Mindre flygtningepres end ventet i kommunerne
Mindre flygtningepres end ventet i kommunerne
Mange kommuner har de seneste måneder knoklet for at forberede sig på at modtage et stort antal fordrevne fra krigen i Ukraine.
Men indtil videre er der mange steder kommet langt færre, end kommunerne har forberedt sig på.
I Gentofte Kommune har man ifølge borgmester Michael Fenger (K) forberedt sig på, at kommunen kunne modtage op mod 1.280 flygtninge. Men indtil videre er der kommet 346.
- Vi har for eksempel lejet og placeret pavillonbygninger to forskellige steder i kommunen, så vi kunne få yderligere 100 boliger, siger han.
Men indtil videre står de fleste af pavillonbygningerne tomme. De fleste af ukrainerne bor privat, så kun 111 flygtninge er flyttet ind i kommunale boliger.
- Som det ser ud lige nu, vil vi ikke bygge mere kapacitet, for vi tror ikke længere, at der kommer 1.280 flygtninge til Gentofte. Men nu ved vi, hvad vi skal gøre, og hvor hurtigt vi kan rykke, hvis situationen ændrer sig, siger han.
Langt til 100.000
Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der nu kommet omkring 30.000 ukrainske flygtninge til Danmark.
1. april vurderede regeringen ellers, at der efter påske kunne være op mod 40.000 flygtninge fra Ukraine. Men siden bremsede tilstrømningen op.
Regeringen vurderede i marts, at det var et realistisk scenarie, at der kunne komme op mod 100.000 flygtninge fra Ukraine.
Men med den seneste udvikling er det nu et mindre sandsynligt scenarie, oplyser ministeriet.
De ukrainske flygtninge fordeles i kommunerne efter befolkningstal.
Stadig nødvendigt med investeringer
I Faaborg-Midtfyn Kommune har borgmester Hans Stavnsager (S) forberedt sig på at tage imod op mod 1.000 ukrainske flygtninge.
Men indtil nu er der kun kommet omkring 120 ukrainere til kommunen.
- Det er jo et noget andet tal, siger borgmesteren, der tilføjer, at hvis der var kommet 1000 personer, så var man nødt til at tage for eksempel gymnastiksale og sportshaller i brug til indkvartering.
Det ser lige nu ikke ud til at blive nødvendigt.
- Det seneste tal vi har fået fra regeringen og KL er, at vi måske skal forberede os på at modtage omkring 400 flygtninge, siger Hans Stavnsager.
Selv om antallet lige nu er langt færre end først ventet, er det alligevel nødvendigt for kommunen at investere i nye bygninger til at huse flygtningene.
Kommunalbestyrelsen samles mandag for beslutte, om der skal sættes et tocifret millionbeløb af til formålet, fortæller borgmesteren.
- Vi har jo fået at vide, at vi bliver kompenseret økonomisk. Men som borgmester er det da lidt angstprovokerende alligevel, siger han.
"Vi kan sagtens følge med"
I Helsingør siger borgmester Benedikte Kiær (K), at kommunen har set ind i et scenarie med 1.078 flygtninge. Men indtil videre har kommunen modtaget omkring 140 ukrainere, som har søgt opholdstilladelse.
- Vi har travlt, men vi kan godt følge med lige i øjeblikket, siger Benedikte Kiær.
Samme melding lyder fra både borgmester Gert Jørgensen (K) Sorø, hvor man kun har modtaget omkring 50 flygtninge mod ventet 700, og fra Haderslevs borgmester, Mads Skau (V).
I Haderslev er der kommet omkring 200 ukrainske flygtninge.
- Vi har kunnet placere dem i gode boliger i byen, og vores skoler og daginstitutioner kan sagtens følge med, siger han.
26.512 har søgt om opholdstilladelse efter særlov
- Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der nu kommet omkring 30.000 ukrainske flygtninge til Danmark, siden krigen i Ukraine brød ud.
- Tallet er forbundet med usikkerhed, fordi et antal ukrainere kan opholde sig i Danmark uden endnu at have meldt deres ankomst til myndighederne.
- Den seneste måned er tilstrømningen af flygtninge fra Ukraine dalet. Daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udtalte således 1. april, at der efter påske kunne være mellem 35.000 og 40.000 ukrainske flygtninge i Danmark.
- Regeringen meldte ud i slutningen af marts, at der blev arbejdet ud fra et scenarie, hvor Danmark kan modtage op mod 100.000 ukrainske flygtninge.
- Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er det fortsat en mulighed, omend det er blevet et mindre realistisk scenarie.
- Ifølge den seneste opgørelse har 26.512 ukrainske flygtninge søgt om midlertidig opholdstilladelse efter særloven. Heraf har 15.148 fået opholdstilladelse på nuværende tidspunkt.
- Krigen i Ukraine har varet siden 24. februar, hvor Rusland invaderede sit naboland. Lige nu er der ikke tegn på, at krigen er ved at nå en afslutning.
Kilde: Udlændingestyrelsen, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Ritzau.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.