Der er mange dilemmaer forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt de i alt 19 børn og syv mødre, som pt. sidder i de kurdisk kontrollerede flygtningelejre Al-Hol og Al-Roj, og som på forskellig vis er knyttet til Danmark, bør vende tilbage hertil.

Da al uautoriseret rejse til konfliktzonerne i Syrien og Irak har været forbudt siden 2016, står mødrene til fængselsstraf i Danmark. De vil formentlig blive varetægtsfængslet umiddelbart ved ankomst i lufthavnen. 

Spørgsmålet bliver herefter, om vi som samfund til fulde magter opgaven med at resocialisere mødre og børn samt mobilisere den operative kapacitet, der skal til for, at vi kan være sikre på, at mødrene ikke pludselig begår terror efter endt afsoning. Som udgangspunkt kan vi svare ja til spørgsmålet om, hvorvidt vi har den fornødne kapacitet, mens ingen naturligvis kan udstede garantier om, at nogen aldrig vil planlægge terror mod Danmark. 

Vide beføjelser

Vi ved dog, at Danmarks institutionelle infrastruktur, og kapacitet på resocialiserings- og sikkerhedsområdet er blandt verdens bedste. Siden 2007 med Aarhus-modellen og 2010 med Den Danske Model har Danmarks nationale radikaliserings- og terrorforebyggelsesindsats været førende på verdensplan. Det nye var, at man baserede indsatsen på de i forvejen samarbejdende sektorer indenfor kriminalitetsforebyggelse, som tilsammen udgør landets vel nok mest omfattende koordinationskapacitet. Med retsplejelovens §115 kan vi – ulig lande vi normalt sammenligner os med – risikovurdere, sagsbehandle og intervenere i kriminalitetsrelaterede enkeltsager uden indhentelse af samtykke fra borgeren, når visse kriterier er opfyldt. Det kan vi gøre på tværs af sektorer som politi, sociale myndigheder (herunder socialpsykiatrien), skoleområdet, regionernes psykiatri, Kriminalforsorgen og en række andre institutioner, som sidestilles hermed. Med det afsæt oprettede man i hver eneste politikreds et ressourcecenter, som havde repræsentanter siddende fra politiet, kredsens kommuner, kriminalforsorgen og psykiatrien samt direkte forbindelse til rigspolitiet og efterretningstjenesten. 

”Infohuse” kaldes disse ressourcecentre, som samarbejder i forhold til tværkommunale og tværregionale problemstillinger omkring radikalisering, ligesom de kan sagsbehandle og gennemføre indsatser med enkeltpersoner, som vurderes radikaliserede. Når fremmedkrigere og andre terrordømte personer i dag færdes som os andre i det danske samfund, skyldes det ikke mindst dette sektorsamarbejde, som er kernen i det, der verden over kaldes Den Danske Model.

Dybe skader

Men én ting er facts og faglige ekspertvurderinger. Et ægte ondsindet paradoks rummer normalt også en mere irrational side, nemlig følelser. Heraf følger, at det vil være en alvorlig fejl at reducere situationen omkring Syrien til bare at handle om sikkerhedspolitik. Det har vi kunnet se efterhånden som det ene sikkerhedspolitiske argument efter det andet er blevet skudt i grus af en håndfuld eksperter herhjemme. Grundfølelsen handler om at sende et klokkeklart signal om, at man uanset hvad aldrig skal spekulere i at bekæmpe Danmark. Man må vælge side, og ved at rejse til Syrien begår du overgreb mod alt, hvad vi står for som samfund, et overgreb mod alle danskere. Undervejs er grundfølelsen blevet suppleret af en række mere eller mindre kreative følelsesudbrud. Det så vi midt i debatten, hvor en ny politisk position lød, at børnene slet ikke var danske, selvom de har dansk statsborgerskab; når de ikke i hjertet er danske, er de det heller ikke formelt, og de er derfor ikke vores ansvar. Det satte spørgsmålstegn ved selve grundpræmissen. 

Vi har begge igennem tiden været tæt på en del sigtede personer, som har udført deres lovovertrædelser i affekt eller på anden måde været drevet af følelser når de har udført en forbrydelse. Set i bakspejlet ville mødrene nok have gjort det anderledes, hvis de kunne have undgået at ødelægge deres egne og deres pårørendes liv og derefter komme bag tremmer, så spørgsmålet er, hvad nogen overhovedet kan lære af det. Det er her en helt anden slags følelser kommer i spil. Nemlig forestillingen om hvem vi er. For mange danskere er selve indbegrebet af danskhed, at vi tager os af de svage, og at vi kan tilgive, så længe det ikke går ud over folk flest. De svageste er børnene, og de allersvageste er børnene i fangelejrene i det nordøstlige Syrien. Det er blandt andet denne forestilling, der har været med til at skabe en særlig kapacitet i Danmark, hvor vi kan gøre meget i forhold til resocialisering af traumatiserede børn fra konfliktzoner. Men det er samtidig den forestilling, der får os til at sætte spørgsmålstegn ved, om en opvækst, hvor man ikke kender andet til livet end en fangelejr set indefra, kan forenes forsvarligt med det at indgå i en almindelig dansk folkeskole eller varetage et job som hjemmehjælper. Hvem vil lægge børn til den skoleklasse? Eller bedstemor til den hjemmehjælper?

Også et moralsk spørgsmål

Er der én ting, vi endnu engang har fået bekræftet, er det, at hvis man tror, man kan løse problemet udelukkende ud fra et rationelt perspektiv, må man tro om igen. For i sagen om de danske børn og mødre i de syriske lejre må det tekniske ”sandt eller falsk” vige pladsen for det moralske ”rigtigt og forkert”. Man kan argumentere alt det, man vil, men uanset vægten bag argumenterne, har man stadig tabt, hvis man ikke kan overbevise mere end halvdelen.

Det estimeres, at omkring 5.000 fremmedkrigere er udrejst  fra Europa til konflikten i Syrien og Irak, og heraf er ca. 160 udrejst fra Danmark for at deltage i etableringen af et kalifat i Syrien og Irak. Halvdelen af dem er afgået ved døden, enten i forbindelse med væbnet deltagelse, eller som følge af sygdom, bombardementer og andet. Enkelte er i fangenskab.  Den anden halvdel er vendt hjem. Her afsoner de fængselsdomme eller går rundt blandt os og forsøger at få et liv til at fungere i et småkedeligt velfærdssamfund. Den sidste gruppe er enten resocialiseret eller under én eller anden form for myndighedsansvar.

Kasper Fisker er kriminolog, stabschef og forfatter til bogen ”Det Kriminalpræventive Styresystem”. Han har en baggrund som kriminolog i Politiets Efterretningstjeneste og er leder af EU’s terrorforebyggelsestaskforce RAN LOCAL.

Mark Grossmann er byrådsmedlem i Odense Kommune for Venstre. Han har en mangeårig baggrund som politiassistent i Fyns Politi.