Som nyuddannet lærer fik Ulrik Wilbek tildelt skolens mest umulige 5. klasse, selvom han havde lagt billet ind på dukseklassen. De fleste i hans nye klasse kunne ikke læse, og ingen kunne stave ordentligt.

Den 24-årige Ulrik startede skoleåret ud med en peptalk, hvor han fortalte sin nye klasse, hvor slemt det stod til, og at det ville kræve hårdt arbejde at ændre på.

Derefter startede han et intensivt forløb, hvor dansktimerne blev brugt på at træne læsning og stavning. Året efter var Wilbeks klasse på niveau med resten af årgangen.

Set i bakspejlet 30 år senere er han tilfreds med, at han ikke blev lærer for de dygtige dukse. Han kan godt lide store udfordringer.

- Det har faktisk været min historik. Som håndboldtræner fik jeg også dem, de andre ikke kunne klare. Det lykkedes som regel, og det gjorde det også med den her klasse. Mange af dem, der gik i den klasse, er i dag skuespillere og direktører, siger Ulrik Wilbek.

Det var ved katederet, at Ulrik Wilbek som 20-årig lærervikar fik øje på sit eget talent og sin lyst til at lede. Han kunne mærke, at de unge lyttede, når han talte, og han opdagede, at han brændte for at stå i spidsen, vise retning og skabe følgeskab.

Ved kommunalvalget i november 2017 blev han tildelt dirigentstokken for en lidt større klasse, som han skal forsøge at vise retningen for: Viborg Kommune.

Nytårskur

Allerede inden Wilbek officielt har overtaget roret som borgmester i Viborg Kommune, har han ændret på rutinerne.

Traditionen om at invitere kommunens erhvervsliv til nytårskur med borgmesteren i januar er aflyst, og i stedet har Ulrik Wilbek inviteret alle 7.000 kommunalt ansatte til kaffe og kransekage. Og en peptalk.

- Jeg vil fortælle om mine positive forventninger til medarbejderne, men også at der er krav forstået på den måde, at når man stiller positive forventninger til folk, forventer jeg også, at de kan gøre lidt mere, end de gør i forvejen, fordi de kommer til at brænde så meget for tingene. For mig handler det om motivation, og de går forhåbentlig hjem og tænker: “Yes! Det glæder jeg mig til at komme i gang med!”

Motivation har været et gennemgående tema i Ulrik Wilbeks bøger om ledelse, i hans karriere som håndboldtræner og i sin coaching af virksomhedsledere. Han håber selvfølgelig, at Viborgs kommunalt ansatte vil sætte pris på og blive motiveret af hans nytårskur. Men mest af alt er det et signal.

- Erhvervslivet kommer hvert år, og erhvervslivet kender mig, og jeg kender dem. De kan sagtens leve med, at der er et år, de ikke behøver være der. Det er et signal til medarbejderne om, at det er dem, der er den vigtigste ressource. Det er et signal om, at jeg vil medarbejderne, så man ikke fra starten tror, at politikerne synes, at medarbejderne er til besvær, siger han. 

For mange ledere

Ifølge Ulrik Wilbek er der alt for mange dårlige ledere. Som coach har han vejledt potentielle ledere, og der er tre typer af ledere, han ofte er stødt på: Dem, der aldrig har drømt om at være ledere. Dem, som ikke er dygtige nok til at være ledere. Og dem, som ikke har lyst til at være ledere.

- Der er økonomidirektøren, som bare bliver ophøjet til chef, fordi han har styr på økonomien, men ikke interesserer sig for personalepleje. Så er der dem, der bliver spurgt, fordi der måske ikke lige er andre. Og så er der dem, der tror, at de er dygtige ledere, men hvor det viser sig, at de mangler empati eller interesse for deres medmennesker, siger Ulrik Wilbek.

Hvilken er du?

- Jeg er forhåbentlig ikke nogen af dem. Det er de tre dårlige tilfælde, hvor jeg tænker, at de aldrig skulle være ledere.

Er der for mange af dem?

- Ja, der er en del.

Også i det offentlige?

- Jeg vil sige, at der også er nogle i det offentlige.

Ledelseskommissionen mener, at der brug for flere offentlige ledere?

- Jeg forstår godt det med flere ledere, men så bliver vi nødt til at uddanne dem først. Vi bliver nødt til at forstå, at ledelse ikke bare er noget, man gør. Der er nogle enkelte, der bare kan.

Nulfejlskultur

Én af de mest udbredte myter om offentlig ledelse er ifølge Ulrik Wilbek, at der er meget bureaukrati. Han oplever ikke, at det er så slemt, som folk går og tror.

- Vi kunne begynde med at lade folk lave fejl, så vi ikke render og kontrollerer hinanden hele tiden. Det er politikernes skyld, fordi det er politikerne, der laver nye love. Hvis der sker én fejl på ét plejehjem, siger man, at det må der gøres noget ved med mere kontrol. Og så kommer der mere bureaukrati, siger Wilbek.

Stærk central styring bliver ikke Wilbeks tilgang til ledelse som øverste chef i kommunen.

- Politikere må være stærke nok til at sige, at der bliver lavet fejl. Sådan er det, og det kommer aldrig til at holde op. Det vil jeg italesætte meget, for det nytter ikke noget, at vi laver hele vores system om på grund af en enkelt fejl, siger den kommende borgmester.

Sagt om Ulrik Wilbek

Johannes Stensgaard var socialdemokratisk borgmester i Viborg fra 1998-2006, mens Ulrik Wilbek var socialudvalgsformand i 1998-2002.

”Da Ulrik Wilbek ville være socialudvalgsformand, sagde jeg til ham: “Arh Ulrik, det er første gang, du er i byrådet, og det er øretævernes holdeplads. Er du sikker på det?” Det var han. Han fik også nogle tæsk i medierne for de besparelser, som et enigt byråd gennemførte. Han fik mange flere tæsk end en hvilken som helst anden fra Viborg ville have fået, fordi han var kendt uden for kommunegrænsen.

I 2005 var han udset til at være Venstres borgmesterkandidat i Viborg. Jeg var stadig borgmester, og jeg ville gerne være det én gang til, så vi var oppe mod hinanden. Dagen før han blev udnævnt som landstræner for herrerne, stod vi oppe i håndboldhallen og snakkede. Det var ikke offentligt endnu, men Ulrik havde lige fortalt mig, at han dagen efter ville blive præsenteret som landstræner, underforstået at han ville trække sig som borgmesterkandidat. Så kommer der en journalist hen, og Ulrik siger med et stort smil: “Vi har lige lavet en aftale. Jeg skal være borgmester i Viborg, og Johannes skal være landstræner for herrerne.” Det siger lidt om, at han har humor. Det er efter min mening en helt afgørende kvalitet i mange job og ikke mindst som politiker. Det gjorde jo heller ikke noget, at det blev lidt lettere for mig at blive borgmester, men jeg tror nu nok, at jeg kunne have slået ham, haha.”

Peter Bredsdorff Larsen var fra 2005-2012 assisterende landstræner for herrelandsholdet, da Ulrik Wilbek var landstræner.

”Han har en meget optimistisk tilgang til verden, og han er forholdsvist ubekymret. Han er optimistisk på egne og andres vegne, og han har stor tillid til sine omgivelser. Optimisme er en præmis for at være toptræner, for vi skal hele tiden kunne komme hurtigt videre. Både da vi vandt EM i 2008 og i 2012, startede begge turneringer som en jammerdal med nederlag og tvivl både hos os sig og hos omgivelserne. Der kan Ulrik krediteres for at bevare optimismen. Under slutrunder var det altid et fast ritual på kampdage, at vi lige skulle have et spil whist. I ledergruppen var der enighed om, at det var bedst, hvis Ulrik vandt på kampdage, og så måtte nederlagene komme på hviledagene.”

Nikolai Milman havde Ulrik Wilbek som klasselærer i 5. - 9. klasse. Han driver i dag eget kommunikationsbureau, communicator.

”Jeg husker det ikke selv, men min mor har fortalt historien mange gange. Hun var ret nervøs, da vores tidligere lærer stoppede, og Ulrik kom ind. Hun var bange for, at han ville flygte hurtigt igen. Men på et forældremøde sagde Ulrik: “Jeg giver mit ord på, at jeg ikke forlader den her klasse, før de har fået deres afgangseksamen. Jeg skal nok stå det igennem, fordi det er nødvendigt.” Jeg tror, at han så det ligesom et hold, han skulle få til at fungere, og han var vedholdende. Vi var en lidt dysfunktionel klasse, fordi vi havde haft en lærer inden, som ikke havde formået at få styr på tropperne. Rent fagligt var vi heller ikke helt fremme i skoene. Jeg husker, at han var temperamentsfuld. Ikke på en måde, hvor man følte sig truet. Det var mere sådan: Nu skal der kraftedme være ro! Det står ikke som noget forfærdeligt. Tværtimod. Det var sgu nødvendigt. Han lagde også mange kræfter i at samle os som gruppe, og han tog stor del i det sociale og klassefesterne. Han forsøgte at give os et sammenhold ved siden af undervisningen.”

Borgmesterkæde

Når han går gennem Viborgs gader, bliver han ofte stoppet af folk, der vil hilse eller sludre. Landstrænerkarrieren har gjort ham til en vellidt kendis, men han er godt klar over, at han med borgmesterkasketten på risikerer at miste sin status som folkekær.

- Det kommer til at ske. Der vil altid være nogle, der er utilfredse med noget, selv hvis vi ansatte dobbelt så mange hjemmeplejere og skolelærere. Jeg håber, at man kan blive ved med at respektere mig, selvom jeg vil træffe beslutninger, der vil være upopulære i nogle grupper. Sådan vil det jo være, siger Ulrik Wilbek.

Fordi han allerede er en offentligt kendt person, kommer han ikke til at være lige så synlig i det offentlige rum, som andre borgmestre måske er.

- Jeg kommer ikke til at klippe så mange snore over. Nogle borgmestre gør det jo for at blive kendte i deres område. Det behøver jeg sgu ikke, siger han med et skævt smil.

Han foretrækker at blive opfattet som en uformel og pragmatisk leder.

- Jeg kommer ikke til at have den der borgmesterkæde på ret meget. Den er jeg sgu ikke lige så vild med. Jeg har altså ikke behov for at have sådan en kæde på. Eller et slips. Jeg vil hellere have, at folk har respekt for mig, fordi de har en oplevelse af, at jeg arbejder hårdt. Det er heller ikke vigtigt for mig, om dronningen kommer på besøg. Jeg er ikke så interesseret i alle de der symboler, siger Ulrik Wilbek.