Kommunen.dk
MENU

Kommuner slås for at beskytte sig mod vand

En pulje på 150 millioner kroner skal uddeles til kystbeskyttelsesprojekter. Samlet er der ansøgt om en milliard kroner, og flere kan derfor blive afvist.

Kommuner slås for at beskytte sig mod vand

En pulje på 150 millioner kroner skal uddeles til kystbeskyttelsesprojekter. Samlet er der ansøgt om en milliard kroner, og flere kan derfor blive afvist.
Der er stor efterspørgsel på støtte til kystbeskyttelsesprojekter, så landskaber undgår at falde sammen under stigende vandstande.
Der er stor efterspørgsel på støtte til kystbeskyttelsesprojekter, så landskaber undgår at falde sammen under stigende vandstande.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix
14. okt. 2024
RITZAU

I kampen for at beskytte områder mod stormfloder og oversvømmelser findes en kystpulje, som kommuner og digelag kan søge støtte fra.

 Ansøgningspuljen er eftertragtet i år.

Faktisk er der så stor efterspørgsel på hjælp, at der i 2024 er søgt støtte for tæt på en milliard kroner.

Støttepuljen lyder dog samlet set på 150 mio. kr.

Det kan føre til, at projekter, der ellers lever op til kriterierne og ønsker støtte til kystbeskyttelse, bliver afvist.

- Det er en mulighed at afvise nogle ansøgninger, selv om de lever op til kravene, hvis pengene i puljen ikke rækker til alle.

- Det kan jeg ikke udelukke, siger Kristian Hansted, der er kontorchef ved Center for klimatilpasning i Miljøstyrelsen.

11 projekter i 16 kommuner har ansøgt om at få tildelt midler til klimatilpasningsløsninger fra årets pulje.

Alle er berettiget

Kristian Hansted forklarer, at det "umiddelbart ser ud til, at alle i ansøgerfeltet er berettiget til at få støtte". Men styrelsen er ikke til bunds i samtlige ansøgninger endnu, lyder det.

Kommuner kan højst få dækket 40 procent af et projekts omkostninger og maksimalt 30 millioner kroner per projekt.

Derfor vil kommuner stå med store ekstraudgifter, mens andre projekter kan blive afvist på grund af puljens størrelse på 150 millioner kroner.

Det er Miljøstyrelsen, der administrerer støtteordningen.

Det skal blandt andet gå til at stabilisere mod erosion, så stigende vandstande og stormfloder ikke fjerner og destabiliserer kyststrækninger.

Også oversvømmelser af boligområder og butikker kan modvirkes med mere kystbeskyttelse.

Kristian Hansted medgiver, at ansøgningerne svarende til cirka en milliard kroner "er et markant beløb".

- Det er et tegn på, at kommuner og borgere er klar til at få gjort noget ved de problemer, som de står over for med oversvømmelser, siger han.

Om puljen skal øges for at imødekomme flere projekter til kystbeskyttelse, er et politisk spørgsmål, fastslår Kristian Hansted.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger til DR, at man fra regeringens side ikke nødvendigvis har i sinde at hæve støttepuljen, selv om flere ansøgere kan blive afvist.

- Det er ikke meningen, at staten skal finansiere hele indsatsen. Hovedparten skal finansieres af grundejerne og dem, der ejer de værdier, der skal beskyttes, siger miljøministeren.

Flere hundredeårs-hændelser på vej

Sidste efterår blev Danmark ramt af en stormflod, der blev takseret som en 100-års-hændelse.

Det var altså en hændelse, der statistisk set kun forekommer med 100 års mellemrum.

Høje vandstande tilsat kraftig vind fra øst pressede vandet ind i de sydlige bælter. Det skabte stormfloden, der knuste sommerhuse og både og brød gennem diger, hvilket resulterede i store oversvømmelser.

I dele af Sønderjylland blev der målt vandstande, der var mere end to meter over daglig vande.

Flere af den type stormfloder kommer man til at se flere af i Danmark i de kommende år, fastslår Karsten Arnbjerg-Nielsen, der er klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI.

- Fremover bliver stormfloderne større, end de har været tidligere, og de vil komme hyppigere. I de mest konservative scenarier kommer vi til at se lignende stormfloder hvert tredje eller femte år i slutningen af dette århundrede, siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.

Hvilke projekter der får tildelt midler i år, vil blive besluttet inden årsskiftet.

Puljen har eksisteret siden 2020, hvor der i alt er uddelt 580 millioner kroner til kystbeskyttelse.

Sådan virker kystpuljen

  • 11 projekter i 16 kommuner har ansøgt om at få tildelt midler fra kystpuljen 2024. Puljen lyder på 150 millioner kroner.
  • I alt er der ansøgt om næsten en milliard kroner i 2024. Hvilke projekter der får tildelt midler i år, vil blive afgjort inden årsskiftet.
  • Landets kommuner kan søge puljen. Det samme kan digelag fra Varde, Fanø, Esbjerg og Tønder Kommuner.
  • Kystpuljen støtter kystbeskyttelsesprojekter som diger, sandfodring og højvandsmure, der skal dæmme op for oversvømmelser og erosion, hvor havet gnaver af kysten.
  • Kystpuljen har til formål at fremme helhedsorienteret kystbeskyttelse i kommunale fællesprojekter og diger i Vadehavet.
  • Midlerne bliver målrettet de steder, hvor risikoen er størst, og der kan opnås mest mulig beskyttelse for pengene. Samtidig sættes der fokus på tempo, så projekter langt fremme i planlægningen kan realiseres hurtigt.

Kilder: Kystdirektoratet og Miljøstyrelsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR