For mindre end to måneder siden var der god gang i økonomien. Beskæftigelsen var høj og ledigheden lav. Men så blev vi som resten af verden ramt af Covid-19. Sundhedskrisen har store konsekvenser for økonomien, og vi ser ind i en økonomisk krise. Det er endnu for tidligt at sige, hvor hård og hvor langvarig den bliver. Men selv de mildeste scenarier gør ondt på beskæftigelsen. Den 5. maj var der 181.068 ledige svarende til en stigning på 49.464 personer siden 9. marts.

Der er blevet lukket ned for rigtig meget aktivitet i samfundet, og den aktive beskæftigelsesindsats har været delvist suspenderet. De ansatte på landets job- og ydelsescentre, hvoraf HK organiserer hovedparten, har i den periode arbejdet hjemme og gennemført samtaler telefonisk og digitalt, fulgt op på igangværende forløb og sikret, at sygemeldte og ledige - både de, der var ledige før sundhedskrisen brød ud og de titusindvis af nye ledige - har fået udbetalt deres ydelser. Flere steder har der også været åbent for fysisk fremmøde efter aftale, hvis borgerne har været i en helt særlig situation med for eksempel misbrug eller psykiske problemer. De medarbejdere skylder vi en stor tak for at holde den nødvendige aktivitet i gang under vanskelige omstændigheder.

Skru ned for fysisk fremmøde 
Nu bliver der gradvist åbnet for aktivitet igen. I takt med, at der kommer gang i økonomien, skal der også gang i den aktive beskæftigelsesindsats, så vi hurtigst muligt kan få de ledige tilbage i arbejde. Men det skal gøres på en måde, der er såvel sundhedsmæssigt som samfundsmæssigt ansvarlig. Og der skal tages højde for den arbejdspukkel, der er som følge af den delvise suspension, der nu har varet i over en måned.

Derfor foreslår vi, at der i en overgangsperiode dispenseres fra nogle af de normalt gældende proceskrav til antal og tidspunkter for samtaler samt for kravet om fysisk fremmøde. I den periode bør samtaler så vidt muligt gennemføres telefonisk eller digitalt, ligesom det har været tilfældet under den delvise suspension af beskæftigelsesindsatsen.

Uværdigt at blive genansat med tilskud 
Vi er derimod lodret uenige i, at der skal lempes på ordninger som virksomhedspraktik og løntilskud. Landets seks største kommuner har foreslået at udvide ordningen, så også dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere kan komme i virksomhedspraktik i 13 uger mod fire uger i dag. Og KL har foreslået, at det skal være muligt at komme i praktik hos seneste arbejdsgiver. Vi vil ikke være med til nogen af delene.

Ledige, der er blevet fyret under nedlukningen trods lønkompensationsordninger og diverse andre hjælpepakker, der holder hånden under private virksomheder, skal ikke i virksomhedspraktik. De skal have et ordinært arbejde. Og det skal da slet ikke være sådan, at en arbejdsgiver, der har fyret en medarbejder på grund af coronakrisen, kan få vedkommende tilbage i praktik eller løntilskud, når der kommer gang i hjulene igen. Det er uværdigt og en helt forkert støtteordning til virksomheder. Lad os for god ordens skyld slå fast, at vi ikke er imod virksomhedspraktik eller løntilskud som sådan. Vi er bare dybt uenige i, at vi skal lempe ordningerne på en måde, der er uværdig for den enkelte og fortrænger ordinære job. Vi skal smittespredningen til livs. Ikke samfundssindet. Heller ikke de private virksomheders samfundssind.

Hvis der ikke er et ordinært arbejde til de nyledige, så skal de ikke i praktik. De skal uddannes, så vi kommer klogere gennem krisen.

Risiko for sagspukler 
Derfor foreslår vi, at der investeres i opkvalificering og kompetenceløft af ledige. Kravene om, at man skal have været ledig i fem uger, før man kan begynde på jobrettet uddannelse, skal væk. Det samme skal barriererne for ledige med en kort eller mellemlang uddannelse. I tillæg til positivlisten for seks ugers jobrettet uddannelse bør der være målrettet uddannelse inden for eksempelvis digital- og grøn omstilling.

Endelig vil vi opfordre kommunerne til at sikre, at der er en god sammenhæng mellem opgaver og ressourcer i landets job- og ydelsescentre. Igennem nogle år har en række kommuner investeret i indsatsen, så der er kommet en bedre balance, hvor medarbejderne har haft færre sager. Men i det seneste års tid har en del kommuner skåret ned på området. Og nu hvor ledigheden er steget drastisk på kort tid, er der igen en ubalance, som både går ud over de hårdt prøvede medarbejdere i landets job- og ydelsescentre og borgerne, der ikke får den tid i den personlige kontakt og vejledning, som de har brug for, for at komme tilbage i arbejde.