Find selv ud af det.

Sådan lød det første af over 80 citater, som 50-årige Lif Rosenkvist har broderet. Hun sneg ‘find selv ud af det’-broderiet mere eller mindre diskret ind blandt sine kolleger i frokoststuen og lagde det ved siden af kaffekanden med den passivt-aggressive label ‘luk låget!’.

‘Find selv ud af det’ dækker over et antal episoder, hun oplevede på jobcentret i Aarhus, hvor hun begyndte at arbejde for halvandet år siden og stoppede i april i år. Hendes broderier kom til verden ud af frustration over systemet, arbejdsgangene og menneskesynet i jobcentret.

- Det finder du bare selv ud af, hvordan du gør. Den tankegang gennemsyrede det hele. Jeg havde svært ved at se, hvordan vi kunne ensarte arbejdet og gøre det rigtig godt i vores jobcenter, hvis vi alle bare selv skulle finde ud af det, siger hun og slår ud med armene, da hun fortæller om det i dag, hvor hun er inviteret til Greve Museum for at hænge broderierne op til udstillingen ‘Edderbroderemig’.

Dengang flagede hun ikke med, at broderiet nu lå der i frokoststuen, men omvendt så hun heller ikke, at det blev overset. Broderiet lå der som en diskret øjenåbner og en hentydning til ledelsens metoder, og det råbte lige så højt som den hentydning, der var påklistret kommune-kaffen.

- Og så var der nogle, der sagde, at nu skulle jeg passe på, siger hun og konstaterer, at broderiet selvfølgelig blev fjernet fra personalestuen.

Mens hun hænger broderierne op i Greve på en sort væg ét efter ét, minder de hende om forskellige situationer, hvor ledere har kastet ‘find selv ud af det’ efter en frustreret medarbejder.

Når en ansat gik til ledelsen med et spørgsmål, faldt svaret nemlig prompte: Find selv ud af det. Også når det handlede om nye metoder, som ledelsen selv havde besluttet at implementere. Det var bl.a. IPS-metoden, der skal få psykisk syge borgere i job.

Den var mere til pynt på papiret end reel indsats for borgerne, mener Lif Rosenkvist.

Jobcentrets defekte varer
På den måde kan man måske ikke helt sige, at budskaber glider lettere ned, hvis de er pakket pænt ind. Lif Rosenkvists ord skærer gennem de fine, broderede sting på forskellige slags stoffer med sirlige kanter og blonder, der mest af alt minder om de broderier, bedstemødre lavede engang i 1960’erne.

Altså bortset fra, at det er fortællinger om episoder fra jobcentret, der gemmer sig bag korsstingene. Kradser man i overfladen på et tilfældigt broderi, hvor der står ‘defekte varer’, viser det sig for eksempel, at udtrykket dækker over borgere.

- Det er så grotesk, for det er egentlig en rigtig god sagsbehandler med hjertet på det rette sted, der siger det om de mennesker, vi skal hjælpe i arbejde. At det er en del af vores tankegang gør ondt i mig, og det er vildt, at vi er nødt til at bruge så voldsomt et ord, siger Lif Rosenkvist.

- Nogle borgeres arbejdsintensitet er måske på 60 pct., mens andres er på 80 pct., siger hun for at uddybe, hvordan borgere kan blive til defekte varer.

Så rækker hun ud efter et broderi, hvor netop ‘arbejdsintensitet’ står med grønne sting.

- Også et dejligt ord, siger hun sarkastisk.

- Det er faktisk et godt ord og godt tænkt. Men kun tænkt. Det blev udnyttet helt vildt groft, fortæller hun.

Logikken er, at virksomheder skal tage en række skånehensyn over for en fleksjob-visiteret borger, fordi vedkommende har nedsat arbejdsevne. Derfor er borgerens arbejdsintensitet lavere end sædvanligt - og det gør lønnen tilsvarende lavere, fordi arbejdsgiver så ikke skal betale for mere, end han får.

Men når en arbejdsgiver kun vil give 50 pct., er det for at få enderne til at mødes, og så har det ikke noget med arbejdsintensitet at gøre, mener Lif Rosenkvist.

- Vores system er sådan, at jobcentret tillader det. Grunden til, at virksomhedskonsulenten siger ja til den aftale, er, at vedkommende bliver målt på, hvor mange han får i arbejde og ikke kvaliteten af forløbet, siger hun.

Hun smækker ‘arbejdsintensitet’ op på en sort væg ved siden af et andet broderi, hvor der står ‘vi skriver os ud af det’. Det hænger til højre for et, hvor der står ‘ryggen fri’ og til venstre for et, hvor teksten er ‘måltal'.

- Måltal er roden til alt ondt i det kommunale system, for man kan ikke lave måltal på det hele. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at putte bløde værdier ind i excelark, selvom vi gerne vil, siger hun.

Kort tid efter hænger hun ‘defekte varer’-broderiet lidt længere ned på væggen, for hun synes, den er så hård, siger hun.

Sagsstammen
Med en baggrund som selvstændig erhvervsdrivende og med et ønske om at gøre en forskel for udsatte borgere undrede Lif Rosenkvist sig over, hvordan man talte til og om borgere og mellem kolleger i forvaltningen.

Da hendes frustration blev for tung at bære rundt på, besluttede hun sig for at brodere citaterne, så hun rakte ud efter sin farmors gamle hørtråd. Broderingen fungerede som en slags terapi, fortæller hun.

Opskriften er også simpel: Find nål, tråd og et stykke stof. Tilsæt så lange ord, du har hørt på jobcentret, et strejf politisk satire og et drys skarp sarkasme, og voilá, så har du et kommunebroderi, som Lif Rosenkvist kalder dem.

Senere blev de hver især små selvstændige protester mod et system, som efterlader det enkelte menneske på perronen i et virvar af drift, metoder, regneark og måltal. Tag for eksempel ordet sagsstamme, bemærker Lif Rosenkvist, mens hun overvejer, hvilket broderi hun skal hænge op næste gang.

- Det var et udtryk for, hvor mange borgere vi hver især havde at arbejde med. Jo flere jo bedre, siger hun og løfter brynene, mens hun ryster lidt på hovedet.

- Bare den måde at tale om det på….. Er det så almindelig drift eller løsdrift? Det lyder ligesom kvæg. Men det var jo rigtige mennesker, vi snakkede om, som lige skulle have lidt hjælp til at komme videre i tilværelsen efter sygdom eller længere tids arbejdsløshed, siger hun.

Så fortæller hun om, at afdelingen på et tidspunkt havde nogle rør, som ansatte skulle putte farvede bolde i, når de landede en aftale med en virksomhed.

- Det gør man jo, når man skal sælge telefonabonnement eller biler. Men det gør man ikke, når man skal sælge mennesker, siger hun og laver anførselstegn med hænderne rundt om at ‘sælge mennesker’.

- Mentaliteten bliver meget anderledes af det. Hver mand passer sit i stedet for at sørge for at få det bedste ud af situationen for hver enkelt menneske og borger, siger hun.

- Det bliver vigtigere, at jeg bare finder et job i stedet for at finde et job, der passer til det, borgeren kan. Bare jeg får ham i arbejde, for jeg bliver tjekket på mine måltal til næste mus-samtale.

Nonsens
Lif Rosenkvist begyndte at brodere ordene i maj sidste år, som hun stødte på dem undervejs, efter at hun var startet i jobbet i januar: Fastholdelseskonsulent, forventningsafstemning, jobafklaringsforløb, arbejdsevnevurdering.

Mulighedserklæring, motiverende samtale, egenomsorg og henvendelseskanal. Ordene var mange. På Lif’s ene broderi har henvendelseskanal fået en anderledes orddeling. Den stammer fra dengang, da afdelingen skulle lave en statistik over, hvor mange henvendelser de fik i løbet af en uge, og om det var på sms, via sikker post eller på mail.

- Jeg kan godt lide at lave systemer, men så kunne jeg mærke, at ingen vidste, hvad det egentlig skulle bruges til. Da jeg spurgte, fik jeg at vide, at medarbejderne bare plejede at skrive et tal, for det var ligemeget, da der var ikke nogen, der brugte det til noget alligevel, fortæller Lif.

- Hvor skal man så skrive, hvis man fx får chokolade? Er det også en henvendelseskanal? Eller pakkepost? Det er jo ikke konstruktivt at spørge om sådan noget, men jeg kunne bare ikke lade være, griner hun.

Så det blev på broderiet til henvendelsesk-anal.

Sarkasmen kendetegner i det hele taget Lifs broderier. De skal sætte tanker i gang om, hvordan vi kan bruge de ord, vi hører, når der fx bliver sagt ‘den inkluderende samtale’.

- Jeg kender ikke nogen, der ville gå ind for den ekskluderende samtale. Det er et dejligt ord, men også varm luft, for vi kan alle sammen nikke og sige ja tak og være enige om, at det er rigtig godt, at vi har den inkluderende samtale, siger hun.

- Altså. Jeg er jo ikke bare sur for en sikkerheds skyld.

Telt med ben
Lif Rosenkvist håber, at folk bruger broderierne til at stoppe op og tænke over, hvad vi bruger som gængse udtryk. Hun går efter at fremkalde forundringsprocessen hos dem, der ser broderierne.

Og så håber hun at komme ud i ledelses-segmentet, så vi kan begynde at arbejde med, hvad for nogle ord vi strøer omkring os.

- Hvordan kan vi gøre jobcentret lidt mere menneskeligt? Hvordan kan vi arbejde med de ord og metoder, vi bruger, så det giver mening for borgeren, i stedet for at det bare er på markedets præmisser? Vi skal have rigtig meget handling og menneske bag det i stedet. Det er bare svært, fordi det er et mega system, siger hun og understreger, at folk altså ikke er onde i et jobcenter.

Til gengæld forstår hun ikke, hvordan ansatte med et ikke-inkluderende menneskesyn kan arbejde der. Hun finder et broderi frem, som aldrig har været lagt på sociale medier, fordi hun syntes, det var for voldsomt.

- Telt med ben. Sådan omtaler en kollega kvinder i muslimsk klædedragt. Der har jeg en udfordring med menneskesynet. Jeg kan ikke rigtig se, hvordan man kan bære det arbejde med mennesker, når man er så lidt inkluderende og accepterende, siger hun.

Adspurgt om broderierne skal opfattes som en systemkritik, ryster hun tænksomt på hovedet og svarer, at det i hvert fald ikke er startet som en protest.

- Men man kan vælge at se det sådan, hvis man har noget i klemme, siger hun og fastgør en orange knappenål over et af de sidste broderier, der skal op.

Det har ordene ‘jeg vil ikke høre om det’.

Aarhus Kommunes beskæftigelsesforvaltning har fået tilbud om at kommentere artiklen, men er ikke vendt tilbage.