I december fik Danmark sin første klimalov. Dermed fik politikerne sat ord og ambitioner sort på hvidt om, at Danmark skal sænke sit CO₂-aftryk med 70 pct. i 2030 i forhold til 1990, der er er sat som baseline-år. Senest i 2050 skal Danmark være klimaneutral. 

Men kommunernes rolle i klimakampen er fortsat uklar. Derfor har KL nu lanceret to nye klimaudspil - henholdsvis for klimatilpasning og CO₂-reduktion. Blandt 48 konkrete anbefalinger ønsker KL, at man i fremtiden lettere skal kunne måle og veje klimaindsatserne, blandt andet gennem en styrkelse af værktøjet Energi- og CO₂-regnskabet, der er udviklet af Energistyrelsen i samarbejde med KL og Realdania. 

Energi- og CO₂-regnskabet viser en fælles oversigt over CO₂-udledning i Danmark fordelt på landets kommuner. Værktøjet er lige nu blot i en betaversion, da man ikke har alle data tilgængelige endnu. Kortet skal derfor nu læses med forbehold, men det giver en indikation om, hvordan CO₂-udledningen fordeler sig i de danske kommuner. 

Ikke overraskende er det de største kommuner, som har den største totale CO₂-udledning, nemlig Aalborg, København og Aarhus. Hvis man til gengæld ser relativt på udledningen, er det Mariagerfjord, Tønder og Varde, som har den højeste udledning pr. borger. 

Det er der en ret logisk grund til. For Danmark - og værktøjet her - følger FN’s opgørelsesmetoder for CO₂-udledning, og det har stor betydning for, hvordan CO₂-kortet ser ud. Metoden måler nemlig, hvor meget der bliver udledt i området, men ikke, hvor meget der er udledt andre steder eller brugt på transport af de varer, som bliver brugt i området. Det betyder, at kommuner med meget landbrug og/eller industri kommer til at se værst ud. 

Således er det eksempelvis Aalborg, der klart har det tungeste CO₂-aftryk samlet set. Og en stor del af forklaringen er en enkelt virksomhed, nemlig Aalborg Portland, som producerer cement. Det er selvsagt ikke kun Aalborg Kommune, som Portland laver cement til, men med denne beregner er det Aalborg Kommune, der står til regnskab for udledningen. 

- Jeg vil ikke sige, at det er til fordel eller til ulempe for nogen. Det tydeliggør bare, hvor udledningerne sker. Man skal selvfølgelig bruge værktøjet med varsomhed, siger Henrik Gudmundsson, som er seniorkonsulent i tænketanken Concito og arbejder med fokus på bæredygtig byudvikling, transport og mobilitet. 

Værktøjet skal primært bruges til at kunne følge resultaterne af de enkelte kommuners indsatser. Man skal passe på med at sammenligne dem indbyrdes.

- Der er forskelle mellem kommunerne. Bare fordi der ligger en fabrik i Aalborg, betyder det ikke, at det alene er kommunens ansvar at gøre noget ved CO₂-udledningen, siger han. 

Med en stor fabrik som Aalborg Portland følger der dog også store mængder af overskudsvarme. Lige så vel er der kommuner, der har en meget stor produktion af vindenergi liggende i deres kommune, som de eksporterer til resten af landet. 

Her følger desuden et mindre problem med risiko for dobbeltkontering. Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har eksempelvis opstillet vindmøller i Lemvig Kommune, som både Københavns Kommune og Lemvig Kommune kan tælle med i deres regnskab. Denne metode kaldte Danmarks Naturfredningsforening for ‘afladstanker’ i Altinget, mens Jesper Pedersen, chef for vedvarende energi og energihandel i Hofor, forsvarede metoden og kaldte den ‘nødvendig’ og til fælles fordel.

Uklar rolle for kommunerne
Foreløbig er det dog uklart, hvad kommunerne skal stille op med deres CO₂-regnskab. I klimaloven er der således endnu ikke lagt op til, hvilken rolle kommunerne skal spille. 

- Der ligger ikke nogen krav om, at kommunerne skal sætte målrettet ind overfor drivhusgasser. De er, desværre, ikke tilskrevet nogen klar rolle i det her nationale opgørelse, og det står dem derfor frit for at arbejde med klimaet på den måde, de ønsker, siger Henrik Gudmundsson. 

Indtil nu har kommunernes klimaindsatser været baseret på frivillige målsætninger i eksempelvis samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, som samarbejder med 71 klimakommuner og ni klimaplus-kommuner. Her har kommunerne indgået frivillige aftaler om at skulle nedsætte deres CO₂-forbrug med minimum to procent årligt, ligesom borgmesteren skal underskrive en klimaerklæring. 

På samme måde har Realdania samarbejde med 20 udvalgte kommuner i DK2020, hvor kommunerne forpligter sig til at udvikle klimaplaner, der lever op til Paris-aftalens mål om at holde den globale temperaturstigning under to grader, og at kommunerne bliver CO₂-neutrale senest i 2050.

Netop disse frivillige indsatser er symptomatiske for, hvordan klimakampen foregår i dag. Ifølge Henrik Gudmundsson, der primært arbejder med byernes rolle i den grønne omstilling, er det netop byer og kommuner verden over, som rykker mest på den bæredygtige omstilling. 

- Hvad kommunerne regner med og regner ind har mindre betydning, fordi de ikke har nogen officiel rolle i forhold til klimapolitikken. Men det tror jeg kommer. Kommunerne og byerne får - eller tager - en stigende betydning. Så bliver det vigtigt, hvad der kommer til at være en del af deres ansvars portefølje, og hvad de skal holde styr på, siger Henrik Gudmundsson.  

Med KL’s seneste udspil er der dog lagt op til, at kommunerne ikke længere vil nøjes med bare frivillige opgaver, men at der skal sættes ramme om klimaindsatserne. Og hermed vil det blive vigtigt, hvad kommunerne skal stå til regnskab for. 

Ikke perfekt, men en hjælp
Som værktøjet står nu, er det Mariagerfjord Kommune, der har den højeste CO₂-udledning pr. indbygger. 

- I vores kommune har vi Skandinaviens eneste saltfabrik Nouryon, Rockwool og andre store virksomheder, som alle bruger meget energi, samt nogle store landbrug. De kunne lige så godt ligge i anden kommune. Men vi er glade for at have virksomhederne, fortæller Inger Taylor, miljøvejleder i Mariagerfjord.  

Ifølge kommunen skyldes topplaceringen også, at der er fejl i værktøjets data. I forhold til de tal, kommunen har fået fra en ekstern konsulentvirksomhed, beretter værktøjet om 12-15 gange højere udledning for husholdninger, end det i virkeligheden er, hvilket kommunen nu har gjort Energistyrelsen opmærksom på. 

Værktøjet er som nævnt tidligere stadig i en betaversion og endnu ikke helt færdigudviklet. Men trods udfordringerne med værktøjet er Mariagerfjord meget positive over for, at KL nu ønsker, at værktøjet skal opprioriteres og styrkes. 

- Jeg synes udspillet er så godt, og værktøjet har helt bestemt sin berettigelse. Værktøjet blev aldrig helt færdigt og brugbart, og det har derfor været et problem, at kommunerne har skullet betale et stort abonnement på noget, vi reelt ikke kan bruge endnu. Derfor er det meget positivt, at man nu vil forankre værktøjet i staten og give penge til at færdigudvikle det, siger Inger Taylor. 

Energi og CO₂-regnskabet kan være en stor hjælp til kommunernes klimaindsats, da CO₂-regnskab kan være en tung opgave for særligt de mindre kommuner. Hos Mariagerfjord har man en ekstern konsulentvirksomhed til at hjælpe med CO₂-regnskabet. 

- Det vil være en kæmpe fordel for både de mindre og de store kommuner. Så kan man få noget sammenligneligt og nogle fælles metoder for at måle og regne. Det er den eneste måde at gøre det på, hvis man på et tidspunkt skal have noget sammenligneligt, siger Inger Taylor. 

København vil regne med borgerne
Københavns Kommune har arbejdet med sit eget klimaregnskab, hvor man sigter mod at blive verdens første CO₂-neutrale hovedstad i 2025, og hvor man følger de nationale opgørelser og FN’s metoder. 

Sammen med C40-netværket har Københavns Kommune forsøgt sig med en ny og anderledes standard for CO₂-regnskab, GPC. Derudover har man diskuteret muligheder for at blive bedre til at måle udledning ved borgernes forbrug, som altså ikke er blevet produceret indenfor kommunegrænsen. 

- Vi har gerne villet have en international standard, fordi vi gerne vil sammenligne os med andre internationale byer. Det er den eneste selvudviklede standard på området. Det har vi ikke herhjemme, så vi valgte, at det var den standard, som man som by burde følge på lang sigt, fortæller chefkonsulent ved Klimasekretariatet i Københavns Kommune Morten Højer. 

I C40-netværket har man undersøgt gennem et større forskningsprojekt, hvordan man kan måle på forbrugerbaseret udledning, som man netop ikke tager med i de danske regnemodeller. Det er dog sværere end som så. Og Københavns Kommune har været tæt på at igangsætte et nyt regne- og opgørelsesprojekt for CO₂, men det kom aldrig i gang. 

- På den ene side vil vi gerne arbejde med forbrugsorienterede udledninger, men vi har også nogle meget ambitiøse målsætninger, som vi først skal arbejde med, fortæller Morten Højer med henblik på Københavns 2025-plan. 

- Der er ingen tvivl om, at det er den vej, det går, og at der er større opmærksomhed på, hvordan den måde vi lever på, spiser på og transporterer os på har betydning for klimaet. Der er kommet et fokus på vores adfærd som en del af det samlede klimaaftryk, men om det er noget, kommunerne skal arbejde med, det er stadig et åbent spørgsmål, siger Morten Højer.