Kommunen.dk
MENU

Hjemmekontoret kommer til at fylde mere i den kommunale arbejdsdag

Coronaerfaringer vil øge hjemmearbejdet blandt kommunalt ansatte og ændre overordnede strategier, viser Kommunen.dk’s rundspørge - men det skal hverken være en ret eller pligt, men et redskab til øget trivsel og bedre opgaveløsning, fastslår kommunaldirektørerne.

Hjemmekontoret kommer til at fylde mere i den kommunale arbejdsdag

Coronaerfaringer vil øge hjemmearbejdet blandt kommunalt ansatte og ændre overordnede strategier, viser Kommunen.dk’s rundspørge - men det skal hverken være en ret eller pligt, men et redskab til øget trivsel og bedre opgaveløsning, fastslår kommunaldirektørerne.
Når hverdagen melder sig ovenpå corona-restriktionerne er det slut med at sidde på en spisestol ved stuebordet og passe sit arbejde, hvis det  foregår i hjemmet. Arbejdsmiljøreglerne skal følges, og det kan skal regnes ind i udgifterne, når kommunerne fremover skal håndtere ønsket om en ny fordeling arbejdet hjemme/på arbejdspladsen.
Når hverdagen melder sig ovenpå corona-restriktionerne er det slut med at sidde på en spisestol ved stuebordet og passe sit arbejde, hvis det  foregår i hjemmet. Arbejdsmiljøreglerne skal følges, og det kan skal regnes ind i udgifterne, når kommunerne fremover skal håndtere ønsket om en ny fordeling arbejdet hjemme/på arbejdspladsen.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

I løbet af sommeren vender de sidste hjemsendte tilbage til de kommunale arbejdspladser, men hverdagen er forandret i forhold til tiden før corona.

Projekt reboarding - hvor tusindvis af medarbejdere igen skal sætte sig bag offentlige skriveborde ovenpå et års tvungen hjemsendelse - er et midlertidigt fænomen, som hurtigt afløses af et nyt, som bedst kan karakteriseres med et ord: Fleksibilitet.

Så meget står klart fra Kommunen.dk’s rundspørge blandt landets kommunaldirektører om hjemmearbejdets fremtid efter corona. 39 besvarede undersøgelsen, og alle vurderede, at flere vil arbejde hjemmefra end før corona.

Hvor meget er ikke afgjort på forhånd, men stort set ingen tror på, at hjemmearbejdet kommer til at udgøre mere end 40 pct. af arbejdstiden - svarende til to dage i ugen. Og langt hovedparten af kommunaldirektørerne understreger, at den fysiske arbejdsplads fortsat skal repræsentere et miljø og et fællesskab, som stimulerer arbejdsglæde og socialt samvær.

Omfanget og betingelserne er  principielt decentrale beslutninger, hvor rammerne aftales mellem ledere, medarbejdere og organisationer. Fordi den kommunale arbejdsplads er så facetteret, at det ikke giver mening at lave ensartede regler, lyder vurderingen fra flertallet af de kommunaldirektører, som har svaret på rundspørgen.

Ny strategi

Hjemmearbejdet er imidlertid også et strategiemne på direktionsniveau. Blandt andet fordi de fleste kommuner forventer et krav om mere hjemmearbejde fra medarbejdersiden. Erfaringerne fra den tvungne nedlukning under corona har givet medarbejdere appetit på mere hjemmearbejde generelt, ligesom blandt andet virtuel mødeafvikling har sparet ressourcer for kommunerne i forhold til hverdagen, før epidemien vendte op og ned på arbejdslivet.

23 kommuner svarer, at de enten har eller er i færd med at udvikle en ny strategi for hjemmearbejde. Et gennemgående træk er viljen til at give plads til mere hjemmearbejde, men kun hvor det giver mening i forhold til opgaveløsning. Muligheden for at vælge kontoret fra skal hverken være en ret eller en pligt, men en mulighed, som åbner for mere medarbejdertrivsel, fleksibilitet og - ikke mindst - bedre opgaveløsning.

Ny mødekultur kan spare tre mio. kr. i Esbjerg

Esbjerg er en af de kommuner, som går systematisk til værks med at integrere hjemmearbejde i den fremtidige hverdag på rådhuset. Kommunen undersøgte allerede for et år siden holdningen til hjemmearbejde blandt de hjemsendte, hvoraf 60 pct. tilkendegav, at hjemmearbejdet bidrog positivt til arbejdslivet. 

Direktionen har nu udarbejdet en både kortvarig og langvarig strategi for tilbagevenden for de administrative medarbejdere, og den ledsager en byrådsbevilling til øgning af hjemmearbejdspladser og en nyindretning af Esbjerg Rådhus, oplyser kommunaldirektør Rikke Vestergaard.

Som udgangspunkt vil kommunen holde fast i den digitale mødekultur fra coronaperioden. 

- Fra sommeren 2022 træder der formelt nye arbejdsformer for Esbjerg Kommunes administration i kraft. Her vil hjemmearbejde være en del af løsningen, og derfor vil det være optimalt, at de ansatte allerede nu vænner sig til en kombination af hjemmearbejde og fremmøde på arbejdspladsen, fortæller hun.

 Hjemmearbejdet skal i hvert tilfælde aftales mellem leder og medarbejder. Det er ikke et personalegode eller en rettighed, men heller ikke nogen pligt - det er frivilligt. 

Kommunen skønner, at cirka 20 pct. af arbejdet med administrative funktioner kan udføres ved hjemmearbejde og virtuelle møder. På rådhuset i Esbjerg med 500 ansatte frigør det fysisk plads til yderligere 100 medarbejdere. 

Hvordan den ledige kapacitet skal udnyttes, skal kommunens økonomiudvalg tage stilling til, men ifølge Rikke Vestergaard rummer byrådsbevillingen til investering i digitale arbejdsformer en forventning om effektiviseringer for tre mio. kr. i besparelser. Vel at mærke uden personalereduktioner.

Handler om fordele frem for økonomi

Og netop personalereduktioner er et ord, ingen af rundspørgens kommunaldirektører vil tage i anvendelse, ligesom deciderede besparelser kun nævnes af en lille håndfuld udover Esbjerg.

Omvendt er de heller ikke meget for at tale beløb til øgede udgifter til for eksempel bedre it-faciliteter og hæve-/sænkeborde på hjemmearbejdspladsen.

Som Mette Jeppesen, kommunaldirektør i Ringsted Kommune, formulerer det:

- Afhængig af krav til etablering af hjemmearbejdspladser kan der være en merudgift. I forbindelse med flytning til nye lokaler vil der være mulighed for at etablere færre arbejdspladser end i dag og dermed spare kvadratmeter, der skal rengøres, opvarmes vedligeholdes osv.

Standardarbejdspladser på vej i Aarhus

Flere kommuner er parate til at gøre op med faste pladser på kontorerne. Aarhus Kommune er langt med sin strategi- og handlingsplan for onlinemøder og distancearbejde, og her arbejder man blandt andet med opgradering af it-udstyr til hjælp ved virtuelle møder og ny kontorindretning. Altsammen i forventning om, at hjemmearbejde kommer til at fylde mere end før coronarestriktionerne.

“Når flere medarbejdere arbejder hjemme, frigives plads på den fysiske arbejdsplads. Tilsvarende vil fremvæksten af hybridmøder i nogen grad overflødiggøre større mødelokaler. Den uudnyttede plads kan anvendes til at udvikle de fysiske rammer ved hjælp af fx “telefonbokse”, flexrum eller stillerum,” fremgår det af planen med titlen Den fleksible arbejdsplads.

Her arbejder man også med et nyt begreb: Standardarbejdspladser, hvor udstyret, borde og stole, er så fleksibelt indrettet, at de uden besvær at kan tilpasses skiftende medarbejdere.

Fakta

  • Kommunen.dk skrev til alle landets kommunaldirektører med spørgsmål til hjemmearbejde på kommunale arbejdspladser efter corona, 39 svarede.
  • Alle 39 mener, hjemmearbejde kommer til at fylde mere i fremtiden. Langt hovedparten tror ikke, omfanget bliver mere end 1-2 dage ugentlig. Men fremtidens mødeaktivitet vil ændre sig, og virtuelle (online) møder vil i større eller mindre omfang afløse fysiske møder.
  • 23 kommuner har eller er i færd med at lave en strategi for nye mødeformer og muligheden for fleksible måder at integrere hjemmearbejde som en fleksibel mulighed for de kommunalt ansatte, for hvem det giver mening.
  • Ingen af de besvarende kommunaldirektører ser øget hjemmearbejde som en spareøvelse, men som en mulig vej til øget fleksibilitet, trivsel, bedre opgaveløsning og service overfor borgerne.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

RELATEREDE ARTIKLER
FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR