Borgmestre står klar til at modtage ukrainske flygtninge
Borgmestre står klar til at modtage ukrainske flygtninge
Kommuner landet over forbereder sig i disse dage på at modtage flygtninge fra Ukraine, og kommuner med mange herboende ukrainere forsøger at hjælpe dem på bedste vis.
Vesthimmerland er den kommune, som har den højeste andel af ukrainske statsborgere, nemlig 1,36 pct. Her forsøger borgmester Per Bach Laursen (V) med to kasketter at finde ud af, hvad der kan gøres. Han er nemlig ikke blot borgmester, men også arbejdsgiver for flere ukrainere på den slægsgård, som han driver. Derfor kommer krigen personligt tæt på.
- Kan du forestille dig, hvordan det er at være arbejdsgiver for nogle mennesker, som har været her i flere år, og som man er kommet til at holde af, og som nu er i denne situation, spørger han, da DK Nyt snakker med ham mandag formiddag.
En af hans medarbejdere har fået et par måneders orlov for at rejse til Ukraine med sin to-årige søn og besøge bedsteforældrene, mens hendes mand fortsat arbejder på gården. Nu er det uvist, hvornår familien kan genforenes. En anden medarbejder går med overvejelser om at køre til den ukrainske grænse for at hjælpe nogle i sikkerhed.
- Jeg kan give dem frihed til at være i kontakt med deres familier. Men det er svært at gøre noget for alvor. De har to ønsker: at krigen stopper, og at få deres familier i sikkerhed. Og ingen af delene kan vi gøre, siger han.
Fra kommunens side har man gjort, som man er blevet bedt om, nemlig at undersøge, hvor man kan skaffe plads til de flygtninge, som forventes at ankomme. Desuden gør man klar til de opgaver, der dukker op.
Per Bach Laursen oplever stor lokal velvilje til at hjælpe ukrainerne.
Klar med åbne arme
Det samme oplever borgmester, Hans Østergaaard (V) i Ringkøbing-Skjern, som er kommunen med det højeste faktiske antal ukrainske statsborgere.
Han har kendskab til flere lokale, som er kørt til den polsk-ukrainske grænse for at hente nogen hjem. Desuden får kommunen jævnligt mails fra lokale, som gerne vil give en hjælpende hånd.
I morgen tidlig mødes kommunens krisestab for at drøfte situationen og finde ud af, hvad man kan gøre.
- Indtil videre gør vi, hvad vi kan for at vise sympati med de medborgere, som er voldsomt hårdt ramt af det her. Vi forventer, at der vil komme en del ukrainere hertil, fordi vi har mange i forvejen, og vi står med åbne arme og vil gerne hjælpe, siger borgmesteren til DK Nyt.
Han forventer i første omgang, at mange vil blive indlogeret privat hos ukrainere eller deres arbejdsgivere.
Ukrainerne arbejder langtfra kun i landbruget, understreger han, men også i industri, håndværk og mange forskellige andre steder. Mange er familier, men en del er også par, som har ladet børnene blive hjemme i Ukraine og blive passet af bedsteforældrene, mens forældrene arbejder i Danmark.
Kommunens skoler og børnehaver er meget obs på de børn, som er her allerede nu.
- Det er noget af det, vi skal drøfte på vores møde i morgen, hvordan vi håndterer det. Vi prøver at have et vågent øje på dem, der lider nød, om nogen får behov for at tale med en psykolog eller hvad ved jeg, siger Hans Østergaard.
Taskforce i gang i Varde
Varde har oprettet en taskforce, som fra middag i dag blandt andet skal tage sig af disse opgaver:
- Skabe overblik over henvendelser fra borgere, der ønsker at bidrage med indsamlinger af forskellig art.
Koordinering af interne indsatser i kommunen - herunder sociale indsatser i relation til de herboende ukrainske familier og deres børns skolegang og institutionsliv. - Skabe overblik over indkomne tilbud fra borgere, der kan huse ukrainske flygtninge.
- Udarbejde liste til de danske udlændingemyndigheder, der har bedt kommunerne om samlet at komme med forslag til, hvor der kan huses op mod 20.000 ukrainere.
- Samle og sikre viden om kommunale og lokale indsatser for dem, der berøres af situationen i Ukraine.
"Vi oplever en stor velvilje overalt i vores kommune til at tage sig af de borgere, der i disse dage gennemgår en svær tid. Det kan være svært at vide, hvordan den enkelte borger kan hjælpes bedst muligt. I den situation er der både brug for gode lokale initiativer og et koordinerende overblik i kommunen," skriver borgmester Mads Sørensen (V), viceborgmester Søren Laulund (S), Steen Holm Iversen (K) og gruppeformand Peter Nielsen (V) i en fælles udtalelse efter et møde søndag.
Flest ukrainere bor i Vestdanmark
1. januar i år boede 13.715 ukrainske statsborgere i Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik. Lidt flere kvinder end mænd - 6.868 mod 6.847. Knap 3.000 af ukrainerne er under 15 år.
Flest ukrainere bor i Vestdanmark, som det fremgår af kortet herunder. De ti kommuner med flest ukrainske statsborgere er:
- Ringkøbing-Skjern 693
- Viborg 684
- København 644
- Herning 508
- Vesthimmerland 494
- Varde 416
- Tønder 404
- Vejen 389
- Skive 372
- Ikast-Brande 357
Sættes antallet af ukrainere i forhold til kommunens indbyggertal, er andelen størst i Vesthimmerland - se kortet herunder. Top ti ser sådan ud - tal i promille:
- Vesthimmerland 13,6
- Ringkøbing-Skjern 12,3
- Tønder 11,0
- Lemvig 10,6
- Morsø 9,7
- Rebild 9,5
- Vejen 9,1
- Ikast-Brande 8,5
- Varde 8,4
- Skive 8,3
Antallet af ukrainere i Danmark er mere end fordoblet de seneste ti år - fra 6.259 i første kvartal 2012 til de 13.715 i år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.