Millionforbrug af engangshandsker klemmer klimaet
Millionforbrug af engangshandsker klemmer klimaet
Éngangshandsker kan vel ikke betyde det store i det hårdt pressede globale klimaregnskab.
Jo, det kan de, fordi de laves af olie hevet op fra undergrunden, bruges i mange, mange millioner styk i sundhedsvæsenet alene i Danmark og smides ud efter ganske kort tids brug.
Derfor er der store perspektiver i et dansk udviklingsprojekt, der skal skabe et genbrugsalternativ i hospitalsvæsenet til de velkendte blå éngangshandsker af det syntetiske gummi nitril.
Målet er at gavne både klimaet og den grønne omstilling samt forsyningssikkerheden af værnemidler, som var hårdt presset under corona.I 2021 tegnede sundhedsvæsenet sig for seks procent af Danmarks CO2-udledning. En del af udledningen skyldes anvendelse af blandt andet nitrilhandsker.
Derfor vil et dansk konsortium med støtte fra Miljøstyrelsen som de første i verden skabe en ny forsyningskæde med genbrugelige nitrilhandsker, der kan indsamles, sorteres, vaskes og distribueres.
- Vi har i forvejen et velfungerende system, hvor kitler, lagner, klude og andre tekstiler bliver indsamlet, vasket og sendt tilbage til sundhedspersonalet. Så at vende blikket mod handskerne er oplagt, siger projektleder Søren Haack fra Teknologisk Institut.
Under coronaepidemien blev der alene i Region Midtjylland udleveret 138 millioner éngangshandsker, som bliver brugt kortvarigt og herefter smidt ud.
Op til 15 gange genbrug
Det gav virksomheden Bait A/S idéen til at gøre noget ved det massive spild.
- Vi leverer i forvejen éngangshandsker til regionerne i Danmark, og under coronaepidemien hørte vi, at forbruget af éngangshandsker var på tre millioner - om dagen, siger administrerende direktør og partner Kent Pedersen fra Bait A/S.
Mens Bait A/S får produktionsansvar for nitrilhandskerne, skal Textilia stå for indsamling, vask og distribution af handskerne. De ventes at kunne genbruges op mod 15 gange.
Den grønne omstilling af hospitalsvæsenet indebærer blandt andet, at der nu også stilles krav til miljø- og klimaaftryk ved offentlige indkøb og udbud.
Danske Regioner vil halvere hospitalernes CO2-udledninger inden 2035 sammenlignet med 2022. Den altovervejende del skal findes på indkøbte varer som handsker.
- De seneste 10 til 15 år har hospitalerne været helt fokuserede på at optimere processerne billigst og mest effektivt uden øje for en grøn tankegang, siger Søren Haack.
- Nu er der fokus på et mindre klimaaftryk. Udfordringen er, at 90 procent af det er services og indkøb af forbrugsvarer.
- Så målet kan ikke nås ved at slukke lyset eller putte solceller på taget. Så den allerstørste gevinst vil være at genbruge ting fremfor for éngangsmaterialer.
Testes på operationsstuer
Genbrugshandskerne vil også kunne bruges mange andre steder: i kommuners hjemmepleje, virksomheder og rengørings- og fødevareindustri.
Handskerne testes i øjeblikket på fire operationsstuer på Vejle Sygehus under Region Syddanmark.
Christina Berthon Kirkegaard, projektleder for Grøn Omstilling i Region Syddanmark, ser store muligheder i projektet.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en afprøvning med succes. Vi har kun hørt, at de er meget glade for det, og der er kæmpeinteresse for projektet også fra andre afdelinger, siger hun.
- Vi skal i det hele taget ind og kigge på handskeforbruget, der eksploderede under corona og ikke er blevet normalt igen.
Tal fra England har vist et overforbrug under corona af handsker på 60 procent.
Virksomheden Bait oplever stor interesse for projektet.
- Den store test bliver, om man er villig til at sætte økonomi bag sine klimaambitioner. Som det ser ud nu, bliver handsken måske omkring 20 pct. dyrere end brug og smid væk-løsningen, siger Kent Pedersen.
Corona skabte behov for et bjerg af éngangshandsker
- Under corona var der stort pres på de personlige værnemidler, herunder handsker.
- Derfor skal Styrelsen for Forsyningssikkerhed til enhver tid ligge inde med 500 millioner éngangshandsker.
- Men da levetiden for handskerne er to år, skal ubrugte handsker løbende brændes efter to år.
Kilde: Teknologisk Institut.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.