Kommunen.dk
MENU

Tønders borgmester: ”Jeg er ikke bare en hardcore Venstre-politiker”

Tønders borgmester vil helst være på god fod med alle og frygter dæmonisering i verden. Selv finder han roen på de åbne vidder sammen med hunden, der er opkaldt efter Villy Søvndal. Kom med bagom Henrik Frandsen (V), der helst går på restaurant ved sit eget køkkenbord.

Tønders borgmester: ”Jeg er ikke bare en hardcore Venstre-politiker”

Tønders borgmester vil helst være på god fod med alle og frygter dæmonisering i verden. Selv finder han roen på de åbne vidder sammen med hunden, der er opkaldt efter Villy Søvndal. Kom med bagom Henrik Frandsen (V), der helst går på restaurant ved sit eget køkkenbord.
Henrik Frandsen med vovsen Villy på yndlingsruten i Skærbæk. “Herude kan man have tankerne helt for sig selv og højst møde et rådyr. Dét er afstressning, der virker. Foto: Jane Ohlsen
Henrik Frandsen med vovsen Villy på yndlingsruten i Skærbæk. “Herude kan man have tankerne helt for sig selv og højst møde et rådyr. Dét er afstressning, der virker.” Foto: Jane Ohlsen

Hvad er din største politiske ambition for 2017?

Det er at kunne holde sammen på tropperne og bevare den gode tone, vi har i Tønder Kommune, når valgåret 2017 er omme. Jo nærmere vi kommer den 21. november, jo længere ude på stolene vil folk sidde. Og føler man sig presset, kan der nemmere komme et eller andet ud mellem sidebenene, som man ikke skulle have sagt, og det vil jeg meget gerne undgå.

Hvor var du i dit liv som 25-årig?

Da var jeg nyetableret landmand på min egen gård. Fuld af gåpåmod og optimisme. Jeg brugte al min tid på landbruget og på mine nyfødte tvillinger.

Hvis du ikke var blevet politiker, så var du blevet ...?

Så havde jeg fortsat været fuldtidslandmand. Jeg er født på et landbrug; jeg har to brødre, der også er landmænd, og en søster, der har været ansat i Landbrugsrådet. Jeg har aldrig haft andet på radaren, før jeg blev viceformand i Landbrug & Fødevarer og derefter kom ind i kommunalpolitik.

Hvad ligger der altid på dit natbord?

Ha ha, det er meget kedeligt. Der ligger en iPhone til opladning, og så står der en clockradio. Ingen bøger. Jeg tror ikke, at jeg har læst en bog, siden jeg gik i gymnasiet – pligtlæsning altså; formodentlig ‘Det Forsømte Forår’ eller ‘The Graduate’. Jeg savner ikke skønlitteratur. Jeg har mine aviser.

Hvad er det sidste, du gør, inden du går i seng?

Jeg går en tur. Og da vi bor på landet, så foregår det enten i buldermørke eller i måneskin sammen med min hund, Villy, en sort labrador. Han er opkaldt efter Villy Søvndal, som var på toppen, da vi fik ham. Han løber frit på vores lange markvej ned til skoven, og jeg får klaret hovedet og sover rigtig godt bagefter.

Hvilken politikers hjerte, hjerne og holdning beundrer du?

Poul Schlüter. Det var jo mod alle odds, at han blev valgt som formand i det dengang nedbrudte konservative parti. Han blev sammenlignet med en glat og poleret sæbesælger, en overgangsperson, som man ikke havde den store tiltro til. Men i et tæt parløb med Henning Christophersen blev han jo spydspids for en hel ny politik, nye reformer, og fik vendt den afgrundsdybe stemning i samfundet til optimisme. Han skabte stabilitet og dybdegående reformer, som vi jo bygger videre på i dag. Det var flot!

Hvilken person eller begivenhed har haft størst betydning for dit liv?

Mine forældre – ingen tvivl om det. De har givet mig et godt menneskesyn og samfundssind. I min barndom ansatte vi de svage, de mindre heldige, dem, der måtte have gebis som 13-årige, i landbruget. Alle blev inkluderet, og jeg er glad for, at jeg fik lov til at opleve det. I dag skiller man de udfordrede fra; behandler dem rigtig pænt dér, hvor man placerer dem – men er det en fordel for dem og for os andre? At vi ikke møder hinanden? Jeg vælger at tro på inklusion i folkeskolen – den er svær, men den skal lykkes. Den vil lykkes! Med flere og de rette ressourcer.

Hvad er dit yndlingsmotto?

Mist ikke troen på dig selv!

Er du god til at balancere mellem arbejdsliv og privatliv?

Nej, men jeg er heller ikke sikker på, at jeg stræber efter det.

Hvad ville du gerne være fri for i dit arbejde?

Ikke noget. Jeg er god til at prioritere og tager generelt det sure med det søde. Uden det sure kunne jeg nemt bare blive én, der står og klipper røde snore over.

Hvad inspirerer dig?

Folk, der oplever en gevaldig personlig nedtur og lykkes med at rejse sig igen.

Hvad kan gøre dig bange?

Dæmonisering og protektionisme. Det er en tendens i tiden, der bekymrer mig rigtig meget. Rusland og Vesten dæmoniserer hinanden. Vi har en ny amerikansk præsident, der taler for protektionisme, England forlader EU, stramninger i både Tyskland og Frankrig … Vi ved ikke, hvor det her ender, vel? Når tingene kommer ud af kontrol, som vi så det med både 1. og 2. Verdenskrig; ingen havde troet, at man kunne være så dum at smadre Europa. Det gør mig bange.

Passer mottoet: Bag enhver succesfuld mand (kvinde) står en stærk kvinde (mand) - på dig?

Det passer ethundredekommanulprocent, ja! Jeg vil vove at påstå, at jeg ikke kunne være borgmester, hvis ikke jeg var så godt gift, som jeg er.

Hvad er dit bedste kurtiseringstip?

Nærvær. Uden at sidde lårene af hinanden.

Når jeg ser et dansegulv, så ... Færdiggør sætningen.

Så glæder jeg mig til at danse og gerne til musik fra 60’erne og 70’erne. Creedence Clearwater for eksempel. Når jeg bare skal lytte til musik, så har jeg Michael Falch, Jacob Dinesen eller Folkeklubben i ørerne.

Hvilken film har du sidst set?

Margaret Thatcher med Meryl Streep. Dén ville jeg se. Historien om en købmandsdatter fra en lille flække, som ingen tror på ... Igen: Jeg er dybt af fascineret af, hvad ét menneske kan sætte i værk og være i stand til.

Hvad ved dine bysbørn ikke om dig?

Jeg opfatter mig selv som lidt for dovent anlagt ... men det ville de ikke tro på!

Hvilket eftermæle vil du gerne have?

At han var en god borgmester, der favnede alle, og ikke bare en hardcore Venstre-politiker.

Tønder

Seks gode og en øjebæ

Din yndlingsrestaurant?

Mit køkkenbord hjemme i Skærbæk.

Din yndlingsudsigt?

Udsigten fra diget ved Vadehavet.

Det mest romantiske sted i byen?

Sparekassebroen over Vidåen.

Hvilken butik vil du ikke undvære?

’Det gamle Apotek’, der sælger julepynt året rundt.

Hvad er byens bedste kulturtilbud?

Tønder Festival.

Hvad vil du gerne have, at din by skal være kendt for?

Musik. Kultur. Natur.

Byens største øjebæ?

Uh, det vil jeg ikke sige, så vil der være mindst én, der ikke bryder sig om mig?! ... Så må det blive de forfaldne huse, vi har ude på landet.

Blå bog

Henrik Frandsen

  • 56 år.
  • V-borgmester i Tønder siden 2016.
  • Gift med Jette.
  • De har tre voksne børn, hvoraf de to er tvillinger.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR