Andelen af offentligt forsørgede blandt ikke-vestlige indvandrere krøb for første gang i 16 år ned på 29 pct. i 2019. Generelt går det historisk godt med at få både danskere og flygtninge i job, men indvandrere fra ikke-vestlige lande er stadig markant overrepræsenterede blandt modtagere af især kontanthjælp og integrationsydelse.

Med henvisning til en undersøgelse fra Skanderborg anklager Dansk Arbejdsgiverforening ‘systemet’, herunder kommuner og jobcentre, for at demotivere nytilkomne flygtninge. I undersøgelsen fra 2012 meldte otte ud af ti nytilkomne flygtninge klar til at gøre en aktiv indsats for at blive integrerede, men efter et år mente ingen længere, at det var deres eget ansvar.

På landsplan var omkring 24.000 indvandrere i 2018 på kontanthjælp, heraf var hver fjerde erklæret jobparat, men kun 2.000 søgte aktivt efter arbejde, og kun en ud af 12 ikke-vestlige kontanthjælpsmodtagere ønskede at finde et job, viser DA's tal. Samtidig meldes der fra sprogskoler og andre integrationsindsatser om tårnhøjt sygefravær.

Hvad det helt præcis er, der kan tænkes at virke så demotiverende og belastende for helbredet, har klinisk professor i infektionsmedicin og leder af Indvandrermedicinsk Klinik Morten Sodemann flere bud på.

De bunder næsten alle i dårlig kommunikation og deraf følgende myter, misforståelser, magtesløshed og gensidig mistillid. ‘Kommunestress’ kalder han fænomenet, der er mindst lige så invaliderende som andre former for stress og forstærker symptomer og lidelser hos en i forvejen belastet befolkningsgruppe.

- De siger, kommunen opfører sig ligesom Saddam (tidligere diktator i Irak Saddam Hussein, red.), og en del er virkelig bange for deres kommunale sagsbehandler, der jo ellers uden tvivl vil alt det bedste, siger Morten Sodemann. 

- Der sker bare rigtig mange ulykkelige misforståelser, når systemet møder den her gruppe af mennesker, som har levet i angst og usikkerhed i årevis. De har kæmpet hårdt for retten til at leve og være. Nu har de endelig nået målet: Et liv i fred og frihed. Men så kommer ‘systemet’ i skikkelse af integrationsmedarbejdere, sagsbehandlere og sproglærere for at tilpasse flygtningenes identitet til det nye land. Hensigten er selvfølgelig ikke at misforstå eller undertrykke nogen, men det er sådan, det opleves, forklarer professoren.

Han bliver ofte overrasket over den massive mistillid til ‘systemet’ og de rygter, der cirkulerer i indvandrermiljøerne. For eksempel verserer der en hårdnakket historie om, at alle etniske danskere har fået en vaccine imod fugleinfluenza, som indvandrere og flygtninge aldrig har fået tilbudt.

En time kan gøre underværker
Ifølge Morten Sodemann har kommunerne ikke ‘den nødvendige båndbredde’ til at job-integrere mennesker, der måske aldrig har gået i skole eller i hvert fald aldrig før er blevet spurgt, hvad de vil være, måske har lig i lasten, som holder dem vågne om natten, og for manges vedkommende lever i en tilstand af permanent sorg over alt det, de har mistet og forladt.

Især langer han ud efter sagsbehandlernes arbejdsvilkår og kommunikationsevner. Stod det til ham, skulle alle danske sagsbehandlere på kommunikationskursus, flere tolke skulle hyres ind, og sidst, men ikke mindst skulle der sættes mere tid af til lyttende og imødekommende sagsbehandling. En time per borger kan ifølge professoren gøre underværker. Hvis der vel at mærke er tillid mellem parterne.

- Efter en time er vores erfaring, at de fleste kan komme videre med deres liv. Ikke fordi alle deres problemer er løst. Slet ikke. Men ved at lytte engageret er vi faktisk med til at skabe overblik i kaos. 

- Vi kan hjælpe med at formulere og prioritere problemerne: Hvilke problemer kan løses? Hvilke kan ikke? Hvad kan man få hjælp til, og hvordan kommer man i gang med at løse de problemer, der kræver tid? Nogle har brug for at lette hjertet for skyld og skam over ting, der er foregået under flugten eller i hjemlandet. Nogle har brug for at få øje på nye mål og mening med det liv, de har reddet, siger Morten Sodemann.

Jobkonsulenter rykker ud i Vollsmose
Hans anbefalinger er blevet hørt. Per 1. marts har Odense flyttet 24 jobrådgivere ud i Vollsmose for at møde de jobsøgende der, hvor de bor. Det sker som led i Den sidste Vollsmoseplan for bedre at kunne tilpasse indsatsen til de ledige, der bor i området, og nå målet om, at ledigheden i Vollsmose i 2028 skal være på niveau med det øvrige Odense.

- Det kommer til at tage tid og tålmodighed, men henad vejen skulle det gerne være med til at nedbryde nogle barrierer, styrke relationerne og samarbejdet mellem borger og rådgiver, så jobintegration bliver et fælles mål og en fælles succes, siger koncernchef i Odenses beskæftigelses- og socialforvaltning Susanne Kvolsgaard.

Og viser det sig så, at der er brug for noget ekstra, det kunne for eksempel være pasning af syge børn, der forhindrer mødrene i at arbejde, så må vi jo finde ud af, hvordan vi kan facilitere netværket til at træde til, siger hun.

40 mio. kr. over fire år har Odense sat af til indsatser for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Etnisk danske såvel som indvandrere og flygtninge skal guides ud i korte individuelle praktikforløb, fysioterapi, ergoterapi og rådgivning, forklarer rådmand for beskæftigelses- og socialområdet Brian Dybro (SF).

Udsigt til nicifret besparelse
- Hvis vi skal rykke folk, skal vi ud, hvor de bor, lære dem at kende og tilbyde noget mere end løntilskud og virksomhedspraktik. Vi har en gruppe af ledige, som fik lov til at sejle deres egen sø gennem 1980'erne og 1990'erne. De skal hjælpes og støttes. Der er ingen nemme løsninger, og nej, de her mennesker kan netop ikke bare tage sig sammen, siger han.

- Det kommer til at koste penge, men vi har jo set i blandt andet Silkeborg og Hjørring, at den her type indsatser virker. Og betaler sig, pointerer Brian Dybro.

Lykkes det Odense Kommune at nedbringe andelen af ikke-vestlige borgere på offentlig forsørgelse fra de nuværende 45 pct. til landsgennemsnittet på 32 pct., sparer kommunen over en kvart milliard; 254.761.950 kr. Det viser beregninger fra DA.

Et fald på bare to pct. vil frigive de 40 mio. kr., der er investeret.

Og meget tyder på, at den passiviserede arbejdskraft både kan og vil forløses.

Ni ud af ti syge var raske
I 2016 vakte Odense landsdækkende opmærksomhed, da en gennemgang af ikke-jobparate indvandrerkvinders lægeerklæringer viste, at ni ud af ti reelt var raske nok til at arbejde.

- Vi har desværre ikke systematisk fulgt, hvordan det ændrede den konkrete gruppe kvinders situation efterfølgende, men mit indtryk var da, at kvinderne var glade for at blive erklæret raske, og at de var interesserede i at komme i arbejde, siger koncernchef Susanne Kvolsgaard. 

Sygemeldingerne bundede typisk i misforståelser og systemfejl. For eksempel havde en af kvinderne fået konstateret diabetes, og lægen havde forklaret hende, at diabetes er en kronisk sygdom. Så hun gik hjemme i god tro; kronisk syge kan jo som udgangspunkt ikke arbejde, og sådan havde kommunen også vurderet hendes lægeerklæring, husker Susanne Kvolsgaard.

Kvinder er stærkt overrepræsentererede blandt ledige af ikke-vestlig oprindelse. Det er der flere grunde til. Mange har aldrig været ude på arbejdsmarkedet før, og mange er utrygge ved at få børnene passet i en daginstitution, for i oprindelseslandene er opskriften på et trygt familieliv, at manden tjener pengene, mens kvinden passer hjemmet og familien 24/7. 

Mistillid til systemet
- Traditioner fra hjemlandet får lige et ekstra svirp, når en familie skal falde til i et nyt land. Man søger sammen med sine egne og lever bag nedrullede gardiner, fordi verden udenfor er utryg og uforståelig. Men hvis myndighederne var bare lidt bedre til at forklare danske normer på modtagerens præmisser, så det giver mening for folk, ville vi kunne bryde noget af den isolation, der lige nu står i vejen for, at især kvinderne kan blive integrerede, siger Morten Sodemann.

- Mange af de her mennesker bliver syge af at være i Danmark, fordi de har brug for at blive set, hørt og forstået, før de kan komme videre. Overbebyrdede sagsbehandlere, som ikke rigtig orker at lytte, men bare vil snakke om penge og krav og paragraffer, kan skade integrationsindsatsen mere, end de gavner. Hvert brev og hver en samtale bliver en stressfaktor, for folk lærer hurtigt, at de her breve, som vi ansatte på Indvandrermedicinsk Klinik ikke engang forstår, kan have voldsomme konsekvenser for familien. Og så lukker de sig endnu mere om sig selv. 

I Vollsmose har Odense Kommune besluttet, at hver rådgiver højst bør have ansvaret for 35-40 borgere, så der bliver bedre tid til den enkelte. Det er 10-15 sager færre, end Dansk Socialrådgiverforening hidtil har anbefalet. Og der er generelt store variationer i sagsbehandlernes arbejdsvilkår kommunerne imellem, siger formand for Dansk Socialrådgiverforenings faggruppe for integration Chiara Petreni.

Ny tillid skal bygges op
- Jeg kan ikke udtale mig om vilkårene i andre kommuner, men i Jobcenter Gentofte, hvor jeg arbejder, har vi faktisk dybe samtaler med borgere fra ikke-vestlige lande. Vi sætter den tid af, det tager, vi holder længe åbent, og vi afviser ingen, siger Chiara Petreni, der selv er af italiensk oprindelse.

- Jeg er vokset op i et land, hvor kønsrollerne i min barndom mindede mere om ikke-vestlige indvandreres end danske. Danmark er et foregangsland, hvad ligestilling angår, og jeg kan tydeligt mærke, at det påvirker nogle indvandrerfamilier. De rykker sig. Men det går selvfølgelig langsomt, siger hun.

Integration tager tid og kræver tillid. I Odense melder Susanne Kvolsgaard klar til at bygge tilliden op fra grunden i et ghettoområde, hvor ’ledighed jo nok må siges at være blevet en norm for nogle’, som hun siger.

- Vi skal ud og forklare familierne i Vollsmose, at det selvfølgelig er helt ok at gå derhjemme, men hvis du vil tjene penge, skal du enten arbejde eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi skal ud og snakke om arbejdsidentitet, integration og social arv på måder, folk forstår og kan have tillid til, siger koncernchefen.