Kan et jobcenter købe en scooter, så en borger kan komme på arbejde? Og hvad med en cykel til en indvandrerkvinde, der gerne vil i praktik? 

Tja, i Varde kan man i hvert fald, efter at den nye jobcenterchef Rikke Rødekilde er trådt til. 

Efter år med job hos blandt andet KFUM’s sociale arbejde og som leder af Kvindernes Krisecenter i Esbjerg, søgte Rikke Rødekilde jobbet som jobcenterchef i Varde Kommune. Men først havde hun tænkt, at hun aldrig skulle arbejde i et jobcenter. No way. 

Hun stod uden for den kommunale verden med sine fordomme om jobcenterlivet, kiggede ind og tænkte, at det ville hun da helst være fri for. 

For en ting er, at de jobcenter-ansatte med Rikke Rødekildes egne ord kritiseres af alle omkring dem for at gøre et dårligt stykke arbejde. Der er også bare så mange regler på området, at det er svært for jobkonsulenter og rådgivere at skabe en relation til borgerne – og så er reglerne med til, at borgerne oplever medarbejderne som ‘skemafascistiske manualryttere’. Skrankepaver om man vil, siger Rikke Rødekilde:

- Vi har for eksempel lige fået kritik fra revisionen, fordi vi ikke har fået noteret godt nok, om folk skal testes for ordblindhed. For det skal vi, uanset hvem de er. Også hvis det er en akademiker eller en journalist, som jeg egentlig må formode ikke er ordblind eller har fundet en måde at takle det på. Men jeg skal død og pine spørge dem og registrere det i deres sag, siger hun. 

Netop de mange regler vil man gerne til livs i Varde Kommune. Det er en af årsagerne til, at kommunen for et år siden søgte efter en ‘værdiskabende vanebryder’. 

Det lyder frygtelig kommunalt. Hvad betyder det overhovedet? Og mente de det overhovedet? Altså sådan ægte? 

Rikke Rødekilde ringede og spurgte, før hun søgte jobbet, og fik at vide, at i opgaven lå der, at det skulle være mere ligetil for borgerne at komme på jobcentret, end det havde været tidligere. Borgerne skulle høres i højere grad, og medarbejderne skulle i højere grad væk fra skemaer og manualer.

Det kunne Rikke Rødekilde godt se sig selv i, og i slutningen af 2018 kunne hun for første gang gå ind ad dørene på jobcentret som chef. Siden er der sket en del ændringer på Frisvadvej 35 i Varde.

Mens ledige venter på at komme til at tale mere deres jobkonsulent, kan de skrive forslag til, hvad jobcentret bør prøve af for at gøre det til en bedre oplevelse for borgerne at komme på stedet. Forslagene ryger på en tørresnor. 

Foto: Ronja Pilgaard

Jobcentrets scooterudlejning
Varde er en stor kommune. Der er 60 kilometer fra Blåvandshuk Fyr i sydvest til Ølgod i kommunens nordøstlige ende. Og mens en københavner gladeligt småløber efter bussen, fordi hun ikke vil stå og vente i 10 minutter, så sprinter en vardenser, der skal hjem fra Outrup, efter bussen, fordi den går syv gange i døgnet. 

Flere borgere tager også skolebussen, fordi det er den bus, der går. Og netop det var tilfældet for en af borgerne fra jobcentret i Varde. Han havde fået en praktikplads, og da sommerferien kom og skolebussen stoppede med at køre, blev han tilbudt et job. Men uden bussen var der ingen mulighed for ham for at passe det. 

Så Rikke Rødekilde købte en scooter. Ikke til borgeren, men til jobcentret, for med så stor en kommune blev det næppe sidste gang, der var brug for hjælp til transporten. 

- Virksomheden ville gerne ansætte ham. Så hvad gør man så? Vi købte en scooter. Folk kiggede på mig, som om jeg var vanvittig. Kan et jobcenter overhovedet købe en scooter? Men står der nogen steder, at vi ikke kunne købe en scooter? Næh, siger Rikke Rødekilde. Så nu lejer borgeren scooteren for 200 kroner om måneden. 

Alligevel var der ikke just opbakning til ideen fra første færd:

- Alle sagde til mig, at inden en måned ville de være stjålet. Og en dag læste jeg i avisen, at der var en scooter, der var brændt, så jeg ringede op til ham, der havde lejet scooteren, og sagde ‘jeg håber eddermame ikke, det er vores!’, siger Rikke Rødekilde.

Det var det ikke. Og scooterne er efterspurgte. Siden indkøbet af den første scooter har jobcentret været nødt til at købe yderligere to.

Der er også blevet købt en cykel, for lever man af kontanthjælp eller integrationsydelse, så har man ikke nødvendigvis råd til at købe en cykel. Men da det var det, der skulle til for at få en integrationsborger i job, måtte jobcentret jo finde en løsning. 

- Jeg havde selv en gammel liggende derhjemme. Så den tog jeg med ud. Så fandt vi ud af, at vi kunne købe en cykel for 1000 kr. i Bilka, som så skulle samles. Så fik vi den samlet, og så har hun lånt den. 

Rigtige borgermøder
Men en ting er at hjælpe borgerne videre, når først de har landet et job og bare skal have hjælp til at fastholde det. Noget andet er overhovedet at få dem til at stille på jobcentret. Alligevel inviterede Rikke Rødekilde tilfældigt udvalgte repræsentanter for alle jobcentrets målgrupper til at komme op og fortælle, hvordan livet på jobcentret kan blive bedre. 

For hun ved godt, hvem hun mener, hun står til ansvar for. Borgerne.

- Derfor er det også noget hø, at afstanden i det offentlige er så stor. Det er borgerne, der hver dag, når de går på arbejde, er med til at finansiere, at jeg sidder her. Så når de samme borgere har problemer, så er det mit job at hjælpe dem, siger hun. 

Derfor skulle borgerne komme. 

- Hvis vi kun havde sat en annonce i avisen, så var det udelukkende de ressourcestærke og dem, der altid brokker sig over kommunen, der ville komme – for nu kan de igen komme ned og brokke sig over kommunen. Så vi sendte brev til dem i e-boks, men det kunne ikke stå alene. Vi ringede også ud til hver enkelt og fortalte, at vi havde sendt dem et brev i e-boks. Nogle skulle ringes op tyve gange, før vi fik fat i dem. Og så sagde vi ‘ vi vil helt vildt gerne, at du kommer og fortæller os, hvordan det er at mødes med os. Vi får lavet boller, og der er te og kaffe på kanden. Hvis bare du vil komme, så vi kan blive klogere på, hvordan vi kan blive bedre.

Her fandt jobcentret blandt andet ud af, at nogle borgere blev skræmte af jobcentrets låste døre.

- Det fik folk til at tænke over, om de andre mennesker, der kom på jobcentret, var farlige. Det havde vi slet ikke tænkt, for vi ville jo bare ikke have nogen ind, som var farlige, siger Rikke Rødekilde. 

Nu er døren ulåst i åbningstiden, og snart vil flere døre blive låst op. Derudover stejlede folk over de breve, jobcentret sendte ud. 

- Vi fik guld. Og det guld brugte vi på at finde ud af, hvordan vi kunne gøre det anderledes.

Det guld ville hun og de andre jobcenteransatte aldrig have fået, hvis de var fortsat i samme gænge, som de hidtil havde gået i:

- Problemet i det offentlige er tit, at vi sidder med en masse svar, som ingen har spurgt om. Vi starter med at tage ordet, selvom det jo ikke er os, der har problemet. Og så udleverer vi alle mulige brochurer, som er svar på spørgsmål, borgeren slet ikke har stillet. Hvorfor starter vi ikke med at spørge: ‘Du er ledig. Hvad gør vi?’ Borgerne er jo mindst lige så interesserede i at komme ud af jobcentersystemet igen.

Hver gang en borger kommer i job, uddannelse eller får en læreplads, ryger der en bold i akvariet. På siden har de opgjort, hvor mange der er kommet videre fra jobcentret de seneste måneder. 82 i september, 76 i oktober, 95 i november.

Foto: Ronja Pilgaard

Problemer til tørre
Ændringerne på jobcentret kan ikke kun ses ved, at man nu ikke skal bippes ind for at komme ind ad døren. Der er også sket andre fysiske ændringer. For eksempel hænger der nu en tørresnor i venteværelset til jobcentret. Her kan borgerne komme med forslag til, hvordan jobcentret kan blive bedre. 

‘Foreslå de ansatte at tage bløde sko på, så de ikke larmer så meget på gulvet,’ står der på en af sedlerne.

Linoleumsgulv er jo ikke ligefrem taknemmeligt, og man kan nemt høre hvert et skridt, jobkonsulenterne tager, når de går fra kontor til samtalerum til venteværelse.

‘Længere åben, så ægtefælle kan komme med. 4dagesuge?’ står der på en anden seddel. 

- Vi tømmer snoren nogle gange, så vi har mange flere forslag i skuffen. Og så prøver vi det bare. Det er som om, det ikke føles så farligt for de ansatte, hvis det bare er noget, vi prøver, som hvis det er noget, der er besluttet politisk, siger Rikke Rødekilde. 

Tidligere hang der også arbejdstøj på trappen op til jobkonsulenternes kontorer. Men det gav et forkert indtryk, siger Rikke Rødekilde. Som om den eneste slags arbejde, man kunne komme videre til herfra, krævede sikkerhedssko og kansasbukser. Så nu er det pillet ned. Men det er prøvet. 

Kom og råb af mig
Måske det næste, de prøver, er længere åbningstid eller bløde sko til de ansatte. Hvem ved? Der er i hvert fald flere ændringer på vej. 

- Og jeg er sikker på, at hvis du spørger de andre kommuner, så gør de også alt det her med borgerinddragelse og at møde borgeren i øjenhøjde, men jeg vil vove at påstå, at det gør de altså ikke, siger Rikke Rødekilde.

Hun har blandt andet en oplevelse af, at mange kommuner sanktionerer per automatik i stedet for at forholde sig til den enkelte borger. 

- Når folk har fået et brev i deres e-boks om, at de skal dukke op, så er det også rimeligt nok, at de bliver trukket i ydelse, hvis de ikke kommer. Men jeg tror på, at hvis folk ikke kommer, så er det som oftest med en grund. Folk er jo ikke idioter. De ved godt, at jeg sidder på pengekassen. Men hvis det er tredje gang, de ikke kommer, skal de selvfølgelig bare trækkes, siger Rikke Rødekilde.  

Til gengæld er der også altid kaffe på kanden og et lyttende øre, hvis en borger ringer og er vred. Og det gælder, hvad end der er tale om en 61-årig veluddannet borger, som er rasende over at blive spurgt, om han er ordblind, eller om der er tale om en fuld grønlænder, der er vred over at få at vide, han aldrig vil kunne blive mekaniker. 

- Jeg har ikke noget problem med at blive råbt ad, men det er bedst, når man sidder over for hinanden. Og det er et princip, vi har, at hvis nogen brokker sig, så må man komme ind dagen efter. Det er uanset, hvad jeg har i kalenderen, så må jeg få flyttet noget. 

Men selvom mange ændringer ligger bag jobcentret i Varde – og mange venter forude – kan Rikke Rødekilde og hendes ansatte endnu ikke måle deres resultater. 

- Vi kan endnu ikke se, om vi får flere i arbejde end andre jobcentre. Men jeg fornemmer, at jeg har færre vrede opkald, end jeg havde før.