Kommunen.dk
MENU

Stressbehandling - der skal ske noget, men hvad?

Blot 10 ud af 30 kommuner har målrettede tilbud om stressbehandling. Der ledes efter tilbud, der kan siges at virke.

Stressbehandling - der skal ske noget, men hvad?

Blot 10 ud af 30 kommuner har målrettede tilbud om stressbehandling. Der ledes efter tilbud, der kan siges at virke.

Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen havde fra Hovedscenen på Folkemødet fået sit længste bifald, da hun satte fokus på, at mange unge er ramt af stress, depression eller angst, og inviterede folk til at dele bekymringer og erfaringer med unge, der er ramlet ind i problemer ved partiets stand.

Debatten senere på dagen i DK Mediers telt om netop stressbehandling kom på sin egen måde til at afspejle, at der er stort behov for at dele bekymringer og erfaringer, mens der fra mange sider efterlyses klare linjer og evidensbaserede undersøgelser: Hvad virker?

Lone Overby Fjorback, leder ved Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet, talte for, at det faktisk er muligt at hindre, at en stresstilstand udvikler til sig til angst og depression, og pegede på værdien af gruppeforløb, der blandt andet rummer mindfulness-teknikker, og har gode resultater.

Malene Friis Andersen, forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, advarede mod at individualisere stress-problemerne for meget, og talte ikke mindst for, at det er nødvendigt også at se på bivirkninger af diverse stress-behandlinger. Også de såkaldt ikke-intenderede.

Nødvendigt at differentiere

Hun talte samtidig for, at det fremover bliver nødvendigt i højere grad at differentiere stress-behandling, fordi stress er så forskelligt, om den for eksempel stammer fra økonomiske problemer, er arbejdsrelateret eller stammer fra familielivet. Vibeke Koushede, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, advokerede stærkt for, at 'vi ikke kan være bekendt', hvordan så mange børn og unge i dag viser stress-symptomer. Og at alt for mange bukker under.

Fra et ivrigt publikum kom der blandt andet en beretning fra en kommunal sagsbehandler, der ofte oplever læger, der nøjes med at ordinere stressramte 'fred og ro' - uden tilsagn om støtte eller behandling.

Og det blev på sin vis en beskrivelse af et stress-behandingsmarked, hvor blot 10 ud af 30 kommuner i en undersøgelse kunne sige, de havde målrettede tilbud på området. Og hvor der stadig ledes efter tilbud, der kan  siges at virke.

- Vi asfalterer, mens vi kører, som Vibeke Koushede udtrykte det.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR