Kommunalvalget står for døren, og ved folketingsvalget i 2019 fik børnene deres egen selvudråbte statsminister. Mon nogle af dem ved dette kommunalvalg også kan få en børne(venlig) borgmester og kommunalbestyrelse, som kan sikre bedre forhold for dem i deres skole, daginstitution og i familiens hverdag?

Også på det kommunale område har børns hverdag og vilkår i børneinstitutioner og på skoler fyldt en del i de forgangne fire år. Krav om bedre forhold for de yngste børn og deres familier har fået forældre på gaden. På skoleområdet har forældre, som oplever, at deres børn ikke trives under de aktuelle forhold, trukket børnene ud af skolen og søgt mindre forhold. Eller de er slet og ret begyndt at undervise børnene selv, når de oplever, at pædagoger og lærere er så pressede af opgaver og krav, og det går ud over børnene. Forældre er som bekendt også vælgere, så børns forhold må fylde en del her i forbindelse med kommunalvalget.

Men er borgmesterkædens placering og kommunalbestyrelsens nye sammensætning nok til, at der kommer bedre vilkår i vores børneinstitutioner? Næppe.

Bedre forhold for børn og unge kræver et decideret perspektivskifte, hvor man bliver enige om at se det værdifulde i at kigge mindre på det individuelle barn og mere på børnelivets betingelser og de sammenhænge, som børn indgår i. Ydermere kræver det, at man påtager sig et tydeligt politisk ansvar for kvaliteten af vuggestuer, børnehaver og skoler. Og nej, det handler ikke først og fremmest om, hvad pædagoger og lærere skal lave med børnene. Det handler om, at der skal være nok (uddannede) voksne omkring børnene, og de fysiske rammer skal være gode. Det handler i al sin enkelhed om at indrette samfundet på måder, der opleves som meningsfulde for både børn, deres familier og de velfærdsprofessionelle. Det kræver med andre ord at stille skarpt på samfundet snarere end på individet.  

For 100 år siden var børnene også problemet

Dansk børnepolitik har på den ene side et tungt samfundssigte. Det, som man vil med børnene, hænger sammen med, hvad man vil med samfundet i øvrigt. På den anden side har dansk børnepolitik en tendens til at gå meget tæt på det enkelte barn. Det vil sige; løsningen på samfundets udfordringer søges i barnet. Med den første børnepolitik i Danmark havde man et ønske om at højne befolkningens moralske kvalitet. Tegn på kvalitet var i den sammenhæng arbejdsomhed og god opførsel, og derfor var dovenskab og dårlig opførsel naturligvis det, man ønskede at slå ned på. I 1893 nedsatte daværende regering "Kommissionen angaaende statstilsyn med børneopdragelsen". Kommissionens arbejde lå til grund for den senere politik, der med "Lov om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer" (1905) satte skærpet fokus på de uopdragne unger. Manglede et barn arbejdsomhed eller vurderedes barnet ikke at opføre sig godt nok, trådte samfundsinstitutioner som iagttagelseshjem, børnehjem og opdragelsesanstalter til. Barnet søgtes tilpasset.

Man var optaget af, at børn, der havde forkert opførsel, kunne ”smitte” andre børn, og derfor mente man, at det var hensigtsmæssigt at fokusere på netop de uopdragne:

”Børn, som ere saa sædeligt fordærvede, at deres Optagelse i Almueskolen vilde medføre Fare for uheldig Paavirkning af de andre Børn, anbringes saa vidt muligt i en Opdragelsesanstalt” (Børneloven. Lov nr. 72 af 14. april 1905 om behandling af forbryderske og forsømte børn og unge personer. §12 stk 1.)

I lovgivningen skelnede man mellem de vanskelige (problemet bor i barnet) og de uskyldige (problemet bor i familien) børn, og der var en institutionsform, der mentes at passe til det enkelte barns behov. Med denne første individfokuserede børnefamiliepolitik fik det almindelige børne- og familieliv ikke nævneværdig opmærksomhed. I en tid hvor man havde stor respekt for familien (hvis den vel at mærke fungerede som en god familie), og en tid hvor politik i høj grad adresserede det, man ikke ønskede, var der grund til at have interesse for de børn, der ikke blev betragtet som ”gode nok”. Når man fra politisk hold adresserede børns opdragelse, var det i de sammenhænge, hvor opdragelsen mentes at være mangelfuld. Set i et lidt større perspektiv stod datidens børnepolitik i relation til den økonomiske politik, hvor man i 1800-tallet havde forbudt de fattigste at stifte familie, og med befolkningshygiejniske love som ægteskabsforbud og tvangssterilisering i 1920erne og 1930erne.

Set i bakspejlet førte datidens individfokuserede børnepolitik rigtigt meget skidt med sig. For det første var de individfokuserede vurderingskriterier dengang, som de i øvrigt også er i dag, svære at arbejde med. Hvornår er et barn egentlig dovent? For det andet voksede en del børn nu op i institutioner, der angiveligt ikke var meget bedre end det familieliv, de kom fra. Datidens børnepolitik bør nære vores eftertænksomhed også i dag. Opsporing, indsats, vurdering af hvad der mon kan skabe vanskeligheder engang ude i fremtiden, samt intentionen om at gøre det rigtige med børnene for at styrke samfundet på sigt er svære discipliner at bestride.     

Ansvaret ingen vil tage

I 1960erne og 1970erne ændredes perspektivet. Fra at man havde interesseret sig for de uopdragne børn, rettedes blikket mod alle børns livsvilkår. I Kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet og senere i Børnekommissionen var der rettet et skarpt blik mod samfundet. Var der de rette børneinstitutioner i Danmark, og hvordan kunne de tilpasses, så de i endnu højere grad passede til børnenes behov? Der blev arbejdet for etableringen af flere halvdagsbørnehaver, mens man holdt igen med etableringen af vuggestuer. Det var den fordeling, der i datiden gav mening, når man kiggede fra børnene og deres familier på samfundet.

Børnekommissionen fik i 1974 til opgave at undersøge, om børnene var blevet ladt i stikken i samfundsudviklingen og komme med bud på hvilke samfundsmæssige ændringer, der skulle til, hvis børnene skulle have bedre vilkår. På Christiansborg såvel som i kommunerne blev det diskuteret, hvordan man kunne etablere bedre vilkår for forældrene, så de i højere grad kunne tage sig af deres børn. Der blev talt om lovsikret ret til deltid for forældre, om hjemmepasningsmuligheder af de yngste og man diskuterede, om pengene helt eller delvist kunne følge barnet. Idéer til, hvordan det danske samfund kunne indrettes i børns og familiers favør, blev indsamlet; Familie- og Arbejdslivskommissionen bidrog så sent som i 2007. 

I 1990erne oprettedes i omegnen af 200.000 nye daginstitutionspladser. En del af dem i de eksisterende institutioner, hvilket igangsatte politiske debatter om, hvorvidt det var en forsvarlig samfundsindretning. Burde man etablere en egentlig børnemiljølov med henblik på at vurdere børnenes vilkår i daginstitutionerne? Sammen med de fysiske forhold pegede man i en række partier på, at det var nødvendigt ved lov at sikre, at børn får den nødvendige voksenkontakt, når de er i vuggestue og børnehave. Det vi senere lærte at kende som normeringsdebatten.

Mange gode takter til trods fandt heller ikke den samfundsfokuserede børne- og familiepolitik sine løsninger. Bedre forhold for familierne herunder mere familievenlige forhold på arbejdspladserne var løsningsmæssigt placeret i overenskomstforhandlingerne, så der kunne hverken stat eller kommune hjælpe. Bedre forhold i daginstitutionerne fandt heller ikke en holdbar løsning. Her var uenigheden om, hvad der skulle sikres af staten, og hvad der skulle sikres af den enkelte kommune, et stridspunkt. Vi kender alt for godt til den politik, der ikke blev besluttet. Den nedslående konklusion er, at i de seneste 50 år er bolden blevet sparket ud af banen. Det er altid de andre, der har løsningen og kan træffe beslutninger om bedre vilkår i daginstitutionerne, bedre betingelser i skolerne, bedre mulighed for at balancere familiens ude og hjemme.   

Børn i skudlinjen 2.0

I dag har pendulet atter svunget sig tilbage til et fokus på det individuelle barn. Som følge af et entydigt fokus på læring og begrænset pædagogisk indsigt er der fra politisk hold udviklet en lang række individfokuserede værktøjer og skemaer, der anvendes i forsøget på at komme tættest muligt på det enkelte barns udvikling. Der scores og screenes på livet løs. Uden yderligere sammenligning er der en række fællestræk med den tidligere forestilling om, at børnepolitik først og fremmest adresserer de bekymringsvækkende børn, finder individuelle løsninger og gør det bedre for netop dette barn. Dermed opstår en blindhed for, at børn og familiers hverdagslige betingelser også handler om, hvordan samfundet og dets institutioner er tilrettelagt. Skulle nogle foranlediges til (og måske endda have held med at pege på) vilkårene uden for barnet f.eks. i daginstitutionerne og skolerne (det sker heldigvis), kommer svaret prompte: Det er for dyrt. Vi hører igen og igen, at det er dyrt at etablere minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det er dyrt at sænke klassekvotienterne. Det er dyrt at sikre skolebørn en fælles undervisning, der tilgodeser alles deltagelsesbetingelser. Men det er altså alt for dyrt at lade være.

Set i lyset af, at vi ved fra pædagoger, lærere, forskere og ikke mindst børnene, at det står virkelig grelt til i mange af de institutionelle sammenhænge, som børn i dag indgår i, kan vi ikke undlade at rette blikket mod disse. Vi står efterhånden et sted, hvor man – selv når eventuelle problemer i børnene er fikset – gør mere skade end gavn, fordi samfundets institutionelle sammenhænge, ikke er gode nok. Det er vi nødt til at finde holdbare løsninger på. Vi foreslår, at man skruer ned for det individorienterede blik og indstiller kikkerten på det større billede. Denne gang dog på en måde, hvor man får truffet nogle børnevenlige beslutninger i stedet for at skyde bolden ud af banen og langt forbi det fælles mål.  

Forældre stemmer også

Der er forskel på, hvorvidt man kigger først på individet i samfundet eller søger svar i samfundets betydning for individet. Selvom man kan argumentere for, at det er to sider af samme sag, er det tydeligt, at perspektivet har betydning for problemforståelsen og dermed de løsninger, som søges iværksat. 1960erne og 1970ernes samfundsfokuserede børnepolitikker, hvor man søgte svar på, om samfundet havde udviklet sig uhensigtsmæssigt, havde indflydelse på, hvilke svar der kunne gives. Det var ikke det enkelte barn, der blev undersøgt og vurderet i forhold til, hvordan det kunne passe bedre ind i de nye samfundsstrukturer. Det var livsvilkår og betingelser i hverdagen og dermed det, der ligger rundt om barn og familie, der blev vendt og drejet, målt og vejet. Velvidende at der ikke blev fundet mange holdbare svar på, hvordan det børne- og familievenlige samfund skulle indrettes, blev det dog debatteret. Det betyder også, at der var en velvilje til at betragte forhold i børns liv som komplekse og mangeartede. Den samtale skal vi have igen. Der er mere end nogensinde før brug for, at vi adresserer forholdene i daginstitutioner, i skoler og for familierne og denne gang finder holdbare løsninger.

Forældre er jo også vælgere og måske sætter de deres kryds ved den børnevenlige kandidat, der påtager sig ansvaret. Også selvom det hverken er nemt eller billigt.