Kommunen.dk
MENU

Kære kommuner: Sådan får I fat på os unge

Det offentlige skal op på tæerne for at tiltrække fremtidens arbejdskraft, skriver formand for Djøf Studerende, som selv har fået smag for et kommunalt job.

Kære kommuner: Sådan får I fat på os unge

Det offentlige skal op på tæerne for at tiltrække fremtidens arbejdskraft, skriver formand for Djøf Studerende, som selv har fået smag for et kommunalt job.
Job I det offentlige er mere spændende, end mange studerende tror, men i en tid med mangel på arbejdskraft skal kommunerne ikke regne med, at ledige job sælger sig selv, skriver Rasmus Pilegaard Petersen, formand for Djøf Studerende.
Job I det offentlige er mere spændende, end mange studerende tror, men i en tid med mangel på arbejdskraft skal kommunerne ikke regne med, at ledige job sælger sig selv, skriver Rasmus Pilegaard Petersen, formand for Djøf Studerende.
Foto: Signe Goldmann, Ritzau Scanpix
16. feb. 2022
Rasmus Pilegaard Petersen
RASMUS PILEGAARD PETERSEN
FORMAND FOR
DJØF STUDERENDE
Email

Lige nu er ledigheden blandt vores medlemmer i Djøf, herunder nyuddannede, den laveste i flere år, og fremskrivninger viser, at djøf'ere i stigende grad vil ende på det private arbejdsmarked. Det vil jeg heller ikke selv være afvisende overfor, når jeg bliver færdig til sommer. Det private lokker med over 5.000 kr. mere end det offentlige i gennemsnitlig startløn for nyuddannede, viser Djøfs lønstatistik. Derfor skal kommuner lægge sig ekstra i selen for at tiltrække nyuddannede og dermed sikre den nødvendige arbejdskraft til i fremtiden fortsat at kunne udvikle den offentlige sektor. 

Der oplevede jeg, at det nogle gange er lettere at få tingene til at ske i kommuner end i centraladministrationen, og man er tættere på borgerne.

Der er en særlig kvalitet ved kommunerne, som jeg vil fremhæve. Under mit studie har jeg haft fornøjelsen af at arbejde to et halvt år i KL. Der oplevede jeg, at det nogle gange er lettere at få tingene til at ske i kommuner end i centraladministrationen, og man er tættere på borgerne. Man kan bedre se, hvilken forskel man gør, i en tid hvor der ellers tales meget om bureaukrati og pseudoarbejde. For mig er det vigtigt at bidrage positivt og kunne se tydelige resultater. Det kan medvirke til, at jeg søger til en kommune. Men for at nå dertil skal man have stiftet bekendtskab med mindst én kommune og fået øjnene op for mulighederne.

Studerende skal overbevises tidligt

Derfor skal kommunerne gøre sig attraktive for de unge, allerede mens de studerer. Sektormobiliteten i Danmark er ret lav. Djøfs seneste måling viser, at kun to procent skifter job fra privat til offentligt og omvendt. Djøfs seneste studielønsundersøgelse viser også, at 85 pct. af de studerende i Region Hovedstaden oplever, at der er tilstrækkeligt med studierelevante studiejob, mens det er under halvdelen i Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland. I jagten på det gode studiejob er studerende villige til at pendle fra f.eks. Odense til København, men der er altså et potentiale for at rekruttere studerende tættere på studiestederne.

Betydningen af et relevant arbejde ved siden af studierne er afgørende for efterfølgende beskæftigelsesmuligheder, og for mange er det en integreret del af et godt studieliv. Med andre ord bliver kommunernes rolle ikke mindre i takt med udflytning af uddannelsespladser. Der skal sikres relevante studiejob i lokalområdet og investeres i den enkelte kommunes studiemiljø. Det kræver nemlig andet end bare en flot forelæsningssal, hvis man ikke vil ende med at have pendleruddannelser, hvor de studerende stadig bor og arbejder i de større byer. Det kræver et lokalområde, hvor studerende kan føle sig velkomne og  involvere sig.

Kommunerne har meget at tilbyde de nyuddannede, når det kommer til at udvikle sig, skabe resultater og få borgernært ansvar. For mit vedkommende er det i hvert fald stadig en mulighed, jeg overvejer.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR