- Spørgsmålet er ikke, om vi skal have et overvågningssamfund. For det har vi allerede. Spørgsmålet er, om vi bruger de enorme mængder af data, der rutinemæssigt indsamles om borgere og vælgere, bevidst og ordentligt.

- Det spørgsmål er der til gengæld hårdt brug for en vedvarende debat om, siger Danmarks første professor mso i overvågning, Peter Lauritsen fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. 

Masser af fordele

Lige nu er han bogaktuel med det hurtigtlæste debatindspark “Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund?”, som udkom på Informations Forlag i december.

Og selvom han flittigt refererer til “1984”, George Orwells overvågningsdystopi fra 1949, forbinder han ikke selv overvågning med sindelagskontrol og undertrykkelse. Ikke automatisk i hvert fald. 

- Jeg kommer nogle gange til at sige, at overvågning ligefrem kan være en god ting. Jeg tror da fx, de færreste af os vil undvære vores sundhedsjournal med alle de overvågningsdata, den indeholder, siger han og minder om, at overvågningskameraer kan vise sig afgørende for opklaring af en forbrydelse.

- Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg forsvarer en totalitær og begrænsende overvågning som den, Orwell beskriver. Hvis vi bruger overvågning ugennemtænkt, kan både formål og etik hurtigt skride, advarer Peter Lauritsen. 

Politikere skal tænke mere selv

“Function creep” kaldes det, når teknologi og data uden videre bliver brugt til stadig flere forskellige formål. Han peger i den forbindelse på, at det for eksempel kan gå ud over tilliden og trygheden, hvis de kameraer, der er sat op for at forebygge kriminalitet, bliver brugt til at kontrollere, om borgerne sorterer deres affald korrekt.

- Vi bringer os selv og samfundets sammenhængskraft i fare, hvis vi passivt lader overvågningen få sit eget liv, siger professoren.

Det gælder ikke mindst fortolkningen af de data, der indsamles.

- Hvis sundhedsmyndighedernes data viser, at flere af anden etnisk herkomst bliver smittet med corona, betyder det jo ikke, at virusset foretrækker mennesker med en bestemt hudfarve eller etnicitet eller at disse mennesker er ligeglade med smitte, forklarer han. 

- Der skal politikerne tænke selv, inden de handler på data. Og de skal være opmærksomme på, at tallene i sig selv kan føre til splittelse, og mistillid, der vil gøre det sværere at holde pandemien i skak, siger Peter Lauritsen.

- Før i tiden tog politikerne ud for at møde borgerne og vurdere, hvad der var behov for. I dag har vi på godt og ondt et databaseret overvågningssamfund, hvor politikere identificerer borgernes behov og problemer gennem data, påpeger han. 

Vigtigt, hvad data IKKE viser

Professoren opfordrer derfor politikere til at stille flere kritiske og nysgerrige spørgsmål:

Analyserende: Er der stillet skarpt på det mest relevante og er de indsamlede data retvisende? Hvad viser tallene ikke?
Konsekvensberegnende: Hvilke følgevirkninger kan brugen af disse data tænkes at få på kort og langt sigt? 
Og evaluerende: Fungerede brugen af de anvendte overvågningsdata som forventet? Kan vi lære noget til en anden gang?

At leve i et samfund fyldt med data sætter politikerne på en dannelsesopgave, erkender Peter Lauritsen. Etiske grænser skal kridtes tydeligere op, og det skal tydeligt fremgå, hvad overvågningsdata IKKE viser.

- Tal og billeder er jo ikke neutrale sandheder. De er små bidder af virkelighed. Måske foregår det vigtigste lige ved siden af det lille felt, linsen er rettet imod, siger Peter Lauritsen.

- Og algoritmer er altså ikke orakler. De kan ikke engang finde ud af at sende mig annoncer, der stemmer overens med mine interesser og behov. I et dataovervågningssamfund skal vi huske at tænke selv. Og det kan kun gå for langsomt, siger han.