Kommunen.dk
MENU

Lad embedsmændene tygge sagerne først

To kommunale eksperter giver deres bud på, hvordan alle kan være med i kommunalpolitik, når tiden bliver knap og beslutningerne store.

Lad embedsmændene tygge sagerne først

To kommunale eksperter giver deres bud på, hvordan alle kan være med i kommunalpolitik, når tiden bliver knap og beslutningerne store.
Der er kamp om at få lov at sidde i byrådet hvert fjerde år. Men når først man er valgt, starter kampen for mange af byrådsmedlemmerne om, hvordan man får hverdagen til at hænge sammen.
Der er kamp om at få lov at sidde i byrådet hvert fjerde år. Men når først man er valgt, starter kampen for mange af byrådsmedlemmerne om, hvordan man får hverdagen til at hænge sammen.
Foto: Mette Mørk, Ritzau Scanpix

- Byrådspolitikere er jo typisk offentligt ansatte, ældre og personer, som ikke har små børn længere.

Så let kan det siges, og sådan formulerer også Ulf Hjelmar det. Han forsker i lokalt demokrati hos Vive og har i årevis fulgt de vilkår, som byrådsmedlemmer arbejder under. Han uddyber:

- Bare det at leve op til de krav, der stilles til byrådsmedlemmer, gør, at børnefamilier og privatansatte er underrepræsenterede i lokalpolitik, fordi de simpelthen ikke kan få enderne til at mødes.

Netop det med at få enderne til at mødes er der flere i byrådene rundt om i Danmark, der slås med. Det viser en rundspørge, kommunen.dk har foretaget blandt landets byrådsmedlemmer. 730 har valgt at deltage i undersøgelsen, og af dem svarer 37,8 pct., at de ikke føler, de har tid nok til familieliv og privatliv ved siden af byrådsarbejdet. 25 pct. fortæller, at byrådsarbejdet går ud over deres primære erhvervsbeskæftigelse.

Og det er et problem, hvis man spørger flere byrådsmedlemmer. For uden de unge, de gamle, de etniske, de selvstændige, de private erhvervsdrivende, de studerende, pensionisterne og alle dem derimellem ryger repræsentativiteten i byrådene.

To veje at gå
Men det er faktisk muligt at gøre noget ved de pressede byrådsmedlemmer, lyder det fra de to kommunale eksperter Ulf Hjelmar fra Vive og Ulrik Kjær, professor ved Institut for Statskundskab på SDU. Spørgsmålet er bare, hvilke knapper man er villig til at dreje på.

For Ulf Hjelmar er der to veje, man kan gå ned ad, for at gøre det lettere at sidde i byrådet:

- Den ene vej er at kigge på lønnen, så folk kan frikøbe sig i højere grad fra jobbet, og så de har bedre tid til at udføre hvervet som kommunalpolitiker. Det betyder også, at man som småbørnsforældre vil kunne gå ned i tid. Men vederlaget er jo allerede for nyligt hævet med 30 pct., og vi ligger allerede på niveau med de øvrige skandinaviske lande. Og stemningen i befolkningen er heller ikke ligefrem til en lønstigning til lokalpolitikerne, siger Ulf Hjelmar og peger så i den anden retning:

- Den anden vej er at gøre det smartere og mere effektivt at udføre et godt stykke arbejde som kommunalpolitiker, siger Ulf Hjelmar.

 Bare det at leve op til de krav, der stilles til byrådsmedlemmer, gør, at børnefamilier og privatansatte er underrepræsenterede i lokalpolitik, fordi de simpelthen ikke kan få enderne til at mødes.

Embedsmænd kan tygge for
Her giver vi så ordet til Ulrik Kjær fra SDU. For han kan godt se fornuften i, at embedsmændene i højere grad klæder kommunalbestyrelsesmedlemmerne på til at tage politiske beslutninger:

- Man kan ligesom tygge sagerne lidt mere for politikerne, så de lettere kan se, hvor det er, de skal tage stilling. Nogle politikere vil fortsat gerne grave sig ned i sagerne og skal ikke have hjælp til at se, hvor hunden ligger begravet, mens andre efterspørger, at de med den faglige indsigt tager dem lidt mere i hånden, siger Ulrik Kjær.

Han understreger, at der selvfølgelig skal være en balance, så embedsmændene ikke overtager for meget af den politiske magt:

- Men min klare fornemmelse er, at embedsværket er opmærksom på det her og også er gode til at respektere kommunalpolitikernes tid, så de kun skal tage stilling til de politiske aspekter i en beslutning, siger Ulrik Kjær.

Den komplekse kommune
Byrådspolitikerne presses blandt andet af, at en kommune er blevet en stor og meget kompleks enhed.

- En kommune i dag er ikke et spørgsmål om, hvor tit man skal salte vejene, siger Ulrik Kjær.

I stedet er der jo tale om, at det er her, man træffer beslutningerne om, hvilket plejehjem man må lukke, så 95-årige Gerda skal flytte. Det er her, man beslutter nye skolestrukturer, så busbørn pludselig skal rejse ni i stedet for tre kilometer til skole.

- Så kan man godt forstå, at de her kommunalpolitikere næsten ikke kan få oplysninger nok på bordet, når de skal træffe en beslutning. For de må bare ikke træffe den forkerte beslutning. Så man kan godt forstå, at de har brug for at få sagen belyst så godt som muligt og virkelig bruge meget tid på at sørge for at træffe den rigtige beslutning. En kommune er i dag jo en organisation, som har fingrene langt nede i både vores liv og vores pengepung. Så det er rigtige beslutninger, der rammer rigtige mennesker, siger Ulrik Kjær.

Sammen har de to forskere skrevet en artikel, hvori de konkluderede, at den menige kommunalpolitiker er presset i kernen af sit arbejde. De spurgte ca. 750 kommunalbestyrelsesmedlemmer i hhv. 2003 og 2009, og på den baggrund kunne de se, at den lokalpolitiske magt har forskubbet sig efter kommunalreformen. Den er stukket af i tre retninger, så de menige byrådsmedlemmer for det første har fået mindre at skulle have sagt i forhold til borgmestre og udvalgsformænd, og så kommunalbestyrelsen har fået mindre at skulle have sagt i forhold til embedsmændene, og derudover også har politikerne oplevet en stærkere statslig regulering i 2009 i forhold til i 2003.

- Indflydelsen og magten og det spændende flyttede sig væk fra det menige byrådsmedlem. Det bliver mere og mere komplekse sager. Og de føler sig pressede af det lokale råderum som menige kommunalpolitikere. Dermed har man fået mindre at skulle have sagt i forhold til de ting, som driver byrådsarbejdet, siger Ulf Hjelmar.

Derfor bakker han også op om den mulighed, det er, at politikerne skal bruge mindre tid på at sætte sig ind i sagerne.

- Så kan man frigøre noget tid til møderne med borgerne, som er det, mange byrådspolitikere fortæller, er årsagen til, at de er gået ind i byrådsarbejdet i første omgang, siger Ulf Hjelmar.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR