- Når man har sunget eller danset sammen, er det svært at gå ud og slås bagefter. 

Det handler ikke om  vold i nattelivet, men om tryghed i de såkaldte parallelsamfund. Sådan lød argumentet fra daværende kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), da hun for et par år tilbage besøgte Vollsmose for at se på områdets kulturindsats.

Og det har i en årrække været en kongstanke blandt politikerne i både kommunerne og på Christiansborg – kunst og kultur skaber bedre og mere engagerede samfundsborgere og bygger bro til resten af samfundet: 

- Der er rigtig meget, vi skal bryde ned, fordi vi vil ikke have parallelsamfund i Danmark. Derfor er der også ting, som vi skal bygge op. Noget af det, der er opbyggeligt, er netop kultur. Det handler om at bygge bro mellem mennesker. Både mellem de mennesker, der er i udsatte boligområder, men også imellem de udsatte boligområder og det omkringliggende samfund. Det kan kulturen, sagde Mette Bock dengang. 

Derfor har politikere afsat midler til det ene kunst og kulturprojekt efter det andet i almene og udsatte områder. Slots- og Kulturstyrelsen har de seneste fire år uddelt midler fra “Pulje til kunst og kultur i udsatte boligområder”, hvor der i alt bliver afsat 20 mio. kr. henover den fireårige periode. Også Statens Kunstfond har tidligere indgået et samarbejde med Realdania og en række kommuner og boligorganisationer om at udvikle udsatte boligområder med kunst- og kulturtiltag.  

Man kender imidlertid ikke meget til effekten af de mange kunst og kulturprojekter, lyder det fra Birgit Eriksson, professor ved Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Kultur. 

- Der er rigtig mange kulturpolitiske initiativer i det her områder. Det gælder også kunst i landdistrikter, hvor man forsøger at involvere mennesker, som man ikke ser hver dag i teatret eller på kunstmuseet. Men særligt i udsatte boligområder ved man utrolig lidt om, hvordan initiativerne virker, og hvordan beboerne selv oplever dem, fortæller Birgit Eriksson og tilføjer:

 - Det handler ikke bare om, hvorvidt det fungerer godt eller dårligt, men i det hele taget hvad kunst kan gøre derude, siger hun.

Forskellige mål og hensyn

Derfor har Birgit Eriksson i samarbejde med tre forskerkolleger fra Aalborg Universitet, SDU og IT-universitetet i København undersøgt kunst i almene og udsatte boligområder samlet i bogen Kunst i almene boligområder. Mellem udsathed, inddragelse og forandring.  

- Man har en forestilling om, at kunst kan løfte de her områder, men her har vi spurgt, hvad man egentlig forestiller sig skal løftes? Er det de fysiske områder? Er det beboerne?, siger Birgit Eriksson. 

Det er værd at reflektere over udfordringerne, som ikke nødvendigvis løses med et nyt kulturtilbud. Birgit Eriksson påpeger, at der er tale om flere former for udsathed i det berørte områder: Beboerne er udsatte i forhold til ulighed, da der er tale om lavindkomstområder. De er udsat for stigmatisering fra resten af samfundet, da der er rigtig mange fordomme og dårlige fortællinger i fx medierne og blandt politikerne. Og så er der eksterne indgreb mod ghettoomdannelser, hvor bygninger bliver revet ned. 

Hvis man vil gøre noget godt i områderne, også med kunst, må man kende og forholde sig til disse udsatheder. Der kan fx let opstå modstand mod et kunstprojekt, hvis det bliver opstillet, hvor der er blevet revet boliger ned som en del af den påtvungne omdannelse af området. 

Det er særligt tre typer af projekter, som går igen i de udsatte områder. Det ene er kunstneriske projekter, der skal bryde med den betonhårde arkitektur, der typisk præger områderne. 

- Det er kulørte, bløde former, buede stier, krøllede parkanlæg, som giver en anden æstetik. De prøver at give områderne et mere indbydende og mangfoldigt udtryk, siger Birgit Eriksson. 

Den anden type projekter er workshops med fx børn, som får kreative skills og kompetencer. 

- Det er noget, som især forældrene i områderne sætter pris på. Selvom deres børn måske ikke klarer sig allerbedst i dansk i skolen, kan det være, at de klarer sig rigtig godt i billedkunst eller musik. Det kan betyde enormt meget for deres selvværd og muligheden for at kunne udtrykke sig gennem fx rapmusik, tegninger eller installationer, siger hun.

Den tredje type er projekter, som intervenerer i områderne som sociale rum. 

- De prøver gennem forskellige former for aktiviteter og begivenheder at skabe møder og fællesskaber. De er ofte samskabte med beboerne. Men det gælder i det hele taget på tværs afde forskellige projekter, at de ofte virker bedst, hvis de inddrager beboerne og får deres signatur. For der er rigtig mange kulturelle ressourcer og kompetencer i områderne, og det er værd at huske, når vi taler om udsatte områder og borgere.

Drop faldskærmskunstnerne

I bogen gennemgår Birgit Eriksson og kollegerne en række konkrete indsatser i fire udsatte områder; Stengårdsvej i Esbjerg, Værebro Park i Gladsaxe, Gellerupparken i Aarhus og Vollsmose i Odense. Fælles for mange af projekterne er, at de kun er kortvarige, og det  børkommunerne tænke over, mener Birgit Eriksson.

- Nogle gange virker det som om, at man smider en kunstner, som ikke ved noget om området, ned med en faldskærm. Beboerne kan bare stå og grine lidt af det, når kunstneren kommer dumpende ned med en fremragende idé, som bare allerede er blevet prøvet af. 

- Hvis der er en ting, som kommunerne bør lære af det her, så er det, at man skal prøve at bygge nogle langvarige ting op i stedet for at uddele midler hver sjette måned til kunstnere, der kommer udefra. Der er også kunstnere, der bor i området, siger Birgit Eriksson. 

Hun fremhæver fx Gelleruppuljen. Her er det et krav at have et tæt samarbejde med nogen, som bor i området, for at kunstneren kan få adgang til puljen. 

- Det er vigtigt, at man har en indgang, og at man har nogen, som kender behov og interesser i området, så man ikke kommer udefra med noget, som ikke interesserer nogen, siger Birgit Eriksson.