Efter flere års fortløbende politisk sammenbrud blev der sidste weekend tilføjet endnu en nuance for Stevns-borgmester Mogens Haugaard Nielsen, da han meldte sig ud af Venstre for at blive løsgænger. En meget usædvanlig situation for en borgmester, men i den praktiske politiske virkelighed på Stevns kun netop en nuanceforskel i forhold til den stadig højere grad af isolation, Mogens Haugaard Nielsen har måttet se sig selv i.

Den udløsende faktor var vælgerforeningens generalforsamling ugen forinden, hvor et overbevisende flertal stemte for et nyt opstillingsmøde med henblik på at finde en ny spidskandidat. Den slags er det ikke hverdagskost for en siddende borgmester at skulle finde sig i, og da slet ikke to gange, for tilbage i august måtte Mogens Haugaard Nielsen igennem et lignende forløb, som endte med, at han slog modkandidaten med blot syv stemmer.

En udmærket illustration af, hvor splittet Venstre var. Allerede dengang lod udviklingen i Venstre og i Stevns Byråd sig i det hele taget bedst sammenligne med et trafikuheld i slowmotion, hvor tilskuerne tydeligt kan se, hvad der er på vej til at ske, men ikke har mulighed for at forhindre det.

Fælles front

Allerede inden det opstillingsmøde, hvor Mogens Haugaard Nielsen overlevede det første attak mod ham, var der forsvundet to mandater fra det konstitueringsflertal på 12 mandater ud af 19, som gjorde ham til borgmester efter KV13. Det var De Radikale, der havde fået nok og minimerede borgmesterflertallet til 10-9.

Efter et slet håndteret budgetforløb gik Dansk Folkepartis to byrådsmedlemmer samme vej og forvandlede flertallet til et 8-11-mindretal, og derefter skete der, jævnfør sammenligningen med færdselsuheldet, det uundgåelige, at det, der indtil da havde været oppositionen, konstituerede sig som ny flertalsgruppe og bare for en ordens skyld fratog borgmesterpartiet en af dets udvalgsformandsposter.

Når alle – fra Enhedslisten over Socialdemokratiet og De Radikale til en løsgænger (eks-V) og Dansk Folkeparti – kan blive enige om at danne fælles front mod en borgmester i denne valgperiode, hvor store er chancerne så for, at nogle af dem på valgnatten efter KV17 pludselig synes, at de gerne vil have ham som borgmester i fire år mere? Svaret giver sig selv, og netop den overvejelse var den begrundelse, der blev fremført med mest vægt for at retfærdiggøre endnu et forsøg på at skaffe sig af med borgmesteren som spidskandidat.

I anden omgang lykkedes det allerede inden det nye opstillingsmøde. Tirsdag 28. februar mødes vælgerforeningens medlemmer på ny for at afgøre, hvem de vil sætte i spidsen for et forsøg på at generobre borgmesterposten og - ikke at forglemme - få samling på partiet igen. Ikke en mindre vigtig eller mindre vanskelig opgave.

Ny spidskandidat

Splittelsen i Venstre på Stevns rækker helt tilbage til før KV13, hvor en personstrid mellem Mogens Haugaard Nielsen og den daværende modkandidat til spidskandidaturet blev grundlagt. Blot et år inde i valgperioden var det umuligt at lægge låg over uoverensstemmelserne, og vælgerforeningens bestyrelse havde gennem hele 2015 den interne ballade som selvstændigt dagsordenspunkt på næsten alle bestyrelsesmøder.

Undervejs havde man endda indforskrevet støtte fra Venstres landsorganisation, men lige lidt hjalp det, og to byrådsmedlemmer forlod Venstre - den ene frivilligt, den anden ikke. Den tilsyneladende ydre årsag til bruddet var uenighed om fredning eller ej af Stevns Klint, efter den var blevet udnævnt til UNESCO Verdensarv, men hvis ikke det havde været dét, ville det utvivlsomt være blevet noget andet.

For Venstre på Stevns er Mogens Haugaard Nielsen nu ikke længere et internt problem, skønt situationen langtfra er problemfri. Først og fremmest skal der hurtigt findes en spidskandidat, som alle kan samles om, i stedet for, at det bliver afsæt for en ny personstrid mellem vinderen og taberen. Og skønt borgmesteren ikke internt er et problem for Venstre, så udgør han stadig en uberegnelig faktor for sit gamle parti, når han på et tidspunkt beslutter, om han vil danne sin egen liste til KV17 eller vælger at stille op for et andet parti i konkurrence med sine tidligere partifæller.