Flere forældre søger råd om vold på skoler
Flere forældre søger råd om vold på skoler
Den seneste tid har sager om vold og grænseoverskridende adfærd på to forskellige folkeskoler vakt opsigt. Men hos Forældrerådgivningen, hvor forældre til børn i folkeskolen kan få råd og vejledning, kender man i forvejen alt for godt til den slags sager.
Voldelige episoder og gentagne tilfælde af grænseoverskridende handlinger i skoleklasser har de seneste tre til fire år fyldt mere i telefonsamtalerne.
Det fortæller Rasmus Edelberg, landsformand i organisationen Skole og Forældre, som driver rådgivningslinjen.
- Vi har gennem de senere år haft et jævnt og relativt højt niveau af henvendelser fra forældre, der er bekymrede over grænseoverskridende eller voldelige episoder i deres børns klasser. Det er bekymrende, og det tyder på at det pædagogiske miljø i skolen er presset, siger han.
Rasmus Edelberg fortæller, at rådgivningen cirka en gang om måneden får en henvendelse fra forældre om grov, grænseoverskridende opførsel, hvor der eksempelvis kan være tale om gentagne voldelige hændelser.
Generelt er der mange forældre, der ringer ind om uro i klasseværelset. Det kan være med til at understøtte, at der er elever, der mistrives, lyder det fra landsformanden.
Markante sager i Køge og Odense
To sager om vold mellem elever på folkeskoler har den seneste tid vakt opsigt.
På Borup Skole i Køge Kommune har en gruppe bekymrede forældre råbt op om vold og seksuelle krænkelser mellem skolens elever.
Blandt andet TV 2 og sn.dk har beskrevet, at elever, der angiveligt har krænket og udsat andre elever for vold, fortsat går på skolen.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har bebudet en undersøgelse af, om der er en bredere tendens på landets skoler.
Mandag kom så en ny sag frem fra Agedrup Skole i Odense Kommune.
Her er en gruppe på over 100 forældre bekymrede for grænseoverskridende adfærd og vold mellem eleverne på skolen.
Ifølge forældrene er der tale om brug af stoffer og alkohol i skoletiden, seksuelle krænkelser og tæsk af elever.
Mere end enkeltsager
Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på VIA University College, mener, at der er et større problem i skolerne end blot nogle enkeltsager.
- Det er der flere indikationer på. Der er noget i elevfællesskaberne, der har forandret sig, og der er en stigning i lærere, der anmelder vold, siger han.
En undersøgelse blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening viste så sent som mandag, at mere end hver tredje lærer i folkeskolen er blevet udsat for vold på deres arbejdsplads det seneste år.
Ifølge Andreas Rasch-Christensen bør der i kølvandet på sagerne fra Borup og Agedrup laves undersøgelser i to spor.
En, der handler om de redskaber og sanktionsmuligheder, som skolerne har, hvorfor de ikke er blevet brugt i de konkrete tilfælde, og om der er brug for nye redskaber.
- Samtidig er der brug for en mere generel drøftelse af, hvordan vi skaber trygge, faglige, sociale fællesskaber for elever, når de er i skole.
- Altså en bred pædagogisk drøftelse om, hvad der er sket med begreber som autoritet, disciplin, regler og rammer, og om de helt forsvundet ud af den pædagogiske praksis på skolerne, siger han.
Sager om grove episoder mellem skoleelever
Siden 12. februar er det beskrevet af flere medier herunder sn.dk og TV 2, at flere elever i indskolingen på Borup Skole i Køge angiveligt har oplevet grænseoverskridende adfærd fra jævnaldrende børn på skolen.- Ifølge de to medier er der både tale om vold og i nogle tilfælde grove seksuelle krænkelser.
- Køge Kommune har oplyst at kende til tre alvorlige episoder på Borup Skole omhandlende syv til ti børn.
- En gruppe af skolens forældre har ifølge medierne klaget til undervisningsministeren over, at elever, der skulle være blevet krænket, fortsat skal gå i skole med dem, de er blevet krænket af.
- Forældrene fra Borup Skole mener ikke, at skoleledelsen og kommunen har handlet tilstrækkeligt.
- 19. februar skrev Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn, at over 100 forældre til børn på Agedrup Skole i Odense har sendt et brev til undervisningsministeren og Odense Kommune.
- Forældrene er bekymrede, fordi "uhensigtsmæssig, grænseoverskridende adfærd fylder meget i hverdagen og udfordrer undervisningen samt læringen", lyder det i brevet.
- Den uacceptable adfærd dækker ifølge forældrene over elevers trusler med kniv ned til 4. klasse, indtag af alkohol og euforiserende stoffer, krænkelser af seksuel karakter samt vold og tæsk, i anledning af at børn fylder 11 år.
- Forældrene skriver brevet, fordi de ikke oplever at blive taget alvorligt af skolens ledelse.
Kilder: sn.dk, tv2.dk, Fyens Stiftstidende, TV 2 Fyn, ritzau.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.