Velfærden er under pres. Kompleksiteten af borgernes problemer stiger, og samtidig bliver handlerummet i kommunernes budgetter mere snævert. Sådan blev en debat om udsatte borgere og velfærdspresset indledt på Folkemødet, hvor blandt andet kommunaldirektør i Vejle, Niels Nybye Ågesen fortalte om kommende besparelser i kommunerne.  

Aktuelt ser kommunerne ind i ‘the perfect storm’, spår han.

- De besparelser som, vi står overfor, er noget af det sværeste, som jeg har set. Jeg er ikke tvivl om, at det er, kommer til at ske i første runde bliver nogen spareprojekter, som ingen kan lide, og som ingen kan forsvare. Ikke engang os selv.

Han mener, at udsigterne til spareplanerne kan blive noget af det værste, fordi det rammer de fire store velfærdsområder på én gang. 

- Der er massivt pres i alle kommuner. Jeg tror vi virkelig rammer ind ’the perfect storm'. Jeg tror simpelthen, når alle velfærdsområder på én gang presser på, så bliver det dyrt og vanskeligt. Men jeg kan håbe på, at når det netop rammer alle kommuner, at vi som samfund kunne evne at tage en generel debat om presset, siger han.

For højtfart og for mange kasser

Debatten om presset på velfærden og konsekvenserne for de mest udsatte borgere var arrangeret af KFUM. Her deltog Niels Nybye Ågesen, kommunalordfører Birgitte Vind (S), Lars Thidemann Jensen, Vicedirektør i Blå Kors og Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening i debatten.

Blandt emnerne var både frisættelse, sparetider og mere samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet. 

Birgitte Vind lagde for med at sige, at samfundet i for lang tid har kørt med for meget fart på. Og det har gået ud over den individuelle sagsbehandling i kommunerne.

- Det samfund vi har haft i mange år har været et samfund med fart på og ikke så meget plads til individuel sagsbehandling. Vi bliver nødt til at gentænke, så vi kommer fri af kasserne og får mere plads til nærvær, sagde hun. 

Hun forklarede, at frisættelsen er en svær, men nødvendig øvelse. For vi kommer ikke udenom, at det offentlige ikke kan alt selv. Det offentlige skal træde ud af siloerne og samarbejde mere med fonde og civilsamfundet, og det kræver tid og frisættelse, mener hun.

- Når vi snakker om frisættelse, så skal der også ske noget i kommunerne. De skal turde sætte sig på hænderne og lade fagligheden slippe fri. Der er brug for vi løser det her pres på velfærden. 

Lars Thidemann Jensen, Vicegeneralsekretær i Blå Kors mener også, at det offentlige bør samarbejde mere med civilsamfundet. Det kræver dog, at både det offentlige, ngo’er og civilsamfundet går sammen og giver noget ansvar fra sig.

- Alle parter skal give sig lidt. Kommunen skal måske afgive lidt magt til os, der sidder med menneskene, og vi skal ikke bare stå ved siden af og råbe op. Det kræver, at vi mødes. 

Lars Thidemann Jensen var dog mere skeptisk over for om frisættelsen egentlig slår igennem eller er tomme paroler. 

- Schlüter talte også om frisættelse i 80’erne. Sagen er, at det ikke er sket endnu. Men jeg vil glæde mig til, at det sker, siger han. 

At spare sig fattig

Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening mener også, at der er meget at hente i samarbejdet med civilsamfundet. Men udgangspunktet for at skrue op for samskabelsen er ikke god.

- Når vi har så kompleks en offentlig sektor, som i dag, så er det sværere at lave samarbejdet. Det offentlige burde jo være det simple system, og så kunne ngo-verden være den myriade af indsatser fra flere sektorer til forskellige mennesker, siger hun. 

- Hvis vi skal lykkes bedre med at arbejde sammen – så kræver det også, at offentlige har luft og tid til at gribe knoglen til værestedet for at hjælpe en bestemt borger.

Signe Færch kom med en afsluttende kommentar om, at debattørerne jo på det overordnede plan er enige. Fagligheden skal få plads, og der skal mere samarbejde med civilsamfundet til. Men der hvor det brænder på, er økonomi og strukturer i velfærdssystemet. Og konsekvenserne af de fremtidige spareplaner bekymrer hende.

- Jeg har fornemmelse af, at vi er i gang med at spare os fattige. Vi ender med at spare på det forebyggende arbejde, og når vi også sparer på det opfølgende arbejde, så kan vi heller ikke se, om vi bruger pengene rigtigt. 

Har vi mod til at genskabe processen?

Niels Nybye Ågesen mener, at spareprocesser ofte har en indbygget logik, der lægger op til kortsigtede beslutninger. Det håber han, at vi som samfund kan tage et opgør med, hvis vi skal lette presset på velfærden.

- Logikken i spareplaner er, at den som regel skal være hurtig, fordi problemet opstår hurtigt. Det foregår under iagttagelse af borgere, pårørende, brugere, medier og udefrakommende politikere. Jo tættere på man kommer problemstillingen, jo tættere kommer man på nogle mennesker, der skal løse problemet og ikke kan give det videre til nogen andre. Og de sidder i en prekær situation.

At den samme proces kan gentage sig år for år betyder, at man bliver ved med at løse problemerne på samme måde.

- Det giver måske en vis form for manglende fantasi i processen. Man kommer med samme spareforslag som sidste år. Der er ikke plads til den samskabelse med den logik, der er lige nu. Men det kunne også være sådan, at vi blev enige om at skabe rum til en anden proces. Men det ville kræve mod til en helt usædvanlig åben dialog, siger han.

 - Jeg tror man kan sige, at velfærdsområderne er rigtig svære at snakke spareprocesser omkring, fordi de tit har en tendens til at blive meget individualiserede og lynhurtigt til at handle om enkeltpersoner og om nogle meget vanskelige og åbenlyst ulykkelige enkeltsituationer. Vi er nødt til at ændre nogle præmisser for at få nogle ordentlige velfærdsdebatter