Klimakovending fra minister giver grønt spildevand
Klimakovending fra minister giver grønt spildevand
Bæredygtig varme fra spildevand kan alligevel bruges i radiatoren i stedet for at blive hældt direkte ud i blandt andet Limfjorden.
Det står klart efter en lynhurtig kovending fra klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og Energistyrelsen.
For få uger siden betød en melding fra ministeren og Energistyrelsen, at Aalborg Forsyning var nødt til at hive bremsen på et ambitiøst varmeprojekt, der skulle give fjernvarme ved at trække energien ud af renset spildevand.
Det satte en investering på over 200 mio. kr. på hold for forsyningsselskabet.
Det mødte hård kritik fra mange sider. Inklusiv fra professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet.
- Får vi ikke løst det her problem, så får vi ikke gavn af overskudsvarmen fra spildevand og fyrer i stedet for gråspurvene.
- Jeg synes, at vi med nogle regler har skabt en løsning på et problem, der ikke findes endnu, sagde han.
Energi til kvart mio. boliger
Derfor er administrerende direktør Søren Gais Kjeldsen fra Aalborg Forsyning også mere end glad for kursskiftet fra miljømyndighederne i forhold til en varmepumpe, der nærmest stod færdig.
- Vi er rigtig glade for, at myndighederne og ministeren meget hurtigt har skiftet kurs. Ikke mindst fordi vi gerne vil udvikle det her yderligere, siger Søren Gais Kjeldsen.
Ifølge regeringen selv er der energi i det danske spildevand til at opvarme omkring 250.000 boliger i Danmark årligt på en mere bæredygtig måde.
Dermed er varme fra spildevand en del af bestræbelserne på at nå Danmarks klimamål i 2030.
Carl-Emil Larsen, direktør i Dansk Vand- og Spildevandsforening, Danva, er også lettet over ministerens kursskifte.
- At ministeren har lyttet og ændret den forkerte vurdering, kommer os alle til gode. Ellers ville man have spændt ben for meget store CO2-reduktioner og udnyttelsen af den enorme mængde og meget konstante energi, som spildevand indeholder, siger han i en kommentar.
Med ministerens nye vurdering har vandsektoren nu mulighed for at realisere regeringens målsætning i klimapartnerskabet og skubbe på den grønne omstilling for at indfri målet om at udfase fossile brændsler, siger han.
Massiv hjælp til Aalborg
Problemet opstod i oktober, da Lars Aagaard i et ministersvar sagde, at varme fra spildevand opstår i renseprocessen. Det betød, at varmen i spildevand skulle betragtes som et biprodukt og dermed underlægges prisloftet for overskudsvarme.
I Aalborg Forsyning ville det ifølge Søren Gais Kjeldsen have gjort det økonomisk umuligt at investere i varmepumpeprojekter baseret på spildevand.
- Heldigvis har ministeren nu ændret sin vurdering, og derfor kan vi nu fortsætte med vores projekter til glæde for borgerne i Aalborg, der efter planen næste år kan få varme i radiatorerne baseret på renset spildevand.
- Projektet på Renseanlæg Vest er et af de mest effektive i den grønne omstilling af Aalborg Forsyning.
- Og så vil det tilmed reducere CO2-udledningen med 21.000 ton årligt sammenlignet med den kulbaserede varmeproduktion på Nordjyllandsværket, siger Søren Gais Kjeldsen.
Sådan virker projektet i Aalborg
- Med en planlagt kapacitet på 20 megawatt fjernvarme skal anlægget i Aalborg kun bruge 6 megawatt strøm.
- Resten af energien kommer fra det rensede spildevand.
- Samlet skal det kunne levere varme til 4400 parcelhuses årlige forbrug.
- Derudover reducerer anlægget CO2-udslippet med 21.000 ton årligt i forhold til kulanlægget på Nordjyllandsværket.
Kilde: Aalborg Forsyning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.