Efter fem års fælles forberedelse besluttede lønmodtagerne i LO og FTF på to parallelle kongresser at nedlægge sig selv og sammen danne en endnu unavngiven organisation for 1,5 millioner lønmodtagere. Det skete 13. april 2018. Siden har vi ikke hørt meget til det, men der er faktisk flere gode grunde til, at kommunerne bør interessere sig for fusionen.
En af de sidste og største knaster i fusionen var vægtningen mellem det centrale og lokale niveau i den nye hovedorganisation. Her fik 3F i sidste øjeblik forhandlet en lokal struktur igennem - stærkt inspireret af LO’s nuværende model. Den lokale struktur har været noget af det mest omdiskuterede i forbindelse med fusionen, da ikke alle forbund har interesse eller mulighed for at engagere sig lokalt. Og det ligger da også i aftalen, at strukturen skal tilpasses og evalueres om nogle år.

3F præger demokratisk struktur
Årsagen til diskussionerne er, at eksempelvis Finansforbundet, som er organiseret i FTF i dag, primært er organiseret med udgangspunkt i de banker, medlemmerne arbejder i, og derfor går knap så meget op i, om medlemmet bor i Nibe eller Næstved. Og at flere små forbund ikke har tillidsvalgte i alle kommuner og regioner, og derfor ikke har mulighed for- eller midler til at deltage i den nye lokale struktur. Men for at få 3F med ombord i fusionen endte den nye hovedorganisation med at etablere et stort lokalt mandat og tilføre flere ressourcer til det lokale niveau. Det skulle sikre et stærkt medlemsdemokrati, gøre hovedorganisationen synlig på arbejdspladserne og samtidig fremme den faglige og politiske indflydelse på kommuner og regioner.
Fusionen giver både de lokale sektioner flere sekretariatsressourcer og en større politisk talentmasse lokalt. Grænsedragningen for de lokale sektioner er ikke på plads endnu, men de vil dække mere end en kommune, og derfor vil de også udpege kommunale udvalg, som kan fokusere på dialogen med den enkelte kommune. Med andre ord kan kommuner og regioner se frem til en oprustning fra fagbevægelsen hvad angår lokal interessevaretagelse med fokus på alt fra lokalaftaler til budgetaftaler.

Stærkere ved forhandlingsbordet
Det giver grund til at interessere sig for fusionen.
En anden grund er forventningen om en endnu stærkere koordinering fra lønmodtagerne fremover. Musketereden er nok ikke gået nogens næse forbi, men OK-forhandlingernes slutspurt viste tydeligt, at LO og FTF-forbundene stadig har forskellig stil og tilgang. LO-forbundene med FOA-Dennis i front indgik en aftale med regionerne uden at have opbakning fra FTF-forbundene – dog med socialrådgiverne som en markant undtagelse, hvis formand er udnævnt til næstformand i den nye fælles hovedorganisation. Kort efter blev de øvrige overenskomstaftaler indgået, og FTF-forbundene kom senere med på det regionale område til trods for følelsesudbrud undervejs.
Til næste overenskomstforhandling vil langt hovedparten af de offentligt ansatte være samlet i en hovedorganisation, og der vil ikke sidde tre men kun to organisationer med ved bordet. Og her vil den nye hovedorganisation være klart den største. Det stiller alt andet lige lønmodtagernes indbyrdes koordinering og sammenhold overfor arbejdsgiverne endnu stærkere i OK-forhandlinger.
Her er det bemærkelsesværdigt, at arbejdsgiversiden tidligere har satset på noget tilsvarende. Jeg tænker på det dårligt planlagte forsøg på at fusionere Danske Regioner og KL for et par år siden. Den målsætning har man siden helst villet tie ihjel, men ikke desto mindre tydeliggør den Innovationsministerens udfordring efter OK18, nemlig behovet for bedre sammenhæng og koordinering på tværs i den offentlige sektor.

Har allerede lært af hinanden
Det bliver spændende at se, om den nye fælles hovedorganisation har formatet og ideerne til at løse det problem, som skiftende ministre gennem årtier ikke har kunnet løse. Det ville være en endnu en god grund til at lægge mærke til fusionen.
Men inden I forventer paladsrevolutioner fra lønmodtagerne lokalt, er det på sin plads at nævne, at en del af koordineringen mellem fagforbundene allerede foregår i dag. LO og FTF-forbund arbejder side om side i MED-systemet og godt nok har LO-forbundene en større tradition for at gå direkte til politikerne, når skoen trykker, mens FTFere i højere grad holder sig til linjekommunikation med embedsværket, men de lærer også af hinanden. Næstformændene i Hoved-MED mødes regelmæssigt på tværs af kommunerne uafhængig af om de er LOere eller FTFere, og de kulturelle forskelle vil blive udjævnet med tiden. For målet for den nye hovedorganisation er klart, det handler om at sikre lønmodtagerne mere indflydelse - også lokalt.
Hvis ikke den ambition kan mærkes i kommunerne, så er det enten et tegn på fejlslagen fusion eller på, at kommunerne har mistet terræn i det politiske landskab.