Ofte mødes nye overvågningstiltag med et skuldertræk og en overbærende attitude. For hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte. At bruge dette argument som undskyldning for ikke at engagere sig i overvågningsdiskussioner er imidlertid ikke holdbart. For hvad vil det sige ikke at have noget at skjule? De fleste er sikkert ligeglade med, at Facebook ved, at vi er meget interesserede i katte eller antikke ure. Men er vi også ligeglade med, at naboen flyver med nano-droner i vores stue? Synes vi, det er i orden, at firmaer forsøger at bruge overvågningsdata til at manipulere vores politiske overbevisning? Eller hvad med stævnemødet med naboen – er det ikke en hemmelighed, vi har lov til at bevare? Hvad vi betragter som privat og hemmeligt, varierer fra person til person, men vi har alle sammen noget, som vi ikke ønsker, at andre skal have adgang til.

Et andet problem ved udsagnet om, at “jeg har ikke noget at skjule og derfor ikke noget at frygte”, er, at det udtrykker et ret egoistisk og usolidarisk perspektiv. For selvom overvågningen ikke har mærkbare konsekvenser for mig, så kan den udmærket have det for andre. Når kommuner for eksempel opfordrer til, at man holder øje med borgere, der modtager sociale ydelser, går det ikke ud over alle os, der har vores på det tørre. Det er ikke os, der skal leve med mistænkeliggørelsen og risikoen for anonyme anmeldelser. På samme måde er det de hjemløse, som bliver forvist fra et bestemt område, efter at vagterne har fanget dem på kameraer. Eller det er kvinderne i et udsat bo-ligområde, som bliver skældt ud for ikke at bære tørklæde, efter at videoovervågningen har afsløret dem for bebyggelsens patriarker. Selv om vi ikke selv tilhører sådanne grupper, kunne lidt nysgerrighed og solidaritet måske være på sin plads. Ligesom vi har det på andre områder.

Overvågningen vil ramme nogle grupper hårdere end andre. Men i en vis forstand rammer den alle. Når myndigheder og organisationer danner digitale dobbeltgængere, sikrer det i mange situationer effektivitet, kvalitet og målrettet service. Men dobbeltgængeren bliver også brugt til at vurdere, hvad der er relevant for netop os. Hvilke rettigheder vi har, hvilke services vi skal tilbydes, hvilke reklamer vi skal se, og hvilke nyheder vi præsenteres for. På den måde har de informationer, der indsamles om os, konsekvenser for, hvordan vi oplever verden. Det betyder igen, at overvågning ikke bare er noget, der rammer os, men som er med til at forme os. Hvis man vil bruge et fornemt ord, kan man sige, at overvågning er blevet en del af dannelsen. Og da overvågningen i stigende grad udføres for eksempel af techgiganter med avancerede algoritmer, er det klart, at en væsentlig diskussion trænger sig på: Er det hensigtsmæssigt, at dannelsen udliciteres til firmaer, hvis formål er at tjene penge til aktionærerne? Og hvad sker der, når overvågningen automatiseres og udføres af algoritmer, hvis indhold og implikationer vi ikke kender?

På den baggrund er det første skridt mod et bedre overvågningssamfund, at vi ikke er ligeglade. Vi kan være uenige og strides, og vi vil have forskellige grænser. Men vi kan ikke melde os ud af debatten med den begrundelse, at overvågningen ikke vedrører os.

"Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund?"
Forfatter: Peter Lauritsen
Udkom på Informations Forlag 15. december 2020
68 sider