Ja tak til samarbejde uden rød eller blå manual
Ja tak til samarbejde uden rød eller blå manual
Dette indlæg er skrevet af formand for Lokallisterne i Danmark og afgående borgmester i Guldborgsund, John Brædder, inden valget. Efter nedtur ved forrige valg havde lokallisterne faktisk en fremgang på 14 pct. på landsplan ved valget i november. Antallet af kommuner med valgte lokalliste(r) er uændret 34 mod sidst et fald på fem, og de deles om 44 lokallister, der opnåede valg, en fremgang på fire lokallister i forhold til KV17. Abonnenter på DK Nyt kan læse mere HER og HER.
Lokallister har altid eksisteret og er vel en del af det velfungerende demokrati, som vi er så privilegerede at have i Danmark. Lokallisterne optræder i mange forskellige former og kulører; ofte i skikkelse af tværpolitiske lister, som af forskellige årsager ikke kan finde sig til rette i de landsdækkende partier.
Typisk er der tale om en forsamling af ildsjæle, som vil være med til at gøre en forskel i deres lokalsamfund, men foretrækker at stå udenfor de landsdækkende partier, ofte fordi de ikke kan se sig selv i - eller indordne sig under den samlede politiske pakke, der forener et parti med retningslinjer, der bliver udstukket fra centralt hold, men måske ikke passer ind i lige netop den kommune, man selv bor i.
Ideologifri zone
Man kan synes om dette, hvad man vil. Og, indrømmet, der er fordele og ulemper ved ikke at have et landsdækkende parti i ryggen.
En af fordelene er, at man ikke skal læse i en manual, hvad man som politiker skal mene og melde ud, men selv kan udforme politikken for det sted, man bor og lever.
En anden fordel er, at man derfor kan tage det bedste fra alle partier og implementere det, der er til størst mulig gavn for sin egen kommune.
De fleste lokallister skeler ikke til rød eller blå blok, men snarere til hvor man føler sig bedst hjemme i forhold til at få etableret et godt tværgående samarbejde.
En ulempe er, at politikere fra nogle af de landsdækkende partier ofte ser skævt til lokallisterne ud fra en ide om, at lokallister stjæler stemmer fra netop deres parti. En indlysende forkert fordom, for vælgerne vandrer jo også mellem de landsdækkende partier.
Skal en lokalliste overleve i mange år, er det vigtigt, at der føres en bred politik på alle områder i den respektive kommune. Politikken skal appellere bredt til netop de borgere, der bor i dén kommune, og den må gerne være renset for ideologier.
Lokallister overalt
Lokallister kan ofte samarbejde med alle uanset trosretning, hvis retningen blot passer til den enkelte kommunes identitet. Det kan lyde som store ord, men det er vel i virkeligheden den ultimative form for demokrati, hvor man ikke på forhånd har lagt sig fast via en manual.
Når dette er sagt, skal jeg straks bekende, at jeg har stor respekt for de landsdækkende partier, som hver dag gør en kæmpe indsats på Christiansborg. En indsats, som ofte synes endnu mere utaknemmelig, end det er tilfældet ude i kommunerne.
Der findes til KV21 ca. 160 lokallister, som stiller op til valg. Nogle kommuner kan altså mønstre indtil flere lister, og lokallisterne er repræsenteret i over 80 kommuner ud af landets i alt 98, hvilket faktisk er langt flere end mange af de landsdækkende partier.
Ofte tungen på vægtskålen
Både når en liste præsenteres første gang og senere i forbindelse med en valgkamp, skal de ildsjæle, som stiller op for en lokalliste, arbejde ekstra hårdt. Der er ingen hjælp at hente fra centralt hold, for den enkelte lokalliste har jo netop ikke en organisation i ryggen, men til gengæld frihed til at forme politikken lokalt.
Foreningen Lokallisterne i Danmark er kun en interesseorganisation, hvor man udveksler erfaringer og ideer, og ikke alle lokallister er medlemmer.
Politikken skal appellere bredt til netop de borgere, der bor i dén kommune, og den må gerne være renset for ideologier.
Men erfaringer viser, at lokallisterne efter valget indgår i rigtig mange konstitueringer, og at de en del steder i landet bliver tungen på vægtskålen. De fleste lokallister skeler ikke til rød eller blå blok, men snarere til, hvor man føler sig bedst hjemme i forhold til at få etableret et godt tværgående samarbejde.
En trend, også på Christiansborg
Friheden til selv at bestemme og ikke købe hele pakken vil i de kommende år vinde endnu mere frem og nok især slå an hos den yngre generation. Den tendens kan blandt andet iagttages hos flere af de partier, der senest har samlet underskrifter for at komme i Folketinget. Også på Christiansborg opstår der jo som bekendt løbende nye partier, når politikere ikke længere oplever, at de passer ind i det, de kom fra.
Når dagen er omme, er forskellen på nye lokallister og nye landsdækkende partier næppe stor, hvis man ser bort fra den meget vigtige forskel, at lokalliste-politikere synes, det er langt vigtigere at arbejde for det lokale end for det nationale, hvilket giver rigtig god mening i et land, som har et af verdens bedst fungerende demokratier med allermest decentral selvbestemmelse
Med disse ord vil jeg ønske alle de modige politikere, som stiller op for både partier og lokallister, et rigtigt godt KV og RV 2021.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.