Den måde, som kriser ledes og administreres på i Danmark, er blevet grundlæggende forandret af coronakrisen. Vi er gået fra et system, der gav stor autonomi til fagpersoner, til et system med en stærk politisk styring. Hvor beredskabet hidtidig var fokuseret på at få enkelte sektorer til at fungere i en krisesituation, er udgangspunktet nu, at alle sektorer skal arbejde sammen på at løse en krise. Det kræver en forberedelse og en koordination, der ikke var behov for i et system, hvor læger tog sig af sundhedskriser og bankfolk af finanskriser.

Alt dette er baseret på opfattelsen af, at det ikke handler om at forberede sig på noget, der måske sker, men at forberede sig på, at krisen er uundgåelig. Når man forventer, at krisen kommer, så giver det mere mening at betale et forskud på krisehåndtering i form af en permanent krisestyrelse, opbygning af lagre og de udgifter, der i øvrigt hører krisehåndteringen til. Fordelen ved de tre beredskabsprincipper var, at de gav den billigste krisestyring, som man kunne tænke sig. På grund af sektorprincippet var der meget få udgifter til central planlægning og stabe.

Lighedsprincippet betød, at kriseopgaver ikke var særskilte opgaver og derfor ikke krævede, at man ansatte nogen til at løse dem. Nærhedsprincippet betød, at man altid kunne skubbe ansvar og udgifter så langt ud i det offentlige system, at der reelt ikke var nogen til at løse den. Fordelen ved, at krisens udfordringer blev løst af dem, som kendte området, er stor, men ifølge regeringen var den ikke stor nok til, at man var beredt på at løse en krise som coronakrisen.

Krisens embedsfolk

Det ville ligne dansk forvaltning dårligt, hvis man forlod beredskabsprincipperne fra den ene dag til den anden. Der vil være en klar interesse i at opretholde en forpligtelse til at kunne håndtere kriser i alle sektorer og på alle niveauer. Men coronakrisen har skabt en ny formel for krisestyring.

Andre sektorer vil forvente, at der er en statslige ledelse og koordinering, hvis krisen rammer deres område, på samme måde, som regeringen koordinerede coronakrisen. Den forventning vil stimulere opbygningen af en national krisestab. En sådan stab skal udarbejde beredskabsplaner, øve deres praktiske gennemførelse, sikre, at der er de nødvendige ressour- cer til at gennemføre krisestyringen, og en mængde andre ting, som kræver mange ressourcer. Jo større det apparat bliver, jo større vil behovet være for at klæde statsministeren og regeringen på til at lede det. Ikke alene må ministre og topembedsmænd deltage i beredskabsøvelser, så de forstår at bruge krisestyrings- redskaberne; de har også behov for rådgivere og em- bedsmænd, som selv kender systemet og kan hjælpe dem med at navigere i det. Og det kræver langt mere end det mødelokale i Statsministeriet, hvor sikkerhedsudvalget i dag mødes.

I dag er der få embedsmænd, som gør karriere på at kunne håndtere kriser, men i fremtiden vil krise-kraterne have deres eget karrierespor. En stabsfunktion, der giver en erfaring med at planlægge og koordinere, samtidig med at man har tæt kontakt til de øverste politiske lag, er et godt udgangspunkt for en videre karriere.

"Krisesamfundet"
Forfatter: Mikkel Vedby Rasmussen
udkom på Informations Forlag 9. februar i år.
124 sider.