Sådan slutter budskabet fra formanden for KL’s børne- og undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S), på bagkant af en ny folkeskoleaftale og en økonomiaftale, som giver en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til den almene velfærd i kommunerne. 

Thomas Gyldal Petersen starter ellers med at slå fast, at vi har en god folkeskole, hvor flertallet trives og bliver klædt godt på til de videre skridt mod voksenlivet. 

Men det er svært for ikke at sige umuligt at tale om folkeskolen uden hurtigt at rette blikket mod de mange udfordringer, som tynger den. 

Børn, der mistrives. Sociale medier, der udfordrer de traditionelle fællesskaber. Inklusion og specialiserede indsatser, der udhuler normalområdet. Børn, der chikanerer både voksne og andre elever. 

Thomas Gyldal Petersen håber, at man med de to politiske aftaler nu kan rette kursen op. 

- Vi har i KL omtalt økonomiaftalen som et afgørende sporskifte for vores velfærd. Det gælder også for folkeskolen, hvor aftalen betoner, at folkeskolen er folkets skole, og at den er vigtig at investere i som samfundsinstitution, siger han. 

Mens økonomiaftalen har givet luft i kommunernes økonomi og bedre mulighed for at håndtere udgifterne til det specialiserede område, har folkeskoleaftalen givet større frihed. 

Det betyder dog ikke, at træerne i skolegården vokser op i himlen. 

- Man skal huske, at presset på folkeskolen har været under opbygning de sidste 10-15 år. Det løser man ikke med én økonomiaftale eller én folkeskoleaftale. Der er tale om en god aftale, men den skal stadig foldes ud i nogle løsninger, som giver os en endnu bedre skole for pengene, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Fanget i forandring

Udfordringerne er lette at få øje på. Det samme kan man ikke sige om løsningerne. Udfordringerne hænger tæt sammen med andre samfundsproblemer. 

Elefanten i økonomien har længe været inklusion, hvor skolerne ligesom kommunerne generelt har været nødsaget til at skære i almenområdet for at finansiere de voksende udgifter til det specialiserede område. 

De udgør i dag 26,6 pct. af de samlede folkeskoleudgifter, og hvis udviklingen fortsætter, vil andelen stige til 32,2 pct., viste en Momentum-analyse fra november sidste år. 

Hver fjerde krone går altså i dag til de 6,5 pct. af eleverne, der modtager såkaldt segregeret specialundervisning.  Samme analyse viser, at det er blot 14,6 pct. af de elever, der modtager specialundervisning, som gennemfører en ungdomsuddannelse efterfølgende. 

En anden udfordring, som særligt på det seneste har optaget Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen (S), er de sociale medier. Tidligere har børne- og undervisnings-minister Mattias Tesfaye (S) kaldt til åben kamp mod skærmene og har afsat mere end 500 mio. kr. i den nye folkeskoleaftale til fysiske bøger: 

- Pak mobilerne væk. Spær adgang til hjemmesider med spil, streaming og TikTok. Læg computeren ned i tasken, hvis ikke den skal bruges. Skolen skal ikke være en forlængelse af teenageværelset. Tag klasselokalet tilbage, lød det fra Mattias Tesfaye, da ministeriet lancerede 12 skærmanbefalinger til skolerne. 

Derudover kan man høre fra mange folkeskolelærer, at elevernes forældre fylder mere  med dertilhørende konflikter. 

Thomas Gyldal Petersen har da også set, hvordan de store udviklinger i samfundet udfordrer folkeskolen. 

- Som med alt andet i samfundet sker forandringer meget hurtigere end tidligere, og omfanget af forandringerne er større end tidligere, siger han.

Og når forandringerne rusker i både elever og forældre, stiller det store krav til folkeskolen og de ansatte. 

- Det er min oplevelse, at vores medarbejdere i folkeskolen skal kunne meget mere end tidligere. Ikke bare i forhold til undervisning i klasseværelset, men også i forhold til fx samarbejdet med en forældrekreds, der er blevet meget mere mangfoldig, og hvor der er et stærkere fokus på individet. 

Moralsk stress blandt de voksne

Sidste år viste en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og Danmarks Lærerforening, at næsten hver femte lærer i folkeskolen, 19 pct., ikke har en læreruddannelse. I flere kommuner er omkring hver tredje lærer ikke læreruddannet. I 2012 var landsgennemsnittet knap 10 pct.

Det skyldes dog ikke en mangel på læreruddannede. En ny undersøgelse fra AE viser, at mange nyuddannede folkeskolelærer forlader folkeskolen – også hurtigere end tidligere. 

Hver femte uddannede folkeskolelærer fra 2018 har ifølge analysen forladt folkeskolen inden for de første tre år. I København gælder der 31,8 pct. af lærerne. På landsplan har hver fjerde nyuddannet lærer forladt folkeskolen efter fem år. 

- Der kan være mange gode grunde til at skifte job. Vi har jo ophævet stavnsbåndet, og det synes jeg, vi skal holde fast i, så hvis vi gerne vil have dygtige, dedikerede og uddannede lærere i vores folkeskoler, er vi nødt til at gøre arbejdet attraktivt, siger Nana Vaaben, docent ved Københavns Professionshøjskole.  

Kun seks ud af ti af de læreruddannede arbejder i folkeskolen. Resten arbejder andre steder, primært i fri- og privatskoler.

Nana Vaaben peger på, at medarbejderflugten fra folkeskolen i høj grad kan forklares med fænomenet moralsk stress. 

- Rigtig mange lærere føler sig magtesløse uden tilstrækkelige ressourcer til at gøre den forskel for eleverne, som rigtig mange ønsker, siger Nana Vaaben. 

I dag mistrives flere børn end tidligere. Den seneste trivselsmåling fra folkeskolen viser, at andelen af elever med lav trivsel er steget fra 12,5 pct. i skoleåret 2022/23 til 18,9 pct. i 2023/24. Udover stor betydning for eleverne har det også konsekvenser for forældre og lærere. 

- I en typisk klasse er måske et par stykker udadreagerende og stikker af, nogle er måske lidt angste, og nogle mistrives generelt. De har hver især brug for noget særligt, men lærerne har kun to øjne og to hænder og kan kun rette deres opmærksomhed mod ét sted ad gangen. Lærerne må vælge, hvilke børn de vil svigte, siger Nana Vaaben. 

Det er med til at skabe moralsk stress og kronisk dårlig samvittighed hos lærerne, tilføjer hun.

- De situationer gør ondt og kan få lærerne til at overveje, om de kan holde til jobbet. 

Cepos præsenterede for nylig en analyse af lærernes sygefravær i folkeskolen. På landsplan havde folkeskolelærerne et gennemsnitligt sygefravær på 13,2 dage i 2023 mod 10,5 dage ti år tidligere. Sorø og Frederikssund ligger højest med 17-18 sygedage.

En protest mod besparelser

Nana Vaaben påpeger ligeledes, at folkeskolen er fanget i strukturelle udfordringer, som gør det meget svært at forebygge problemer med fx mistrivsel og at få ressourcerne til at strække. 

- Normalområdet bliver mere og mere udhulet for at finansiere specialområdet, og det bliver en ond spiral, for vi er nødt til at forsøge at forebygge problemerne. Det bliver dyrt i en periode, men det bliver for dyrt at lade være. 

Her er det ikke blot lærernes ressourcer, som er spredt for tyndt ud, og som ender i moralsk stress. Det gælder også skolelederne, som kan være tvunget til umulige valg. 

- Lige nu er mange skoleledere nødt til at vælge, om de vil overholde loven, overskride budgettet eller udhule normalområdet. Og hvis de vælger det sidste, er det netop, at man skubber på udviklingen, hvor normalområdet bliver mere og mere udsultet, siger Nana Vaaben. 

I midten af maj udsendte 24 skolebestyrelser i Odense Kommune en fælles pressemeddelelse, hvori man afviste at godkende budgettet: 

”Som bestyrelser kan vi ikke længere tage ansvar for, at skolerne drives med så mangelfuld en økonomi,” lød det. 

Borgmestre, rådmænd og formændene for de lokale lærerforeninger i København, Aarhus og Odense har ligeledes råbt op i et fælles debatindlæg i Politiken, hvor de advarede om, at “folkeskolens fremtid er på spil”:

“Vi har i årevis vendt hver en krone og fundet besparelser. Der er ganske enkelt ikke mere at kommer efter.” 

Nana Vaaben glæder sig over, at man lokalt nu siger fra overfor de mange års nedskæringer, og hun håber, at politikerne er klar til at investere i folkeskolen af hensyn til både børn og voksne. 

- Hvis et barn mistrives, og de voksne rundt omkring barnet ikke kan hjælpe, så mistrives de også. Det har kæmpe konsekvenser for eleverne, deres forældre og alle de professionelle, der har at gøre med de børn.

En skole for folket

Noget i Danmark er i forandring, lød det i en kronik fra Mattias Tesfaye i Politiken i sidste måned. 

Fællesskaberne forsvinder, polarisering skaber kløfter i samfundet, og tilliden til hinanden og samfundet eroderer. 

Og det er her, at folkeskolen har endnu en central rolle at spille; ikke bare som en “skole for folket”, men også som “en skole der skaber folket”, skriver ministeren. 

“Det er nødvendigt at flyve lidt op i helikopteren og huske folkeskolens centrale rolle i samfundet og dens mulighed for at bygge bro over de sprækker, der ellers risikerer at udvikle sig til kløfter i samfundet… Det er derfor, jeg ønsker en styrkelse af folkeskolen.”

Thomas Gyldal Petersen håber, at man nu kan skabe en ny fortælling om folkeskolen og ændre retningen i samfunds-udviklingen. 

- Man kan spørge sig selv, i hvor høj grad bevægelser i samfundet er et resultat af politik. Tingene hænger sammen. De politiske beslutninger kan forandre både struktur og adfærd, siger han. 

- Lige nu hænger vi fast i en nederlagsfortælling om en folkeskole, som er udfordret og på den forkerte vej. Vi løser ikke det hele med én eller to politiske aftaler, men hvis du spørger mig, står vi et markant bedre sted i dag, end vi gjorde for et år siden. Ikke fordi verden har ændret sig fundamentalt, men fordi vi har en fælles forståelse for, hvilken retning folkeskolen skal have.