Ny aftale letter adgangen til ladestandere i hele landet
Ny aftale letter adgangen til ladestandere i hele landet
Efter flere års stilstand drøner salget af elbiler nu i vejret. En af forhindringerne ved at have en elbil er ofte at finde en ladestander - og at være kunde det rigtige sted, så man kan tanke strøm fra den pågældende stander og betale uden besvær - og for mange kommuner har mangel på ladestandere i det offentlige rum udgjort et voksende problem.
Men det bliver i fremtiden langt mere enkelt. En spritny aftale mellem alle store aktører i branchen vil gøre det markant lettere at oplade sin elbil i det offentlige rum. Uden køer, hvad enten man er i byerne, på landet eller langs motorvejsnettet.
Det bebuder Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.
- Vi ved, at det er afgørende for valget om at købe en elbil, at det skal være let. Denne aftale gør det lettere. Den sikrer meget mere ladeinfrastruktur i hele landet, og forbrugerne kan nemt oplade ved alle ladestandere uanset kundeforhold, siger hun.
Barrierer fjernes
Aftalen mellem ni operatører dækker 95 procent af lademarkedet herhjemme og er åben for, at flere operatører går med.
Den støttes af FDM, bilejernes interesseorganisation for over 250.000 husstande, siger chefkonsulent Ilyas Dogru.
- Det er glædeligt, at branchen nu fjerner barrierer og gør det nemmere at være elbilist med mange flere ladestandere og nem og åben adgang til ladenetværket, siger Ilyas Dogru.
Så lang tid tager det at oplade en elbil
Forskellige typer opladere med udgangspunkt i en elbil med et batteri på 100 kWh og en rækkevidde på 500-600 km, afhængig af kørslen:
LYNLADER, 150 kW:
30 minutter giver et 80 procent opladet batteri – typisk ved motorvejen. Ofte kan man nøjes med at oplade til 150 km Det tager 10 minutter.
HURTIGLADER, 50 kW:
1,5 time giver et 80 procent opladet batteri – typisk ved indkøbscentre eller andre steder, hvor man parkerer 1-2 timer.
NORMALLADER, 11 kW:
9 timer giver et 100 procent opladet batteri – typisk hjemme eller på arbejdspladsen.
Lynladere og hurtigladere lader op til 80 procent af batteriet - derefter reduceres effekten. Derfor angives her kun tiden til 80 procents opladning.
Man lader yderst sjældent sit batteri fuldt op på en lynlader eller hurtiglader. Normalt oplader man blot nok til, at man kan komme hjem til husstanden eller hen, hvor man parkerer i længere tid, eksempelvis om natten.
Kilde: Dansk Elbil Alliance
Der er cirka 4.000 ladestandere i Danmark, og der forventes inden nytår at være opsat i alt 5500. Med i aftalen er operatørerne Aura Energi, Clever, Eon, EVBox, Flexcharge, Ionity, Sargo, Spirii og Zapp Mobility. Desuden eksperter fra DTU, Danmarks Tekniske Universitet.
Kreditbetaling ved ad hoc-opladning
Branchen har som ambition, at der i 2025 er opsat 23.000 ladere.
1.000 af dem bliver lynladere, 2.000 hurtigladere og 20.000 normalladere. 100 af lynladerne målrettes områder uden mange elbiler, det vil sige uden for de store byer og ikke langs motorveje.
- Vi forpligter hinanden på, at der er ladestandere nok i forhold til udviklingen i antallet af elbiler. Og man skal altid kunne betale for ad hoc-opladning med kreditkort gennem en app, siger Lærke Flader.
Der bliver brug for et godt samarbejde med staten (Vejdirektoratet) og kommunerne for at nå målet om en femdobling af den nuværende ladeinfrastruktur i 2025, så flere end 500.000 elbiler kan serviceres, tilføjer branchechefen.
Alle ni operatører tilmelder sig samme it-platform. Dermed kan man se andre firmaers ladestandere i et bestemt område på sin egen operatørs app. Og betalingen bliver nemmere end i dag.
Norge får baghjul
- Man skal ikke til at sætte sig ind i et kæmpestort marked. Vi får flere ladestandere, det bliver mere enkelt, og der bliver mere konkurrence, opsummerer Lærke Flader.
Ladestrukturen skal være på forkant med efterspørgslen, understreger hun. Så når regeringens ambition hedder 1 million grønne biler i 2030, skal ladenettet i realiteten være klar til at håndtere 1,5 millioner elbiler samme år.
Med ambitionen om 23.000 ladepunkter i 2025 får Danmark et stærkere ladenetværk, end vores nordiske nabo har i dag, og med langt bedre dækning i yderområderne.
Hele øvelsen vil koste op mod fire milliarder kroner frem mod 2030, og branchen forventer bidrag fra diverse statslige puljer. Norge, der ofte fremhæves som foregangsland for elbiler, har godt 16.000 offentlige ladestandere til omkring 500.000 elbiler og plug-in-hybridbiler.
Men nordmændene vil få baghjul med den danske aftale, lader Lærke Flader forstå.
- Med ambitionen om 23.000 ladepunkter i 2025 får Danmark et stærkere ladenetværk, end vores nordiske nabo har i dag, og med langt bedre dækning i yderområderne, siger hun.
Hos Spirii, Danmarks tredjestørste ladeoperatør, ser man frem til samarbejdet, siger Torben Fog, driftsdirektør og medejer af firmaet.
- Vi kæmper for åbenhed, brugervenlighed og rimelige priser uden unødvendige bindinger af kunderne. Og vi er glade for at hjælpe den grønne omstilling på vej, siger Torben Fog.
Elbiler og ladestandere i Danmark
- Der var i Danmark 61.600 elbiler og opladningshybrider ved udgangen af 2020. Godt halvdelen er rene elbiler.
- Den samlede danske flåde af personbiler er cirka 2,4 millioner. Dermed udgør elbiler og hybridbiler omkring 2,5 procent.
- Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en plan om en million elbiler i 2030.
- Danmark har i dag cirka 4000 ladestandere til elbiler. Inden udgangen af 2021 forventes der at være 5500.
- Branchen har netop indgået en aftale med en ambition om, at der er opsat 23.000 ladestandere i 2025.
- 1000 af dem bliver lynladere, hvoraf 100 placeres i områder uden for store byer og ikke ved motorveje. Hertil kommer 2000 hurtigladere og 20.000 normalladere.
- Bag aftalen står ni operatører: Aura Energi, Clever, Eon, EVBox, Flexcharge, Ionity, Sargo, Spirii og Zapp Mobility samt eksperter fra DTU.
Kilde: Dansk Elbil Alliance
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.