

- Det at komme tilbage handler ikke bare om tre-fire ugers opstartsperiode, og så er alt godt. Hvis det skal være bæredygtigt, og vedkommende skal vende reelt tilbage, skal man jo lave om på de strukturer, vedkommende blev syg af. Og det er det sidste element, som jeg oplever, at for mange arbejdspladser har svært ved, siger Majbrit Berlau.

Hvis stress var en virus
Da Majbrit Berlau befandt sig “i sumpen”, som hun kalder det: Krøbet op i sofahjørnet og med smerter i krop og sind. Da føltes stressen som et meget personligt problem. Hendes problem. Men grunden til, at hun skrev åbent om sin sygemelding på Facebook, er, at stress i virkeligheden er et kollektivt samfundsproblem.

Faktisk havde hun slet ikke lyst til at deltage i dette interview, og flere mediehenvendelser er også blevet afslået. Men missionen overskygger trangen til at gemme sig i hulen.

- Hvis min historie kan bruges til at skabe en dialog om, at stress er en problematik, vi er nødt til at være mere undersøgende på og mere alvorlige omkring, så vil jeg gerne gøre det. Hvis jeg kunne rense det for alt det, der handler om mig selv, ville jeg gerne det, men jeg er klar over, at det er en del af konceptet ved at bruge sig selv. Hvis jeg kunne skabe den samme opmærksomhed ved at fortælle, at socialrådgiverne ligger i top tre i antal stresssygemeldinger, ville det have været rarere for mig. Men jeg synes, at det er vigtigt, siger hun.

Hun vil gerne skabe fokus på, at vi som samfund ikke tager stress alvorligt nok. På den enkelte arbejdsplads. Og på politisk plan.

- Hvis der var tale om en virus, der havde ramt så mange danskere, havde vi arbejdet på højtryk for at finde en vaccine til at gøre os immune. Det er lidt interessant, at vi ikke arbejder på samme måde med stress, siger Majbrit Berlau.

Hvert år sker der 30.000 hospitalsindlæggelser på grund af stress, og 430.000 danskere oplever symptomer på alvorlig stress hver dag, viser tal ifølge Stressforeningen. Samtidig forudser verdenssundhedsorganisationen WHO, at stress og depression vil blive en af de største sygdomsfaktorer i år 2020. Alligevel virker det som et problem, som politikerne ikke prioriterer på niveau med for eksempel kræft, påpeger hun.

- Arbejdsgivere skal sætte sig ind i det og anerkende alvoren i det. Hvis en medarbejder ringer ind og siger, at vedkommende har fået brystkræft, er der som regel et ret højt niveau af tolerance og forståelse på en arbejdsplads. Det samme skal vi have med stressen. For med stress er arbejdspladsen en del af problemet, men de er også en del af løsningen, siger Majbrit Berlau.

Ny struktur
Majbrit Berlau var sygemeldt i to og en halv måned, og hun vendte tilbage til arbejdet med en klar overbevisning om, at det ville kræve ændringer i arbejdslivet, hvis hun skulle undgå at blive syg igen. Både ændringer i hendes egen arbejdstilrettelæggelse, men også for hele organisationen. Tidligere traf hun som formand beslutninger op til 30 gange på en uge. Nogle gange presset ind mellem andre opgaver. I dag er der er ugentligt møde, hvor alle beslutninger træffes. Det gør beslutningerne bedre, og arbejdspresset lettes.

Hun har også fået en assistent til at holde styr på sin mail og kalender, så hun frigør tid til andre opgaver. Hun har også arbejdet med sig selv og sine egne mønstre.

- For eksempel det at være afklaret med, at det er okay, at jeg holder fri nogen gange. Jeg er blevet bedre til at lægge forberedelse i almindelig arbejdstid, sådan at al læsning af mødepapirer ikke foregår efter kl 22. Jeg er mindre på de sociale medier, som er en tidssluger, hvis man er der meget, siger hun og fortsætter:

- Før var jeg på mailen 15-20 gange om dagen. Nu går jeg derind morgen og eftermiddag. Måske en gang midt på dagen, men jeg er aldrig derinde mere end tre gange på en dag.

Bæredygtig leder
Det tog tid og mange benægtelser, før Majbrit Berlau indså, at hun var syg af stress. Det passede ikke til den fortælling, hun havde om sig selv. Topchef, arbejdshest og sin egen leder.

- Jeg er øverste chef i organisationen, så når der ikke er nogen, der pålægger mig alt det arbejde, kan jeg i hvert fald ikke blive stresset. Det var den fortælling, jeg havde om mig selv, som helt tydeligvis blev modbevist, fortæller Majbrit Berlau.

Men chefer kan også arbejde for meget. Og blive syge. Det måtte fagforeningsformanden erkende. Hendes organisation havde endda gennem en længere periode haft massivt fokus på stressforebyggelse, arbejdspres og god prioritering af medarbejdernes tid og energi.

- Alt det, jeg havde gået og prædiket, har jeg bare glemt selv. Alt det, jeg har været ude at skabe fokus på som leder i vores egen organisation og eksternt på arbejdspladser, har jeg glemt at håndhæve over for mig selv. Det er jo totalt socialrådgiver-syndrom; at have travlt med at redde hele verden, men glemme sig selv. De fleste socialrådgivere vil kunne nikke genkendende til den tilstand, siger Majbrit Berlau, der i virkeligheden havde mistet overblikket over sin egen ledelse ved ikke at fokusere nok på sig selv.

- Som god leder hører det med at være bæredygtig og holde i længden og kunne sige til og fra. En af opgaverne er jo, at man selv kan stå distancen og i øvrigt trække sig tilbage, reflektere og vurdere, om vi vi gør tingene på den gode måde. Den slags rum til overvejelse og refleksion eksisterede slet ikke i min kalender og havde ikke gjort det i lang tid, siger hun.

Da Majbrit Berlau var syg, modtog hun beskeder fra mennesker, der selv havde været i hendes sted. Nogle skrev, at hvis hun håndterede stressen med alvor, kunne hun komme klogere ud på den anden side. Noget, som var svært at forholde sig til i situationen, men som alligevel gav håb om lys forude. Og nu kan hun tilslutte sig koret: Man kan komme klogere ud på den anden side.

- Jeg synes, at jeg er blevet en bedre leder. Jeg var det også før, og det hævder folk i huset også. Men jeg får klare tilkendegivelser på, at resten af huset er glade for de forandringer jeg har indført, siger hun.