Kommunen.dk
MENU

Her er den typiske kommunalpolitiker anno 2018

Vælgerne er glade for højtuddannede familiemennesker med job i det offentlige, viser en analyse af kommunalvalget fra Danmarks Statistik.

Her er den typiske kommunalpolitiker anno 2018

Vælgerne er glade for højtuddannede familiemennesker med job i det offentlige, viser en analyse af kommunalvalget fra Danmarks Statistik.
Billede

38 procent er nyvalgte, og 67 procent er mænd.

Det er for længst slået fast om de 2.432 mennesker, som i november blev valgt til de danske kommunalbestyrelser. Men hvem er de derudover? Det har Danmarks Statistik kigget nærmere på.

Et af de måske overraskende resultater er, at kommunalpolitikerne i høj grad er familiemennesker. 45 procent af de valgte lever i et parforhold med børn, hvilket kun gælder 29 procent af hele befolkningen. Til gengæld er kun 14 procent enlige uden børn, selv om 32 procent af befolkningen er det samme.

Kommunalpolitikerne adskiller sig også fra den gennemsnitlige befolkning, når det gælder uddannelsesniveau. Flere har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, mens færre kun har gennemført grundskolen, viser beregninger, kommunen.dk har lavet af tallene fra Danmarks Statistik. 

Gennemsnitsalderen var 51,4 år på valgdagen, men varierer lidt fra parti til parti.  

Landdistrikter og mindre byer er gennemgående godt repræsenteret i byrådene.

I 55 kommuner er andelen af folkevalgte, som bor i byer med under 5.000 indbyggere, større end andelen af kommunens befolkning, der bor de samme steder. Kun i 21 kommuner er de mindre samfund dårligere repræsenteret, end hvad antallet af beboere der svarer til.

Det bliver ofte diskuteret, om der er for få privatansatte og for mange offentligt ansatte i politik. Derfor er det interessant at se, at et flertal af vælgerne tilsyneladende foretrækker offentligt ansatte. I hvert fald var der flest privatansatte blandt de opstillede kandidater, men flest offentligt ansatte blandt dem, som blev valgt.

Fordelingen mellem privat og offentligt ansatte er desuden ret forskelligt fra parti til parti, som det fremgår herunder. Bemærk, at knap 19 procent af kandidaterne ikke havde oplyst deres arbejdssted, og at Alternativet og Liberal Alliance fik valgt så få, at tallene skal tages med en smule forbehold.

Ikke kun privatansatte havde forholdsmæssigt svært ved at opnå valg, det samme gælder i allerhøjeste grad pensionister og andre uden for arbejdsmarkedet. 980 pensionister stillede op, men kun 32 af dem blev valgt. Tilsvarende var der kun valg til 55 ud af 604 kandidater uden for arbejdsstyrken og 21 af 188 opstillede arbejdsløse. 

Omvendt blev 722 af 1305 opstillede topledere valgt. Selv om en pæn andel af dem formentlig har haft titlen borgmester, er det stadig en stor overrepræsentation.

I øvrigt er 99,5 procent af de valgte danske statsborgere, og 95,0 procent er af dansk oprindelse. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR